Ja, der begynder at ske noget i biografen nu.

Vi er blevet præsenteret for årets længe ventede macho-ish crasch boom boom crasch wheee stop bam baaam kazoom time laps film. 

Sandelig også nu en af de film som har fart over sig på en lidt anden måde.

Dejligt der er lidt for enhver smag.

La Belle Époque er en fransk film. Det kan man oversætte til Den gode tid eller lignende. Det er altså også en film der omhandler tiden på et eller andet plan, som titlen indikerer.

Så noget tyder på, at tiden som tema giver tanker og mulighed for at udtrykke sig kunstnerisk.

Victor Drumond (Daniel Auteuil) er en ældre mand. Han lever af at tegne tegneseriestriber. Han har også en bog ude, som der er meget lidt salg i. På hjemmefronten er ting rutine og blevet kedeligt. Relationen til konen Marianne Drumond (Fanny Ardant) er det sådan comme si comme ça med. I hvert fald keder konen sig, og hun finder fysisk kærlighed andet sted. Så der er opbrud i luften. En dag betaler Victor mange penge til et firma, som har et særligt speciale. De rekonstruerer en tidsperiode en klient gerne vil opleve af en eller anden grund. Det kunne være perioden under Anden Verdenskrig – eller fest hos aristokratiet i det 17- 18. århundrede. Victor vælger specifikt et særligt år og en særlig dag. Nemlig, dagen han mødte sin store kærlighed i 1974.

Så firmaet har altså settings, kostumer, alle andre kulisser og skuespillere klar, så Victor kan genopleve den store dag. Det synes denne filmseer, er flot filmen igennem. Man er aldrig i tvivl om, hvad der er hvad af scenekulisser i filmen. Victors reelle lejlighed, og hvor han ellers bevæger sig i hans virkelige liv, står på den måde klart frem.  

Der sker så noget.

Det Victor oplever, er, som det var. Men… der sker nemlig improvisation i det skuespillerne gør til Victors settings og historie.  Denne lidt skæve ændring, det giver ham mulighed for at vokse som person på alle leder og kanter.

Filmens historie bliver vist og fortalt med en vis fart. Det er et plus, og fungerer faktisk filmen igennem. På den måde bliver de to timer på biografstolen ikke langtrukne. Ej heller sad man og tænkte, hvor tiden blev af. Hertil vil jeg lige kommentere. Nogle vil finde historien fortalt på en rodet måde. Man hopper meget rundt i det. Måske for meget. I hvert fald giver det som publikum noget at følge med på. Det skal man være klar over og indstille sig på. Det er sådan, historien er fortalt. Det er sådan, det fremstår. Det må man acceptere. Måske kunne det være ønskværdigt med færre hop i historien. Ifølge denne biografgænger kunne man nemt komme om ved at blive i den enkelte periode/scene noget længere og lade klipningen stå for blødere overgange. Måske. Det er smag og behag. Det er, som det er.

Bagefter talte vi om, at de i filmen var meget hurtigtalende. Det var desværre nogle gange svært at læse alle undertekster og få al dialog med sig. Især, hvis den danske oversættelse havde hvid skrift bag lys baggrund. Dog. Essensens fik man da med.

Humoren skal kort nævnes. Den er der, og afdæmpet i min optik. Det er ikke sådan, at du griner højlydt og længe. Det er nærmere, det at du smiler, fordi du finder den givne karakter eller scene lystig, let eller morsom. Her er det især scenen foran spejlet og enedansen på værelset, scenen i metroen, og jeg tænker også på slåhitlerscenen. Så forventer man en film fuld af komik og komiske indslag med grinagtige punchelines, hvor humoren som primus motor brænder igennem, skal man se en anden film. 

Vi bliver ved historien. Teksten her skal ikke være en lærebogstekst eller lignende. Dog kom jeg til at tænke på base over for parabase. Det er en teknik, et element i historien, som den bliver fortalt med og på. Base er for eksempel historiens leje – historiens protagonist. Parabase er det som på en eller anden måde påvirker, eller kommenterer på historien. Det er altså et tilbagevendende element. I La Belle Époque vender vi nemlig ofte tilbage til skuespillerinden Margot (Doria Tillier) og instruktørens kærlighedshistorie. Denne kommenterer måske eller påvirker vores protagonist historie usynligt som synligt, om man vil – og omvendt. Her er det, det hele bliver og kan virke rodet og meget flettet ind i hinanden. Jeg kan godt forstå, hvis man bliver lidt forvirret over, hvad der er den reelle historie – hvor man er i historien. Ikke desto mindre står det til sidst klart, hvad Victor erkender og kommer frem til. Men at base er der overfor parabase som jeg ser det, er der ingen tvivl om. Det fungerer ganske glimrende. Dog, ville et lidt langsommere tempo være klædeligt. Måske forklarer visse scener det. Den ene vil jeg kalde Baccara-scenen, den anden er scenen, hvor de løber flygtende fra deres egen scene gennem andre scener og kulisser. Det giver mening, og jeg får større forudsætning for at forstå historien. Hertil skal da også nævnes, det dette stykke fiktion er kreativt og virkelig opfindsomt fundet på. Tænk på, vi har historien om en mand, der har det svært, og hjælpen til at bevæge sig frem ad kommer fra et firma, der udbyder genoplevelse af en periode eller hændelse i livet. Det er da smart fundet på, og en historie og film er der blevet til.

Med hensyn til musikken er jeg som filmseer glad for valget. Det er gennemgående kendte og ukendte sange fra 1970erne. Det giver den rigtige vibe og feel. Det er flot. Det virker, og giver noget til helhedsopfattelsen og filmens historie også videre. Det er virkelig et stort plus. Derfor fungerer det så fint og fuldt ud forståeligt, hvorfor vi så et kort øjeblik skal høre noget klavermusik. Musikken er velvalgt og passende.

Det er svært at skrive dette som anmeldelse og ikke som en slags større analyse. For da vi bagefter filmen sad og talte om den, gik vi meget dybere ind i karaktererne og enkelte scener. Det er der ikke plads til her. Derfor vil jeg afslutte med at sige, musikken, settings med mere var velvalgt og flot. Man så tydeligt den enkelte tidsperiode. Historien forekommer i al for høj grad at være fortalt frem og tilbage, så man skarpt skal følge med. Det er for nogen et plus – for andre ikke. Jeg argumenterer i hvert fald for, at det kan give stor diskussion til om, det er en hyldest til 1970erne, er det historie om mand der må erkende, hvilket sted hans kærlighedsliv befinder sig på og består af, eller er det en historie, der skal fortælle et eller andet om, hvorfor og hvad vi mennesker skal lære af (verdens)historien lige så vel som vores egen historie.

Så jeg finder, filmen ligger lige over midten på skalaen. Jeg giver den derfor 4 små fine og smukke stjerner ud af 6 mulige.