Anmeldelse

Der findes mange road-trip film. De er alle forskellige. Filmmagerne har deres særlige historie at fortælle. Så hver fim sin berettigelse.  Der er altid et formål for den enkelte, hvorfor de vil ud på en sådan tur. Personen eller gruppen af personer der kører ud og af sted på vejene skal nå frem til noget. Noget for dem, der er vigtigt.  Camper 303 er ikke anderledes på den måde. En ting er sikkert – mennesker mødes – mennesker ser – mærker efter – finder ud af ting – erkender og oplever.

I Camper 303 møder vi Jule (Mala Emde) og Jan (Anton Spieker).  De er begge studerende og midt i tyverne. Jule vil ned til Portugal og besøge sin kæreste Alex, da hun har en meget vigtig nyhed. Jan vil ned til det nordlige Spanien og møde sin biologiske far, som han aldrig har set. Skæbnen vil, at Jans egentlige kørselslejlighed ikke bliver til noget. Nu spørger han enhver på bilholdepladsen, om han må køre med til Køln. Han spørger også Jule. Hun beslutter så, at Jan godt må køre med i camperen, hun har fra sin afdøde bror. De begynder på turen ned gennem Tyskland. Det går skidt i starten. For Jan glemmer i al iver og snak sin fingerspitzengefühl. Jule er konsekvent, og hun vil ikke være med til samtalen. For den er for svær for hende, og hun sætter ham af på en rasteplads. Senere mødes de igen. Denne gang redder Jan Jule fra en sexkrænker. Nu indser Jule, det er en god ide at være to på en sådan road-trip. Derfor spørger hun Jan, om han ikke vil køre med. Han siger, ja tak, det vil han gerne. Nu begynder turen ned gennem Europa. De unge mennesker lærer nu hinanden bedre at kende, og de får fælles oplevelser. Der er især mange og lange dialoger i mellem dem. De taler lidt personligt, samtidig som de også diskuterer forskellige emner.

Kemien mellem de to skuespillere brænder fint igennem. De viser troværdigt, karakterernes sympati, empati og kærlighed til hinanden. Man både ser og mærker den. I min optik har historien et fint og fremadgående tempo. Der bygges op, og man ser udviklingen i relationen mellem Jan og Jule. Dialogen er ganske interessant og velskrevet visse steder. Jeg ville forstå og have det det hele med. Dialogen var afvekslende. Det ene øjeblik taler de om, hvorfor og hvordan kapitalismens bestemmere holder folk fast i en singletilværelse – et andet øjeblik om biologi – et tredje øjeblik om sex og kærlighed også videre.

Et sted i filmen undrer jeg mig over musikvalget. Det virker bare ikke for mig. Det er i scenen, hvor Jan er ude at surfe. Jeg forstår ikke den bagvedliggende reggaeagtige musik. For naturen omkring med grantræer, sandhøje og bjerge giver ikke reggaevibe. I hvert fald ikke ifølge denne filmseer. Det giver noget helt andet. Måske er der vi kommer fra i historien, og der hvor historien bringer os hen, der gør det.  Reggaemusikken ville mere være passende, hvis vi var et sted med palmer, og hvor der var hængt en hængekøje op foran feriehytten og strandbaren. Jeg ville have foretrukket et originalt stykke musik skrevet til scenen. Noget der havde mere pop og Europa-feel over sig. Det er blot min mening, og dermed ikke sagt, at det ødelægger helt. For mange andre steder fungerer musikken fint.

Der er trods alt scener med vores protagonister der bærer det hele frem. Her tænker jeg for eksempel på strandscenen, hvor Jan og Jule nærmer sig hinanden fysisk sådan for første gang, og overfor hinanden må erkende de har en stærk kemi. Der er scenen i camperen, hvor de studerer et kort sammen. Der er også scenen med samtalen i skoven med flere.

Når jeg skal uddele stjerner til denne film ender jeg på 5 stjerner. Det gør jeg fordi, skuepillet i den grad var plausibelt. Selve kærlighedshistorien er en udmærket en af slagsen. Filmen har en udmærket underholdningsværdi og er som sagt velspillet og vel filmet.  Dialogen engagerede mig flere steder. Der er flere visuelle smukke øjeblikke i filmen.