Longlegs

Gyserfilmen Longlegs af instruktør Oz Perkins har gennem en effektiv marketingskampagne fået opbygget en stor hype forud for filmens premiere. Lever filmen så op til den store hype? Dét kan diskuteres…

Oz Perkins er søn af den berømte skuespiller Anthony Perkins, primært kendt for sin berygtede rolle som Norman Bates i Alfred Hitchcocks Psycho fra 1960. Den yngre Perkins trækker således på sit ophav indenfor gysergenren. Han har blandt andet tidligere instrueret The Blackcoat’s Daughter (aka. February, 2014) – en film, som jeg senere vil vende tilbage til.

Hovedpersonen i Longlegs spilles af den 31-årige amerikanske skuespillerinde Maika Monroe, som for ti år siden havde et hit med en anden hypet gyserfilm, nemlig It Follows (2014). Monroe er svær af genkende her et årti senere både i sin fysiske fremtoning, herunder med en anden hårfarve, men dette skyldes i endnu højere grad forskellighederne i de to karakterers personligheder i de to respektive film. I denne film spiller Monroe den unge FBI-agent Lee Harker, som er meget intuitiv eller (halvt) synsk, som hendes kollega betegner hende. Monroe skal finde frem til den mystiske seriemorder Longlegs, som efterlader sig kryptiske breve ud fra hver gerningssted, hvor familier tilsyneladende har udslettet sig selv. Lee er stille og indadvendt og akavet, måske som følge af et traume i barndommen? Men Harker kunne muligvis også tænkes at være at finde på autismespektret.

Starter effektivt skræmmende ud

Filmen Longlegs starter effektivt gysende ud med en åbningsscene, som senere viser sig at være et tilbageblik til 1970’erne:  En niårig pige står på en vinterdag udenfor i en sneklædt have. En person henvender sig til pigen. Det synes at være en mand klædt i hvidt/afbleget denim-tøj, men vi ser ikke hans ansigt. Det er kun hans torso og hans lange og afblegede hår, som vi ser. Manden taler med en høj, næsten skinger, stemme, så man kan blive forvirret, om der mon er tale om en transperson. Han taler til pigen og dukker sig pludselig ned, hvortil hans ansigt kommer i billedet og man ser ham i et splitsekund, før der bliver klippet væk og pludselig høres høj, skinger musik på lydsporet, som skal skræmme publikum.

Perkins, som også er manuskriptforfatter på filmen, har ved at lade filmen foregå dels i 1970’erne og dels i 1990’erne (hvor sidstnævnte er filmens nutid) også på denne måde gjort filmen til en stor hyldest til genrefilm fra disse perioder. Der er referencer til Carrie, Texas Chainsaw Massacre, Evil Dead, men også nyere film som Insidious-filmene (2010-) og Sinister (2012). Mangt en anmelder har også allerede påpeget filmens lighed med 1990’er-thriller-filmene Se7en og ikke mindst Silence of the Lambs, hvilket også er meget tydeligt med handlingens omrids, som ligner hinanden, hvor en ung kvindelig FBI-agent skal finde frem til en frygtelig seriemorder med langt hår og en noget androgyn fremtoning.

Benytter sig af mange troper og virkemidler og har mange referencer

Perkins trækker her på en række troper, eller slet og ret klichéer, som findes indenfor seriemorder-subgenren: Her eksempelvis den nær-geniale, men traumatiserede efterforsker. Dette gælder også brugen af den pludselige høje musik, som det blev beskrevet i filmens åbningsscene, som minder meget om lignende stilistiske virkemidler benyttet i Insidious. Det er effektivt, men det virker også lidt kliché i 2024.

Undertegnede har dog ikke noget imod at blive skræmt også gennem virkemidler, så længe de virker. Perkins skal således også have ros for ikke at benytte sig af en masse ”falske” jump-scares, hvor karaktererne bliver forskrækket af en ven, som de facto ikke er en reel trussel. Perkins har desuden valgt at bruge et billedsprog, hvor han bl.a. klipper til billeder af slanger, som snor sig med et rødt-tintet filter henover. Perkins går her efter det primale, dét, som skræmmer mennesker på et instinktivt niveau, nemlig slanger, som mennesket altid har skullet varsle sig for, og det virker, om end det måske virker lidt forstillet. Man kan dog sige, at Perkins her forsøger at hæve filmen til et mere lyrisk/impressionistisk – og dermed højere kunstnerisk – niveau.

