Det bliver spændende at se, hvad Payton må have og få på den politiske agenda i sæson to. Sådan afsluttede jeg min anmeldelse af første sæson af originalserien The Politician, som man kan se på Netflix.

Jeg skal love for, Payton Hobart (Ben Platt) får nok at se til. Både i det personlige liv og som politiker. Så fornemmer man, Payton stadig er ung – skal lære – udvikle sig – ikke mindst erkende, hvem han egentlig er.

Det gør hans videre læretid som politiker og tiden i New York spændende og interessant.

Vi er langt væk fra det at kæmpe for nogle forbedringer på sin High School, hvor end aktuelt, presserende og reelt politisk orienteret det måtte have været. I New York er det for alvor. Det er hele den store verdens realiteter og en vægtig politisk karriere, han må kæmpe for. Payton må derfor erkende og prioritere klima som det eneste emne, der vil gavne ham i det at stille op som kandidat til statssenator overfor en meget erfaren og top spidskandidat Dede Standish (Judith Light). Vil man vinde eller ikke vinde? Payton må også kende sine stemmegivende vælgere, og hvor man kan hente flere stemmer hjem fra. Selv dette kan naturligvis byde på visse overraskelser. Det oplever vi i den sidste optælling af stemmer ved valget. Det viser bare, hvor vigtigt det er at lytte og forstå. Især til de unge og deres politiske agenda, samt hvad der egentlig er brug for rent politisk at arbejde for.

Alt dette gennemgår Payton. Det sker ikke uden twist and turns. Tiden og kandidaturet er fyldt med skridt frem og tilbage at forholde sig til. Han må hele tiden kæmpe med det, som er menneskeligt eller blot rent arbejdsmæssigt, fagligt og politisk. Han må hele tiden overveje hvilken vej at gå. Skal han gøre det rigtige – tænke på sig selv – gøre hvad der skal gøres for at vinde – hvor er han selv som person i alt dette. Her er det godt, at have en mor som Georgina Hobart (Gwyneth Paltrow) der kan opmuntre og fortælle, hvem han egentlig er. Det sætter det hele på plads. Derefter tør Payton med større bevidsthed at gøre, hvad der skal gøres.

Vælgere, hvis stemmer man gerne vil have til valget, skal enten overbevises eller flyttes med stærke taler. Sådanne er også skrevet ind i historien. De fungerer og er nok så autentiske, og de er skrevet, så de kommer fra Paytons hjerte. Han holder taler uden manuskript. Det er et plus.

Skuespillet er igen i tip top alle steder. Det er fint overbevisende, og det skinner glimrende igennem. Dynamikken mellem de forskellige karakterer træder frem, og bliver fint formidlet.

Det, som fascinerer mig ved The Politician, er igen persongalleriet. Denne gang er det, hvilken styrke Paytons mor har for eksempel. Noget jeg ikke fik indtryk af i første sæson. Det får Gwyneth Paltrow meget fint frem. Især i restaurantscenen, hvor hun har frokost med Paytons modstander. Der er også en meget fin udvikling i Paytons trofækærestes karakter – også mellem Payton og hende. Selv den tilsyneladende mindre intelligente Ricardo viser en anden side af sig. Sådan kan jeg blive ved. Et lille ønske med hensyn til persongalleriet har jeg dog. Jeg ville ønske, Jessica Langs karakter Dusty Jackson var med. Vi så meget til hende i første sæson. Om hun er med i en tredje sæson, som der er lagt op til, kan jeg kun håbe på. Jeg synes måske, Bette Midler visse steder er noget påtaget skør eller humoristisk. Det bliver for meget skuespil, spørger man mig. Det er både godt og skidt. Det er der. Sådan er det valgt. Sådan er det.

Historien er som sagt fyldt med mange twist and turns. Det giver fart, og gør det spændende. Der er hele tiden noget at forholde sig til. Især når det gælder de to kandidater der stiller op til senat-valget. Begge må og skal vinde. Koste hvad det koste vil. Det hele bliver ikke kun et politisk spil. Det bliver også overordnet om, hvad der er vigtigt for ungdommen at få igennem på den politiske dagsorden. Overfor har vi den ældre generation, og hvad de har måttet arbejde for og har opnået. Ikke at forglemme – en politiker er også et menneske.

I Paytons personlige liv sker der også visse sager. Der er kærlighedslivets polyamorøse side at takle, relationen til familien og dem han omgiver sig med. Så er der syngescenen på baren. Den giver os et indblik i respekt mellem to stærke personligheder og politiske kræfter. Det er smukt sunget med en historie at fortælle.

Jeg er igen meget begejstret for serien. Skuespillet, historien og persongalleriet gør den værd at se. Samtidig sætter den fokus på et topaktuelt politisk emne, som vedrører os alle. Nemlig, klimapolitik. Jeg savnede en karakter. Hvorfor karakteren ikke er med, har sikkert sine grunde. Jeg kan kun gisne om, hvorfor. Alligevel ender jeg på 5 ud af 6 stjerner. Samtidig glæder jeg mig til at se, hvad Payton formår at etablere og få igennem som en mere erfaren politiker i tredje sæson.