Menu Luk

The Idea of You

Anmeldt af Kristine Amalie Olsen

… stærke og autentiske præstationer, der fanger essensen af nyforelskelsens utæmmede lidenskab

Der er store følelser og alt på spil i denne hjertevarme romantiske komedie, der viser genren fra sin allerbedste side. Instruktør Michael Showalter tilføjer en god portion humor til et tilfældigt møde, og formår at skabe en film, der balancerer perfekt mellem det humoristiske og følelsesladede. Jeg har ikke været så vild med en romcom-film siden ’How To Lose A Guy in 10 Days’, og ‘The Idea Of You’ føles da også både en smule nostalgisk og samtidigt super moderne.

Vi følger Solène (Anne Hathaway), en single mor og kunstgalleri-indehaver, der står på tærsklen til sin 40-års fødselsdag med en weekend campingtur planlagt for én. Hendes eksmand og hans nye, langt yngre kæreste, samt teenagedatteren Izzy (Ella Rubin) og hendes to bedste venner, er nemlig på vej til en VIP-oplevelse på Coachella med boybandet August Moon, hvilket efterlader Solène alene tilbage med en masse uventet tid til bitter selvrefleksion. 

Men som det ofte sker i livet og i film, tager tingene en uventet drejning, da eksmanden i sidste øjeblik vender skuden. Der er opstået en arbejdsrelateret krise, han må tage sig af. Han tilbyder derfor Solène, at hun i stedet for kan eskortere børnene kvit og frit på hans regning til musikfestivalen. 

I et anderledes take på et “meet cute” forvilder Solène sig ind i en privat trailervogn i sin søgen efter et festivaltoilet, der tilfældigvis viser sig at tilhøre Hayes Campbell (Nicholas Galitzine) fra August Moon. Dette korte, utvivlsomt akavede møde, og det efterfølgende Meet-and-Greet, efterlader dog et stort indtryk på den unge sanger, som blot er 24 år. Han overbeviser derfor sine bandmedlemmer om at ændre finalesangen på setlisten, så han kan dedikere en sang til ”en han lige har mødt.” 

Da den unge popstjerne uventet dukker op i det kunstgalleri, som Solène ejer, med paparazzi og skøre fans lige i hælene, tilbringer de to en eftermiddag sammen, som sætter begge deres liv på en ny kurs. Med deres ubestridelige kemi eskalerer situationen hurtigt, og snart indleder de to, som måske har mere tilfælles, end hvad man lige skulle tro, en intens og passioneret – men yderst hemmelig affære. Solène er nemlig meget skeptisk overfor idéen om et forhold til en ung popstjerne, hvis privatliv er alt andet end privat, og hvad hendes datter og folk omkring dem ville mene om det. Især nu hvor hun selv, og alle andre, kritiserede eksmanden for at være hende utro med en yngre model. Solène må konfrontere sine egne fordomme og frygt for at være sårbar igen. Hun finder hurtigt ud af, at lykken kommer med en forfærdelig høj pris.

Anne Hathaway og Nicholas Galitzine leverer stærke og autentiske præstationer, der fanger essensen af nyforelskelsens utæmmede lidenskab, men også usikkerheden og sårbarheden i noget nyt. Deres kemi er nervepirrende elektrisk, og du vil se dig selv fnisende og sukkende sammen med dem i takt med, at deres historie udfoldes på skærmen. 

Man kan heller ikke undlade at nævne Nicholas Galitzines overbevisende performance som verdenskendt popstjerne, som tilskrives hans egne sangevner. Det er nemlig Galitzines egen sangstemme, du hører på størstedelen af filmens soundtracks, inklusiv end credits-sangen af samme navn som filmen. Mange har spekuleret over, om karakteren er baseret på Harry Styles. Men historien er, trods ligheder, ikke fanfiktion. Sangene i filmen er skrevet af den svenske hit-sangskriver Kotecha, som bl.a. også har arbejdet med det britiske real-life boyband One Direction.

Ved første øjekast virker ’The Idea Of You’ måske bare som endnu en sjov og charmerende romantisk komedie, og dens plot afviger da også en anelse fra bogen af samme navn, men dens underliggende budskaber om bl.a. mod og selvopofrelse gør den til meget mere end en overproduceret og forudsigelig kliché. Det vidner filmens realistiske tilgang til prøvelserne ved at date som enlig forælder, samt den meget virkelige psykiske udfordring ved at leve et liv under offentlighedens konstante bevågenhed også om. Det er en film, der vil efterlade dig med et smil på læben og stof til eftertanke længe efter at rulleteksterne er kørt.

‘The Idea of You’ kan nu streames på Amazon Prime.

Trailer:

Title: The Idea of You

Karakter: 4 ud af 6 stjerner

Instruktør: Michael Showalter

Skuespillere: Anne Hathaway, Nicholas Galitzine, Ella Rubin

Genre: Comedy, Drama, Romance

Spilletid: 1 t  og  55 min

Premiere:  2. maj 2024