Det er ikke blot små spørgsmål – eller rettere – for en selv et vigtige spørgsmål man bliver konfronteret med under undtagelsestilstand, hvor man er nødt til at blive inden døre for at passe på sig selv og sine medmennesker.

Fra Spanien er der fem bud på, hvordan dette viser sig – kan udspille sig i den originale HBO miniserie En Casa. På dansk bliver det til titlen Derhjemme.

Miniserien består af fem helt uafhængige episoder. De er af forskellig karakter og længde. Det alle episoder har til fælles, er at alle må være derhjemme grundet udbrud af coronavirus. Vi oplever i hver episode en scene eller flere med den berømte klappeseance, som mange var/er med til fra sin altan, vindue eller hustag. Et andet fælles fodslag episoderne har, er, hvordan de forskellige personer og karakterer oplever, det at skulle være tvunget til at være indenfor. Det sætter tanker i gang – det giver erkendelser – man oplever måske noget nyt omkring sig selv eller om en eventuel anden, som også bor i lejligheden.  Hver episode fortæller sin historie på sin særlige måde.  Det sidste, som skal nævnes, er, at hver episode er filmet med mobiltelefon og sparsomt tilbehør, og således uden større filmteknisk udstyr. 

Lad os starte med episode 1 og 3. Episode 1 kalder de En Ekstraordinær Situation. Episode 3 har titlen Mit Bur. De to episoder har det magisk realistiske udtryk til fælles. I episode 1 kommer det til udtryk ved hver gang kvinden i huset er ude at handle, oplever manden, det er en anden kvinde, der vender tilbage og træder ind i hjemmet. Han finder små fysiske forandringer. Ifølge ham. Hun dufter også anderledes. Han ser nu kvinden/kæresten som værende flere forskellige personer. Han kan ikke genkende hende, hans kæreste. Dette er altså et udtryk for, at man lærer hinanden bedre at kende. Man finder altså ud af ting, man ikke vidste om sin sambo eller kæreste.  

I Mit Bur har vi denne unge kvinde, som bor alene. Hun taler meget i mobil med sin kæreste.  Disse samtaler er mindre konstruktive. Om natten drømmer hun heftigt. Om morgenen vågner hun beskidt og blodig med mere. Hun oplever sig selv som en tiger. Det vil sige, hun føler, hun har en tigers kraft. På den måde bliver tigeren hendes kraftdyr, og hun bruger dens styrke for at komme videre med sig selv og med parforholdet.

Episode to kalder de Se denne Video af Kattekillinger.  Personligt bryder jeg mig mindst om denne episode.  Jeg ser intet budskab eller en total klar fortælling i den. Det handler om denne gruppe unge mennesker. De bor under samme tag under udgangsforbuddet. De laver noget musik sammen, laver og spiser mad sammen, joker sammen, driller hinanden. Det eneste sted, hvor jeg så en vis dybde i dette, var da den ene unge mand i telefonen får besked om, at hans ekskæreste er ramt af coronavirus.  

Den fjerde episode hedder Rejsen Rundt I Min Lejlighed. Den har en mere akademisk, filosofisk, og eftertænksom tilgang. Den er smukt filmet. Den er smukt fortalt. Vi ser videooptagelser fra en tidligere rejse. Det bliver en erkendelsesproces, protagonisten kommer i gennem.

Den femte episode hedder Så let. Det er reelt skuespil og en fiktiv historie. Det hele er optaget i sort hvid. Det handler om disse to kvinder, der kender hinanden. De ender i samme lejlighed. De opdager visse ting ved hinanden, de kan lide. Mange scener i denne episode er skøre og morsomme. Det forekommer mig, at humoren er meget spansk – eller i hvert fald meget sydeuropæisk. Det fungerer glimrende. Dog til allersidst finder de ud af, hvem de er.  

For mig var udtryk og historiefortællingerne velfungerende, undtagen i episode to som ikke fangede mig. Ellers var det spændende tanker, forskellige oplevelser, udgangsforbuddet gav de forskellige karakterer. Det var interessant. Jeg er sikker på, mange vil kunne nikke genkendende til noget af det.  

Denne miniserie er jo aktuel på den måde, at det man beskriver og filmer, det sker i disse dage så at sige. Det giver det hele et plus. Fortællingerne fortæller noget ganske realistisk, det er tæt på, og en historie alle kan relatere til på et eller andet plan.

Episoderne 1 og 3 fangede mig, og især episode 4 havde noget reelt at sige. Derfor giver jeg denne miniserie fire stjerner ud af seks mulige.