Perkins har som tidligere nævnt instrueret The Blackcoat’s Daughter, en indie-gyserfilm, som har et kultfølge. Denne film er præget af en fortællestil, hvor ikke alting, eller faktisk virkelig meget, ikke bliver forklaret og skåret ud i pap for publikum. Det er en fortællestil, som strider imod Hollywoods konventioner, og både ovennævnte film og Longlegs er ikke udpræget Hollywood’sk i sin stil. Undertegnede fandt personligt The Blackcoat’s Daughter meget utilgængelig, eftersom man skulle forstå en sammenhæng og karakterer, som agerer ud fra noget, man ikke tidligere har set. Undertegnede sætter pris på, at der er ting, som foregår i det usagte og off-screen, og hvor man skal bruge sin fantasi til at udfylde hullerne i narrativet, hvis det ellers heller ikke er strengt nødvendigt at vide for at forstå hoved-plottet, men det kammer over, når man ikke forstår, hvad som foregår hele filmen igennem, og det kan virke som en dårlig undskyldning for dovent manuskriptarbejde. Longlegs virkede til sammenligning meget mere tilgængelig, da vi løbende fik forklaret, hvordan tingene hang sammen. Der kommer i filmens tredje akt en overordnet forklaring på, hvordan plottet hænger sammen, hvor der, uden at spoile, bliver etableret et okkult/overnaturligt plot-element, som vi som publikum skal godtage. Undertegnede fandt dog dette noget søgt og også overfladisk i sin udførelse. Perkins skulle efter sigende ønske at smide samtlige troper/klichéer ind i denne film, men det får nu også filmen til at fremstå som en lidt uskøn ”Frankenstein”-agtig film. Det får desværre filmen til at virke noget rodet og ja, overfladisk.

Kammer over

Nicholas Cage har selvfølgelig også en bærende rolle i filmen – og i den hype, som filmen har undergået. Filmselskabet har nemlig fået skabt en hype, som man sjældent ser. Dette har de blandt andet gjort ved at benytte sig af flere effektive små teaser-videoer, en indrykket annonce i avisen The Seattle Times samt en omfattende fortælling om den kultdyrkede skuespiller Nicholas Cage, som skal medvirke som seriemorder i denne film omgærdet af mystik.

Hvis Monroe var svær at genkende, så er Cage uigenkendelig. Cage har i rollen fået pålagt en ansigtsprotese, som får ham til at fremstå hæslig og hans tøj, lange hår og ikke mindst adfærd og stemmeføring gør ham grotesk. Nogle mener, at det kammer over og bliver ufrivilligt komisk, og undertegnede har da også grint af Cages optræden, men dette ødelagde nu ikke filmen for undertegnede.

Der er nogle, som mener, at filmen ikke er uhyggelig/ikke har megen gyserfilm over sig, og dér må undertegnede erklære sig uenig. Gyserfilm er oftest mest uhyggelige, når man kun får lidt at se af monstret og ikke får det hele billede. Man skal have nogen information for, at det bliver tilstrækkeligt konkret og for, at éns fantasi kan bygge videre og gøre det mere uhyggeligt, men det skal heller ikke komme ”for meget frem i lyset”, ellers bliver monstret forklaret og dermed kedeligt og ikke-uhyggeligt. Det er desværre også dét, der sker, da Longlegs i fuldt dagslys står ved et busstoppested og bliver anholdt af Politiet for fuld udrykning. Men før dette, i bl.a. førnævnte åbningsscene og i en anden scene, hvor Harker befinder sig alene i en hytte ude i skoven (dén har man vist aldrig set før?), og hun ser en høj skikkelse stå udenfor i mørket, og der klippes hurtigt væk og den uhyggelige musik brager på lydsporet, så er det altså virkelig uhyggeligt. Undertegnede kunne dog godt have ønsket sig, at der var flere af disse scener, og at Longlegs var blevet trukket mindre frem i lyset og forblevet i mørket, hvor uhyggen hersker.

Alt i alt er Longlegs en film, som skiller sig ud fra mængden. Den er hypet, ja, og den stjæler med arme og ben fra andre gyserfilm, men den er heller ikke forudsigelig på en klichefyldt måde. Filmen dyrker det groteske og uforudsigelige, hvilket er et plus, men den kammer over i tredje akt ved at etablere noget overnaturligt og bliver desværre i for høj grad et blandingsprodukt i stedet for at have en mere singulær præmis, som nok ville stå stærkere. Dertil fremstår filmen uforløst til sidst.