Film og serier om det engelske monarki, som jeg har fundet på diverse streamingtjenester, set i tv eller i biografen, har jeg slugt råt. Ikke blot fordi jeg er fan af serierne ‘Crown’ og ‘Victoria’. Jeg morede mig også fortræffeligt med serien ‘The Windsors’. Til denne liste kan jeg tilføje, at jeg har set dokumentarer om Lady Diana og Dronning Elizabeth II af England. Når det kommer til film, har jeg set de film jeg har fundet, der handler om Diana og ikke mindst filmene med Cate Blanchet, hvor hun portrætterer Elizabeth I, og ikke at forglemme ‘Young Victoria’. Filmen med Judi Dench ‘Victoria & Abdul’ har jeg også set.

Monarkiet i England har interessant historie med komplicerede relationer, og har gennemgået spændende forandringer i de forskellige tidsepoker med mere. Derfor måtte jeg bare se dokumentaren om ‘Elisabeth: A portrait in part(s).

Dokumentaren viser eller indeholder ingen nye billeder eller videooptagelser af den nu afdøde dronning og hendes liv. Det jeg finder forfriskende, er brugen af musik, og hvordan de forskellige optagelser er klippet sammen, som giver det hele et muntert og fremadrettet perspektiv – og det i et ganske hurtigt tempo. Der er valgt en kreativ og fin struktur, som bliver vist med overskrifter. Deraf som titlen indikerer, dette er et portræt i dele.

Men dokumentaren glemmer aldrig i sine en og halv time at vise Dronning Elizabeth fra den mere lattermilde, legende og humørfyldte side – ej glemmer den heller at vise hendes rolle som moder, dronning og som overhovedet af Commonwealth. Skulle jeg påpege en mangel, må det være, eventuelle klip med hende og Prins Phillip, hans rolle og relation til Dronning Elizabeth. Nogle vil måske påpege, der mangler at blive vist især én hændelse. Der er tale om hændelsen, hvor hun besøger byen Aberfan efter den tragiske hændelse, da affaldsbjerget kollapsede. Dokumentaren har valgt andre lignende klip med hændelser, hvor hun besøger steder, og i den forbindelse hører man i interviews flere englændere tale i positive vendinger om Dronning Elizabeth for at være der for nationen, så at sige. 

Vi ser også en Dronning Elizabeth med en personlighed, der også gav tid, inden hun handlede. Her tænker jeg især på den hårde kritik, hun modtog da Diana døde. Vi ser også, hun tør indrømme år 1992 som sit annus horribilis. Pointen. er, at vi ser, der er glade og svære stunder. Det forstår vi, da vi ved, at visse situationer har været svære for Dronning Elizabeth at takle og komme igennem, som mor, bedstemor og monark.

Musikken man har valgt, vil jeg ikke specifikt og enkeltvis kommentere. Det kræver en analyse og at have set filmen flere gange for at kunne sige noget dybdegående fornuftigt om dette. Det slog mig, der var rock, pop, der var klassisk pianomusik, der var populære toner i forskellige nutidige som ældre musikgenrer. En version af Davids Bowies ‘Hero’ lød også i højtaleren. Umiddelbart passede musikken og den givne melodis tekster fint med billederne, og det man ville fortælle om Dronning Elizabeth. For mig gav den up-beatmusik liv, noget tidsligt trods majestætens skæbne på de bonede gulve, og også noget udadvendthed.

Et spørgsmål mange vil stille, vil være, er denne dokumentar ikke bare en i rækken der sætter for meget positivt lys på Dronning Elizabeth hendes person og virke. Vi ved alle, at hun også virkede lukket, uden humor, med en tilnærmelsesvis uigennemtrængelig personlighed, som altid bare hvide handsker, når hun skulle hilse på sit folk med et håndtryk, og havde svære ting at bakse med i familien. Alligevel i min optik forstår man, Elizabeth på en måde udviklede sig. Det kommer især frem, når man hører hendes sprog og accent i sine unge dage til forskel for i de seneste år.

Så skulle jeg give stjerner til denne film må det være 4 solide, store og strålende stjerner ud af 6 mulige. Det for den muntre måde at fortælle om Dronning Elizabeth og hendes skæbne og liv, som virker så langt væk fra et folks daglige dag og livsvilkår.