Anmeldelse

På den lange gåtur hjem fra biografen var jeg meget ambivalent. Jeg tænkte over filmen, og hvad jeg kunne komme med af fornuftige ord om den. På den ene side var der ting, jeg godt kunne lide ved filmen. På den anden side gik jeg med fornemmelsen af ting, der ikke fungerede. Jeg stillede mig selv spørgsmålet; hvad handler denne film om? Om at man har godt af at røre sig – fælleskab på sine gamle dage – kan unge og gamle gøre det samme blot i to forskellige tempi? Det var sikkert flere ting, jeg tænkte over. Men lad det være ved de nævnte.

Handlingen er i og for sig lige til. Martha som filmens protagonist spillet af (Diane Keaton) har fået konstateret uhelbredelig kræft. Hun vælger af den grund sine sidste dage på et fint slags bofællesskab for ældre. Her må og skal man være med i en eller anden hobbyklub – eller selv skabe og danne en sådan. Martha danner selv denne hobbyklub for cheerleadere, fordi at være cheerleader er en livslang drøm hun har haft, og fordi de allerede eksisterende hobbyklubber ikke fanger hende. Nu møder hun andre ældre kvinder, som også gerne vil være med. De danner et venskabsbånd med hinanden, som de ikke vil være foruden. De tilmelder sig en konkurrence. Processen mod at deltage byder på mange timer med at øve, og på et møde med yngre cheerleadere. Det giver historien lidt drama og modet til lidt flere og komplicerede dansetrin. Også at man fra flere sider vil stoppe disse ældre kvinder i at deltage, og forhindre dem i at gøre dem selv til grin.

På den positive side kunne jeg godt lidt temaet. Det har potentiale. Jeg synes, det var godt at de ældre cheerleadere i filmen ikke skulle hoppe højt, lave saltomortale, slå vejrmøller og andre lignede halsbrækkende danse og sportmoves. Det var helt rigtig, at de skulle holde sig til nogle ret enkle dansetrin, og lade deres poms være i centrum af dansen. Det blev en udmærket dansescene disse ældre kvinder leverede. Det var da livsbekræftende. Og også scenen hvor i en af de ældre cheerleadere går i spagat under en øvesession. Imponerende af et ældre menneske! Det må jeg sige. Filmen er farverig filmet. Hvilket står fint i tråd med historiens livskraftige kvinder, der ikke vil lade sig stoppe af alderen.

Den alvor der er i protagonistens historie, synes jeg, Diane Keaton fint får frem med sit skuespil. Dog er det som om, det alligevel ikke helt når i mål. Visse steder er hendes fagter for mig ikke overbevisende. Men hun leverer et stykke udmærket personportræt. De scener jeg synes mindre vellykkede, er disse scener, der skal være sjove. Af en eller anden grund i disse funny komiske scener, synes det morsomme at være påtaget, og derfor virker det ikke særlig overbevisende. Det er akavet, at skulle høre et slags ungdommeligt sprog hos ældre modne kvinder. Det fungerer ikke helt, og det komiske falder til jorden.  Desværre, måske ville det have klædet karakterne og historien, at omskrive nogle af fraserne så det ville være mere passende til karaktererne i filmen. Jeg er sikker på, det kan lade sig gøre og blive godt. Måske endda sjovere, skarpere og meget mere humoristisk og let, når alt kommer til alt.

Filmen indeholdt både alvor og humor. Jeg mærkede, trods filmens mangler, en slags livskraft strømme fra filmens historie og forsøg på vittighed. Så jeg kan se igennem med, at filmen med komikken og det alvorlige lader et ønsket stå tilbage. Jeg lader skuespil være skuespil. Så filmen får allerførst 2,5 stjerner af mig. Jeg runder op til tre, da jeg trods alt trak på smilbåndet og lo stille et par gange under filmen. Helt sikkert var jeg da underholdt.