Sex (Drømme) (Kærlighed)

‘Sex’ handler om to skorstensfejere, hvis navne forbliver ukendte, der en dag i deres samtale over frokostbordet taler åbent og frit om sex. Lederen, spillet af Thorbjørn Harr, fortæller om drømme han har, hvor der bliver stillet spørgsmål til kønsidentiteten. Kammeraten, spillet af Jan Gunnar Røise, åbner op og fortæller om en reel seksuel oplevelse med en anden mand, han har haft. Nu gennemgår disse to kammerater en vis eksistentiel identitetskrise. På hver deres måde skal de nu forstå, hvem de er, og skabe tryghed og balance i deres nære forhold i deres respektive familier.

Med titlen ‘Sex’ vil filmen uden tvivl skabe interesse – måske vil forventningerne endda være, at filmen indeholder eksplicit intime scener. Men på norsk bliver ordet sex også brugt som ordet køn. Det er en sproglig ting, man skal have in mente, når man ser filmen. Det er filmens styrke, at det handler om sex (drømme)(kærlighed) på en subtil måde og i stærk dialog.  I min optik har Dag Johan Haugeruds skabt en film med lige så klar og tydelig dialog som i hans film ‘Barn’ fra 2019.  ‘Sex’ er krydret med morsomheder, samtaler og symbolsk billedsprog. Den er let og munter mange steder, trods et seriøst emne som de fleste holder privat og tæt på kroppen.    

Selve historien er uden fald ned i den sorte beskidte skorsten, og det er ikke tilfældigt, det er skorstensfejere, som er omdrejningspunktet. Der er angiveligvis myter om skorstensfejere, hvilket vi ikke skal gå i detaljer med. En af scenerne viser en af myterne rent visuelt. Det skaber lethed og et smil på læben, med at vise denne myte eller overtro. Her tænker jeg på scenen med brudeparret. Det er en naturlig fremgang i historien, som man let kan følge med på. Det fortjener en applaus. Det samme gør det dialogen. Dialogen er klar og tydelig. Det er ord, som alle forstår. Visse steder løfter man sproget med et ord, som man ikke nødvendigvis bruger ofte i det daglige. Dialogen en tilpasset den enkelte situation, og den enkelte karakters måde at udtrykke og sige tingene på. For eksempel kan karakteren være skarp rent sproglig og kommunikativ eller opleve ord ikke flyder frit og mangler i det man vil sige. Det er flot skrevet og fundet på, spørger man mig. Se blot scenerne mellem de to skorstensfejere, og også de samtaler de har med deres hustruer i historien.

En anden ting, som giver store plusser i bogen, er, at historien er alvorlig og morsom på samme tid. Allerede i første scene måtte jeg grine og smile. Men scenen som virkelig vidner om komisk talent, er scenen med den kvindelige læge, som bliver spillet af Anne Marie Ottersen. Skuespil, dialog og historie er her et komisk festfyrværkeri. Det er virkelig subtilt og spidsfindigt morsomt.

Det visuelle fortjener en rosende kommentar. Allerede i første scene tænker jeg, at det visuelle har en betydning eller kan symbolisere noget. I mange scener er der brugt, vinduer, genskin, den forbipasserende trafik og ikke mindst panoramaskud ud over byen Oslo. Alt sammen kan være kilde til en sjov og livlig debat om, hvad det betyder. Uden tvivl vil der komme mange spændende kommentarer og tanker frem under en diskussion om filmen med kammeraten eller veninden.

Skal jeg kommentere musikken bliver det mindre positiv. Men jeg fandt musikken passende, og at den understøtter og skaber kontrapunkt til historie og billede. Alligevel. Musikken fangende mig slet ikke, og er ikke en type musik, jeg vil lytte til igen og igen. Der er noget stenet jazz-agtigt over den, som ikke falder i min smag.

Skal jeg give filmen stjerner, bliver det 5 ud af 6 mulige. Den kommer med en anbefaling og god fornøjelse herfra.