Anmeldelse

Jeg har tidligere været ude med riven efter størstedelen af Netflix’ egne produktioner – derfor var mine forventninger til Netflix’ nyeste film, Point Blank, også yderst begrænsede. Filmen er et amerikansk remake af en fransk film fra 2010 med sammen navn.
Point Blank omhandler en mandlig sygeplejerske ved navn Paul (Anthony Mackie), som bliver blandet ind i et kriminelt komplot. Dette inkluderer en kidnapning af hans gravide kone og Paul må nu gå igennem ild og vand, for at redde hende og deres ufødte barn. På rollelisten ses desuden Frank Grillo og Marcia Gay Harden, m.fl.
Kan Netflix mon levere det medrivende kidnapningsdrama, materialet lægger op til? Eller er Point Blank blot endnu bundskrabende Netflix produktion, som vækker minder om de gode gamle straight-to-VHS dage?

Svaret er imidlertid ”nej” til begge spørgsmål. Point Blank har flere positive aspekter end den gennemsnitslige Netflix produktion, men kommer omvendt heller ikke i mål – langt fra.

Først og fremmest er den visuelle side rigtig fornuftig i store dele af filmen. Især i åbningsscenen, hvor vi følger en slags røveri – her bliver der benyttet en række long takes, som fungerer virkelig godt. Anthony Mackien er virkelig god i hovedrollen og han formår at få det bedste ud af et ellers tyndt manuskript. Samspillet imellem Mackie og Teyonah Parris virker desuden ganske troværdigt og sympatisk.

Men herfra begynder Point Blank at minde om en klassisk Netflix film. Filmen er mildest talt en tonemæssig katastrofe – den veksler konstant mellem at ville være et hårdkogt gidseldrama, hvor stemningen er tung og at have gentagende musiksekvenser, hvor tonen bliver utroligt fjollet og nærmer sig noget fra et Grand Theft Auto spil.
Der er visse scener, som er spillet som komiske, som ender med at være drønirriterende og (igen) at fjerne al alvoren, som hovedperson går igennem. Blandt disse er en scene i en bilvask, som var så dårligt spillet, at jeg næsten var nødsaget til at folde min tæer ud med en tang efter at have krummet dem så voldsomt.
Marcia Gay Harden, som normalt er virkelig dygtig, spiller en politibetjent og hun virker desværre som et regulært fejlcast – men igen, hun er heller ikke hjulpet af manuskriptet.

Som nævnt, veksler Point Blank på ret uelegant vis mellem drama og ”komedie” – i filmens sidste 25 minutter smider den dog al drama over bord og går over og bliver ren camp. Dette virker utroligt kikset, men ender på sin vis med at være ganske underholdende i sin elendighed.

Point Blank er bestemt ikke Netflix’ værste egenproducerede film – den vil med garanti kunne gå an som fredagsunderholdning. Den har et væld af problemer, men når man tænker på film som Rim of the World, The Perfection, The Silence og Bird Box er den slet ikke så ringe.
Den ligger på grænsen mellem 2 og 3 stjerner – men når jeg gav The Perfection 2 stjerner, kan jeg ikke forsvare at give Point Blank mindre end små 3/6.