Furiosa: A Mad Max Saga

Mad Max: Fury Road blev noget af et hit tilbage i 2015 både blandt publikum og blandt kritikere. Hvorfor der skulle gå ni år før den næste film i Mad Max-universet er uvist. I al fald har billetindtægterne for denne film dårligt tjent sig selv hjem, hvor Fury Road var langt mere profitabel.

Denne gang er Anya Taylor-Joy kendt blandt andet fra filmene The Witch (2015) og The Northman (2022). Jeg synes ikke, at Taylor-Joy ligner Theron, men hun gør det udmærket i rollen.

Der er selvfølgelig action og smæk for skillingen, som man kan forvente af denne film, men det er Furiosas hævndrift, da den flamboyante Dementus (Chris Hemsworth) og hans folk dræber hendes mor, som driver handlingen fremad. Således vender filmserien tilbage til rødderne med hævntemaet, som vi så det i den originale Mad Max (1979). Dette brutale og tragiske tab af Furiosas mor giver filmen en følelsesmæssig tyngde, som jeg synes, at Fury Road manglede.

Chris Hemsworth, en landsmand i denne australske film, er mindeværdig i sin rolle med et komisk islæt. Dette alene er jo positivt nok, da det værste for en film – eller en rolle – er at være kedelig og letforglemmelig. Det kan dog være op til diskussion, om Hemsworth er for fjollet i rollen og overspiller. Det er i forvejen et kulørt univers, så jeg har personligt ikke noget problem med hans portrættering af rollen.

Immortan Joe er en mindre bifigur i denne film, måske fordi Hugh Keays-Burne, som spillede rollen i Fury Road er erstattet af Lachy Hulme, og de ville ikke høre ham tale meget eller vise ham for meget, hvis man nu kunne se, at det en anden skuespiller bag sminken? Men det er i al fald en fin etablering den relation, som han har med Furiosa, som vi så i Fury Road.

Filmen er nok 20-30 minutter for lang, men filmen bidrager med en vis følelsesmæssig dybde, og derfor synes jeg, at Furiosa: A Mad Max Saga er et værdigt nyt kapitel i Mad Max-sagaen.