Anmeldelse

Krigsfotografen Jan Grarup sætter sit liv på spil, hver gang han er ude på opdrag i krigsramte zoner. Han må løbe og tage billeder blandt skudsalver og angreb. Han klarer den. Livet derhjemme er som i en hver anden familie med en børneflok på fire. Der er noget at se til. Især, da han som sådan står alene med det at være far. Det er også en slags kamp eller livsoplevelse, at skulle takle og overkomme.

Vi følger Jan Grarup i en periode af hans liv. Det gælder både hans private familieliv, og arbejdsliv som krigsfotograf. Der er fuld fart på begge steder. Der er meget at forholde sig til. I det private er der især relationen til søn og døtre vi følger. De bor nu hos ham, da moderens (Jans ekskone) kræftsygdom er langt fremskreden. Derfor er det hele sådan nyt for Jan. Han er nu børnenes anker. Der er mange ting at organisere og ordne blandt alle arbejdsrelaterede rejser. Der kommer en flok studenter på besøg. Vi får også lov til at overvære en rørende og smuk del af begravelsen til børnenes mor. Når der er tid og mulighed, så tager Jan portrætter. De bliver taget med et kamera, som er fra det 19. århundrede. Det bliver nogle fine og særlige portrætter med en fin dybde og alvor over sig.

Når han tager ud af Danmark og skal fotografere i krigshærgede zoner, så følger vi Jan ganske tæt på. Kameragearet skal med. Ikke at forglemme skudsikkervest og hjelm. Det er en del af uniformen og basal beskyttelse.  Vi har en lang sekvens, hvor han under en indfødts beskyttelse og rådgivning skyder en masse billeder. Det foregår over murbrokker og brækkede ben, sårede og døde der ligger på gader og fortove. De må gemme sig i sønderskudte og forladte huse, de må med snilde løbe fra gade til gade, fra hus til hus. En snigskytte er efter dem, bomber lyder, skudsalver skærer igennem marv og ben ved deres unægtelige dræbende og ubehagelige lyd.

Min oplevelse af filmen var et usentimentalt portræt af Jan Grarup, om det han ville dele med andre i denne dokumentar. Billederne var realistiske og usødet om virkeligheden. Derhjemme vasker han en hvid jakke så den bliver pink. Det eneste datteren gør, er at skælde ud. Ekskonen dør. Sønnen er ikke helt let at blive klog på. I felten er han blandt død og ødelæggelse. Folk rundt ham har dødelige våben som gevær eller store knive. Men Jan, han virker nærmest upåvirket af det hele. Vi ser ham aldrig nå bunden af den sorteste brønd. Vi ser ham mere stå på kanten af afgrunden, mens han balancer, så han ikke falder i.  Skal vi se ham bukke under. Nej, det behøver vi sådan set ikke. Det er Jans egen sag, hvordan han driver sig selv frem ad, og arbejder med sig selv for at komme videre. Han er en fotograf med mange interesser og muligheder. For mig er det på en måde åbenbart.   

Dokumentaren giver jeg fire flotte stjerner. Skulle den have flere, ville jeg ønske et mere fyldestgørende interview med enten Jan selv eller hans børn. Men historien er vist og fortalt uden omsvøb. Både den private kamp, og det utrygge arbejdsliv bliver aldrig en tåreperser. Jan giver helt sikkert af sig selv. Han indrømmer det er hårdt og tungt. Det han ser og gennemgår, det er ikke for sarte sjæle. Han viser, han kan forholde sig nøgternt.  Filmen viser i billeder det meget virkeligheds nære – betagende og gribende som intet andet, livet til en fotograf der på den ene side lever et farligt eller modigt liv(om man vil) som krigsfotograf – samtidig er han nu en far, der skal have styr på og forsørge sin børneflok.  Det er barskt og usødet.  Hvor er jeg glad, han overskud til at lave de flotte portrætter af sig selv, andre og sine børn. Hvor er jeg glad, han har overskud til at tale om kamera, og hvad de kan midt i krigsangrebet. Jans sorte og hvide billeder af virkeligheden er betagende smukke.