‘How Green Was My Valley’, eller på dansk, ‘Grøn var min barndoms dal’ blev adapteret fra Richard Llewellyns roman af samme navn, fra 1939. En roman som smukt balancerer glansbillede idyl med voksenlivets ulidelige klarsyn. Filmen er blandt de smukkest skudte film fra 40’erne og instruktør John Fords bedste bedrift udi portrætteringer af små samfund og familierne i dem. Af disse grunde vandt den prisen for bedste film ved Oscar uddelingen i 1941, foran udødelige klassikere, som Orson Welles’ ‘Citizen Kane’ og John Hustons ‘The Maltese Falcon’. Særligt ‘Citizen Kane’s efterfølgende success taget i betragtning, er ‘Grøn var min barndoms dal’ ofte blevet kaldt en af de mest fejlslagne vindere i prisuddelingens historie. En absurd skæbne for en film, som i al beskedenhed, nok er blandt de ti bedste film til nogensinde at vinde prisen. I dette tilfælde er historien i hvert fald ikke skrevet af vinderen.

Men nok om det. Det der virkelig tæller er ‘Grøn var min barndoms dal’, og hvor vidunderlig en film det er. filmens spændingspunkt er at finde allerede i titlen, gemt i det lille ord “var” -en refleksion over en tid, som nu kun er tilgængelig gennem minderne. Noget filmens fortæller i øvrigt selv udtrykker undervejs. Fortælleren er den midaldrende mand Huw Morgan. Huw er, for første gang i mange år, vendt tilbage til sin hjemby i det walisiske kul distrikt. Han er der for at hente nogle ting fra familiens nu forladte hjem. Imens han gør dette, mindes han barndommen og den lille landsby i dalen; Dengang dalen stadig var ung og grøn. Hen over filmens næste to timer deler Huw Morgan fragmenterede minder med os, i noget der aldrig rigtig bliver et klassisk narrativ. Dog, som fortællingen skrider frem, bliver det klart for alle at Huws egen udvikling hænger uløseligt sammen med udviklingen og den uundgåelig opløsning, af Morgan familien. Deres skæbne er viklet ind i skabelsen af en fejlslagen fagforening for kulminearbejderne, som tilsyneladende er ansvarlig for hele byens økonomi og eksistensgrundlag, det landige idyls død og den opblomstrende industrialiserings jerngreb om det lille samfund. En historie der til forveksling ligner John Fords egen film ‘Vredens druer’ fra året før. I sidste ende klarer denne film det dog bedre, da der i filmens kerne gemmer sig en hjertevarm og charmerende fortælling om en skøn familie.

Til at understøtte fortællingen om Morgan familien, er en blødende smuk billedside, af Arthur C. Miller, som får hele filmen til at ligne en perlerække af guldaldermalerier. Brede vistaer med rullende bakkelandskaber og elegante kompositioner giver billederne et liv og lys, som står i skærende kontrast til de sorte plamager kulindustrien har sat på omgivelserne. De varsler til gengæld landsbyens og familiens kollaps. Gennem hele filmen lykkes det både John Ford og vores fortæller Huw Morgan, at danse på knivsæggen mellem idyllisk nostalgi og virkelighedens barske realiteter. Det giver filmen en sødme og optimisme meget lig den vi kender så godt fra Morten Korch filmene, men med konsekvenser for aktørernes liv, som giver filmen yderligere dybde og konsekvens.

‘Grøn var min barndoms dal’ er på ingen måde lige så radikal, som den ikoniske ‘Citizen Kane’, men det prøver den heller ikke på. I stedet er den måske det bedste af sin slags, når det kommer til denne type familieorienterede melodramaer, og lavet af en instruktør, som mestrede genren bedre end nogen anden. Den er ikke genreskabende, men utvivlsomt genredefinerende. Noget bedre tegn på en “evergreen” findes næppe.