‘Belfast’ var jeg heldig at se til en forpremiere. Mine forventninger var ikke himmelhøje, efter Kenneth Branaghs ‘Death on the Nile’, som ved nærmere eftertanke jeg fandt, befinder sig midt på skalaen. Det kan man læse mere om i min anmeldelse af filmen, hvis det har interesse. Min oplevelse er anderledes, når det gælder ‘Belfast’.

Kenneth Branagh har både skrevet og instrueret filmen. Det er velkendt, filmen er om en drengs barndomsoplevelser, og at han fortæller ‘Belfast’, er en meget personlig film for ham. Byen Belfast og landet Irland står overfor nogle skelsættende begivenheder, der uundgåeligt kommer til at påvirke ham og familien. Disse begivenheder er skrevet ind i historiebøgerne. I selve filmen og dens historie har det en betydning for, hvordan filmen lander. Hvilket jeg vender tilbage til.

Året er 1969, og alt ånder fred og idyl i gaden, hvor skoledrengen Buddy (Jude Hill) bor med sin familie. Han har sin skole tæt på, naboernes børn at lege med og så videre. Ingen tænker over om, man er af den kristne tro, eller om man tilhører den katolske kirke. Man lever fredeligt side om side. Alt vender op og ned, da konflikten man har navngivet ‘The Troubles’, finder sted. Konflikten er også kendt under navnet ‘Northern Ireland conflict’. Denne konflikt er af politisk, etnisk, nationalistisk, og derved og så kulturel karakter. De modstridende grupper man generelt referer til, når man taler om denne konflikt, er Protestanterne og Katolikkerne, trods konflikten per se ikke er af religiøs karakter. Det er en konflikt, som ikke er til at forstå for et barn, der oplever sin første spæde forelskelse, ynder at samtale med sin far og farfar, er ude på ballade med sin kusine – ikke at forglemme som får julelys i øjnene, når turen går i biografen, og er total koncentreret og inde i en films univers man ser i fjernsynet. Men de voldelige begivenheder sætter en dyster tone an, og Belfast og dens indbyggere må sande barrikader, skænderier og eksplosioner er en del af livets realiteter. Det betyder store forandringer, og Buddys familie må tage nogle svære beslutninger.

Der er mange ting jeg kunne lide ved filmen. Musikken fik min fod til at følge rytmen. Musikken giver en stemning af lethed og glade dage. På en måde glemte jeg via musikken, det er en film med stor alvor som hviler over by og land. De som er fans af Van Morrison, vil nikke genkendende til hans musik, og glæde sig over komposition for guitar og saxofon i filmen. Otte kendte sange af komponisten er med, som også har skrevet en ny sang med titlen ‘Down to Joy’ til filmen. Musikken er velvalgt, og giver tydelig fornemmelse af, hvilken tid filmen foregår i, og fungerer upåklageligt.

Det visuelle er gennemført. Jeg er vild med at kameraet panorerer, og bevæger sig opad for at se Belfast i et fugleperspektiv. Det giver noget til fortællingen og det symbolske. De close up man oplever, er passende og fungerer flot. Deri blandt andet den sidste scene med Judi Dench som spiller Granny.  Kameraet viser også Buddys ansigtsudtryk flere gange. Se for eksempel i scener ved køkkenbord og i biografen. Jeg er vild med det starter i farver, og går over i sort og hvid. Et enkelt sted eller to er det farvelagt i en biografscene, som egentlig er i sort hvid. Det som er farvelagt, og hvad man vil vise med det, virker og fungerer godt rent symbolsk. Filmen slutter i farver. Set i en større sammenhæng er det visuelt poetisk og smuk. Det skaber en harmoni, jeg finder er vigtig til historien. 

Skuespillerne fortjener skulderklap. I sidste scene fanger og rører Judi Dench uomtvisteligt med sin korte replik og skuespil. Caitriona Balfe som Ma er overbevisende. Jamie Dornan viser til fulde i filmen som Pa, at han kan meget andet en at være Mr. Grey.  Ciarán Hinds er bare Pop. Endelig skal Jude Hill nævnes. Han evner at charmere publikum, så de får et smil på læben og smågriner. Det var tydeligt at høre på publikum, som var til samme forestilling som jeg.

Nu vil jeg vende tilbage til snakken om, hvordan filmen lander. ‘Belfast’ er som sagt en meget personlig film. Dette bliver fortalt uden at være navlebeskuende og sentimentalt. Jeg argumenterer, Kenneth Branagh har brugt egne bardomsoplevelser til at fortælle en historie, som til sidst kan tillade sig at hylde byen og alle de mennesker, som de omtalte forfærdelige begivenheder er gået udover på den ene eller anden måde. Det fungerer, og ender med film med en nærværende historie, som også visuelt er flot og meget to the point.

Herfra får den en stor anbefaling og 5 pragtfulde og strålende stjerner ud af 6 mulige.