Charlie Kaufman er formentlig bedst kendt for sin karriere som manuskriptforfatter, hvor han blandt andet har vundet en Oscar for ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’. Over de seneste år, har han også taget instruktøropgaven op, hvor han har filmene ’Anomalisa’ og ’Synedoche, New York’ under bæltet.
Kaufmans nyeste film, den Netflix aktuelle ’I’m Thinking of Ending Things’, er baseret på Iain Reids bog af samme navn og var blandt mine mest ventede film i år. Den handler om et ungt par, der på en køretur til en mandens forældres fjerntliggende gård, begynder at tvivle på hinanden, dem selv og eksistensen i sin helhed. Et ildevarslende og surrealistisk roadtrip til de dybeste afkroge af den menneskelige psyke venter.

Lad det være sagt på forhånd, at denne film er meget speciel og bestemt ikke vil være alles kop the. Dens nonlineære struktur, metafortunge dialog og langsomme opbygning vil fremmedgøre mange.
Men jeg var fuldstændig opslugt fra første til sidste frame – og det er der mange grunde til.
Lad os starte med skuespillerne. Jessie Buckley spiller den kvindelige hovedrolle og er ganske forrygende. Hun spiller på sin vis mange forskellige udgaver af den samme karakter og gør det så subtilt og nuanceret, at man næsten ikke bemærker de små skift i hendes spil.
Jesse Plemons, som spiller Jake, er også virkelig god og underspillet som altid. Han er en frygteligt undervurderet skuespiller, som fortjener langt større anderkendelse.
I rollerne som Jakes forældre har vi Toni Collette (som leverede sidste årtis stærkeste præstation i ’Hereditary’) og David Thewlis. Ligesom med Buckley, spiller de begge flere udgaver af samme rolle, hvilket de gør til UG. Man ved aldrig hvor man har dem og man fornemmer konstant, at der er noget helt skævt ved deres tilstedeværelse.
Filmens visuelle side er ligeledes i top. Fotograf Lukasz Zal leverer stil- og stemningsfulde billeder, som både er medfortællende og bidrager til den feberdrømsagtige stemning, som er gennemgående igennem hele filmen.
Filmen gør desuden brug af voice-over, i form af den kvindelige hovedrolles indre dialog. Det er et greb, som ofte kan ende med at føles utroligt overforklarende og blot som et middel til at give eksposition. Her er det fuldstændig essentielt for filmens tematik. Sublimt udført.
Men nu kommer vi til det, som formentlig vil dele folk – nemlig dens måde at fortælle sin historie på. Jeg vil ikke komme ind på den konkrete handling og måden plottet udspiller sig, da det vil være umuligt at gøre uden at spoile for meget – men man springer konstant frem og tilbage i tid, karaktererne ændrer konstant udseende og i det hele taget, er ’I’m Thinking of Ending Things’ noget svær at finde rundt i. Den er som et puslespil, hvor man sidder med alle brikkerne, men uden at vide hvilke der skal sættes sammen – før til sidst, når det går op for én hvordan det hele hænger sammen.
Stemningen mindede mig om en blanding af David Lynch og Denis Villeneuve. Lynchs evne til at bruge surrealismen til at skabe stemning og Villeneuves menneskelige indsigt. En kombination der (for mig i hvert fald) er skabt i himlen.

Rent genremæssigt er filmen svær at definere. På overfladen er den et simpelt forholdsdrama, men under overfladen er den mere et eksistentielt drama, som udforsker de dybeste afkroge af vores tanker. Visse steder er den desuden blevet beskrevet som en psykologisk gyser, hvilket jeg på sin vis godt kan nikke genkendende til. Dog er gyset ikke i form af spøgelser og bloddryppende knive, men snarere i form af en universel frygt, vi alle har. Frygten for at sidde på livets sidste dage med intet andet end fortrydelse og forestillinger om alt det der ”kunne være sket”. Jeg var ikke som sådan skræmt undervejs, men dens tematikker er alligevel blevet hængende i mine tanker siden. Det er i høj grad en film, som man er nødt til at tænke over og lade sig opsluge af, for at få det optimale ud af den.

Hvis jeg skal komme med et enkelt kritikpunkt, ender filmen med at køre lidt i tomgang i anden akt, hvilket gør at den bliver 10 minutters tid for lang. Men det kan jeg snildt tilgive, når håndværket er så eminent.

Jeg kan sagtens forstå, hvis ’I’m Thinking of Ending Things’ vil fremstå mærkelig, kedelig og prætentiøs for nogle. Hvis en lineær og umiddelbar historie er et kriterie for dig, kan du roligt springe den over. Hvis du derimod har mod på, at se en film, som stiller krav til din opmærksomhed og stoler på din evne til at læse subtekst, må du ikke få glip af ’I’m Thinking of Ending Things’. Det er for tidligt at kalde filmen et mesterværk, men jeg tøver ikke med at kalde den en de bedste film, der er kommet fra Netflix. Den får kæmpestore 5/6 stjerner herfra og jeg vil glæde mig til et gensyn.