Man kan se en film ud fra et religiøst standpunkt.
Man kan se en film ud fra et historisk perspektiv, og for eksempel diskuteremænd og kvinders rolle dengang versus nu.
Man kan se en film ud fra konceptet, venskab og tilgivelse.
Man kan se en film ud fra konceptet magi, og diskutere hvad det er og indebærer.

Kan disse punkter i et mix blive for meget i en film, så dens historie mister fokus?

Det vil jeg komme med et bud på i min anmeldelse af filmen ‘The Miracle Club’.

Kort sagt handler det om en lille gruppe kvinder, det bor i en forstad til den irske hovedstad Dublin. Året er 1967.  Disse kvinder er fasttømret i deres lille samfund på godt og ondt. Tiden er kommet, hvor alle mærker, de har brug for et mirakel i deres liv.  Pengene er små. Derfor tilmelder de sig deres katolske kirkes lokale talentkonkurrence for at vinde billetter til Lourdes i Frankrig. Stedet, hvor man siden 1858 har knapt 70 helbredelser nedfældet med gyldige hjemmel til at være mirakler. Det skal dog vise sig, at fortiden indhenter dem. Alle må retrospekt grundigt observere sig selv.  Det skal til for at kunne være i situationen og livet på en hensigtsmæssig, fornuftig og fredelig måde.

Som sagt, har alle deres specifikke referencepunkter at se en film ud fra. Hvilket gør, man ser en given film forskelligt, og som enten god eller dårlig.  Samtidig er det plausibelt, efter at have gennemanalyseret filmen i ro og mag, at man sætter perspektiverne i rette perspektiv, så at sige. Det er også ønskværdigt med nøjagtig ordlyd på en films præmis i visse tilfælde. Det ville skabe et fornuftigt overblik og sammenhæng i min optik som filmentusiast, der får lov til at skrive om film.

Skuespillerne i hovedrollerne yder en troværdig indsats med deres portræt af deres respektive karakter.  Maggie Smith som Lily Fox indtager en scene, og jeg forstår godt, hvorfor kameraet gerne fanger hende close up. Skuespillet er i hendes øjne, og er meget troværdig. Kathy Bates som Eileen Dunne gør en flot figur, der trods livets alvor tilføjer et vist komisk – et lyst element til karakteren og gruppen. Det er subtilt og kan næsten ikke mærkes eller ses.  Laura Linney som Chrissie tilføjer gruppen en ro og et overblik over 40 års nag og skyldfølelse.  Det er tydeligt ved bord-scenen.  Her ligger hendes skuespil i kropsholdningen, øjne og mimik. Det fanger kameraet perfekt. Det er i hvert fald en scene, som har brændt sig fast bag mine øjnes nethinde.

En anden positive ting jeg vil nævne, er visse skud af det irske landskab, som jeg kan lide. Der er et særligt kameraskud, jeg husker. Det er bus-scenen. Det er noget særligt over de refleksioner der viser sig. Man kan diskutere, hvordan det giver historien og det visuelle en vis poesi og symbolisme. Musikken kan jeg ikke sætte en finger på, da den smeltede fint ind med det visuelle og historien.

Visse punkter giver anledning til diskussion om forbedring. Det er historiens tema. Nogle vil sige, det er kedeligt uden fremadrettethed og handling. Der bliver ikke fortalt i dybden om karaktererne, og man kommer for let og hurtigt rundt historien om det hellige og miraklerne ved Lourdes. Kathy Bates vil nogle også kritisere for at have tillagt sin karakter en underlig ikke realistisk irsk accent. Man kan også argumenter for, at det vi lærer om kvindernes mænd og deres ubehjælpsomhed, er overflødig.  Det ville give historien større målrettet fokus og plads til karaktererne, hvis det var tonet ned.

For at svare på mit spørgsmål.  Ja, det kan blive for meget. Alligevel ender jeg på 4 meget store klart strålende stjerner ud af 6 mulige, da musikken, billederne og skuespillet bærer det hele.