The Dig vil mange sikkert kritisere for at have et alt for roligt tempo. Nogen vil sige, den er kedelig uden egentligt drama og fremdrift. Den er for langsom, og dvæler for meget ved det hele.

Der er dem, der vil sige, det er passende til at beskrive denne reelle og virkelige hændelse, og også passende til den tid i verdenshistorien den foregår i.

Andre vil sige, filmen henvender sig mest til arkæologer, og har derfor et snævert publikum.

Anden Verdenskrig er så småt ved at være en realitet i England, Europa og verden. Et par år for inden i Sutton Hoo har jordbesidderen Edith May Pretty (Carey Mulligan) tilkaldt den lokale og selvlærte arkæolog Basil Brown (Ralph Fiennes).

Han skal vurdere nogle høje, der findes på landstedet. Edith mener nemlig, de gemmer arkæologiske kuriositeter. Hun ser, at udgravningen skal ske nu. Det er der både ”professionelle” og personlige grunde til. Det lokale museum vil ikke starte en ny udgravning, nu hvor krigen er ved at bryde ud. Ingen ved mere om jorden i Sutton, og Basil indvilger, og begynder efter en kort lønforhandling systematisk spadestik for spadestik udgravningen. 

Hvilken overraskelse de får, og hvilken opmærksomhed udgravningen får i museumsverden og blandt arkæologer på både godt og ondt. Det er bestemt ikke uinteressant.  

Filmen er som sagt baseret på virkelige begivenheder. Samtidig er den også baseret på bogen med samme navn skrevet af John Preston.

Der skal måske noget til for at dramatisere en arkæologisk udgravning. Hvad er der interessant ved det, medmindre man finder guldskatten, der skinner i den sorte jord.

Det er selvfølgelig den historiske værdi, og fortælling udgravningen har at bidrage med. Ikke mindst også, et museums interesse i og berettigelse til det man finder. De mennesker der står bag, som er med til selve udgravningen, har også noget at sige, og måske opstår der en særlig relation. Dette bliver bygget fint op, og man får det fortalt og vist på en fin måde i filmen.  

Selve filmen vil jeg kalde en stille film. Sådan er det vel også ved en arkæologisk udgravning med få involverede. Det er også musikken, og den gennemgående stemning af ro, fred og fordragelighed der ude på landet – trods de tyske militærfly der med deres begyndende overflyvninger larmer og forstyrrer stilheden og himlens blå.

Musikken er gennemgående pianomusik. Det er smukt og nærmest meditativt. Det forstår jeg godt, man har valgt. Det er bestemt meget passende, og fungerer aldeles glimrende. Dog sad jeg et par gange og ønskede noget mere blød og jazzet musik – måske noget rolig lounge musik med jazzfeel. Det ville sætte tidsperioden mere skarpt på plads rent musikalsk i min verden.  Jeg blev via musikken nogle gange hensat til England i tidsperioden som i en Jane Austen film. Det er bare mig og min holdning.

Musikken er i hvert fald med til at give et roligt og passende tempo, som passer til historien, dens karakterer, deres rytme og liv, og det omliggende landskab. Det hænger også sammen med det at grave sig frem til et arkæologisk fund med ærbødighed og tålmodighed – jordlag for jordlag med en børste så intet bliver ødelagt.

Skuespillet kommer vi ikke uden om.

Ralph Fiennes er fint overbevisende. Han bruger ikke særlig meget mimik og accenten er festlig. Hans portræt af en mand, der kender sin plads i forhold til sin arbejdsgiver og museumsfolk, som alligevel står fast på sit, er eminent underspillet. Han har noget forstående og klogt over sig.

Carey Mulligan spiller rollen rigtig flot. Hun får fint frem, det som foregår for karakteren personligt, hvilket ikke skal afsløres her. Men hun er overbevisende og fungerer i rollen på bedste måde. Det er en stående applaus og ros værd.

The Dig har bestemt nogle smukke billeder. Det gør det hele mere poetisk og smukt fortalt. Se blot morgenscenerne, og ikke mindst stjernekikkescenen ved udgravningen.    

The Dig er altså en stille og rolig film med smukke billeder, glimrende og overbevisende skuespil og dertil passende pianomusik. Den fortæller lidt om, hvad der rører sig ved en arkæologisk udgravning, og for dem som er med. Jeg fik også et lille indblik i én for mig ukendt verden, og var samtidig underholdt på en stille og rolig måde. Derfor fortjener filmen fire uendeligt store blinkende stjerner.