Anmeldelse

I filmen møder man en stor palet af unge mennesker i Chicago, som har fået studenterhuen på. De er nu parate til næste skridt i livet. De skal finde ud af hvem de er, tage et valg med hensyn til vide-re skolegang eller job. Samtidig finder de ud af, og skal bestemme hvilken retning deres relationer skal tage. De unge mennesker er mere eller mindre grad kendt med hinanden.

Vi møder kæresteparret Alec og Erin, som spilles Jacob Latimore og Halston Sage. Nogle har måske set den sidstnævnte kvindelige skuespillerinde i science fiction tv-serien The Orville som sikker-hedsofficeren Alara Kitan, og måske som Lacy i filmen Paper Towns. De er unge og meget forel-skede. Alligevel står de med benene på begge sider af deres forhold. Den unge mand Foster fortol-ket af Wolfgang Novogratz ønsker at finde vej ud af sin manglende seksuelle erfaring, ved at opret-te en scoreliste, som han har sommeren til at komme igennem med succes. Griffin spillet K.J. Apa og Phoebe spillet af Maia Mitchell møder hinanden. De indleder langsomt og forsigtigt et forhold. I rollen som Audrey ser vi Sosie Bacon. Hendes karakter må igennem en erkendelsesproces, og tage et valg som bestemmer, hvilken livsbane der skal følges. De to venner Chad og Reece (Jacob McCar-thy og Mario Revolori) hopper ud i de voksnes rækker uden sikkerhedsnet. Blandt alle disse histori-er på kryds og tværs finder vi også en familiehistorie.

Så her er der mange personligheder og storylines at følge med på. Det giver filmen mulighed for nogle gange lidt hastigere at skifte billeder, scener og historier. Det tager dog ikke pusten fra denne filmseer.

Dog efterlader nogle historierne ønske om mindre forudsigelighed. Der skal ikke siges meget om dette, grundet fare for spoiler alert. Andre historier efterlader ønske om et dybere spadetag og større udfoldelse. Igen skal der ikke afsløres noget. Nogle af karaterene møder man blot for at sige hej, og næsten med det samme et farvel. Filmmagerne skal have ros for, at de fint afrunder hvert plot med de givne karakterer. Så på den måde efterlades man ikke med noget ufærdigt og oppe i luften, som en flygtig sommerbrise.

Uden at sige for meget handler de to mest fremtrædende historier om kærlighed. Dog kan man argumentere for om den ene historie, som i filmen ikke uddybes særlig meget, ville klæde at have et meget større fokus. Historien virker til at have indhold og materiale til at udforske omkring ung kærlighed og kæresteparrets egentlige relation. Historien, som fylder allermest, fortæller om spirende og ny kærlighed. Dette er et valg, som instruktør og manuskriptforfatter har taget. Hvis det var det, man ville, er der potentiale til at skrive om karakterne og deres historier i bogform – eller visuelt for-tælle det i en ny ungdomsfilm.

Filmen mangler i for sig ikke stemning. Det sørger musikken for. Især under scenen med en efter-tænksom og vandrende Griffin, hvor nummeret Let’s Hurt Tonight af OneRepublic spiller en central rolle i at understøtte personens sindsstemning og humør. Scenen i bussen, hvor der bliver sendt mange og en tekstbeskeder er underlægsmusikken også iørefaldende. Flere steder i filmen funger musikken således fint og passende.

Det er svært at sige, hvad filmens historier siger nyt om det, at være ung. The Last Summer som så mange andre ungdomsfilm viser portrætter af unge, der er på vej til et liv som voksen. Med alle be-slutninger der skal tages, og livets drejninger opdager de, hvordan og hvorledes det hænger sam-men. For derefter at acceptere valg og vejen der ligger beredt frem for dem. På den måde stråler sommersolen, som den altid har gjort. Dog prøver filmen sig med at opmuntre til at tage en længere-varende uddannelse. For det er, ligesom det man skal for at skabe de bedste muligheder for sig selv. Et, langdistance forhold kan måske fungere med den nymodens teknologiske muligheder – derfor, så vælg den by og det universitet du vil, trods mange timers rejse til familie, venner og kæreste. Så måske er det ikke så meget anderledes at være ung i dag, når det gælder kærlighed, og det at skulle finde sin plads i livet.

Filmen er fin at se en aften – hvor du er i humør til at se film uden de helt store følelser og uden dybdegående at få indsigt i en persons liv og levned – hvor en romantisk komedie er mere end nok at skulle forholde sig til efter en lang dag. En film med klare og tydelige billeder i en klar farvepalet, hvis lys der passer til, hvad enten der er nat eller dag en scene foregår i. Klubben, stranden og byen er på den måde uden særlige specielle effekter. Skuespillerne gør i filmen et nok så overbevisende stykke arbejde. De agerer fint naturligt foran kameraet. I en scene hvor to af skuespillerne, der taler sammen og kikker på fyrværker og himlen, finder vi en slags skrå kameravinkel. Det virker anderledes og forandrende i forhold til filmens andet kameraarbejde.

Nu er det mange år siden denne filmseer gik ud af gymnasiet. Men en ting jeg fandt, var, at det ikke lader til at være anderledes nu, end dengang at være 18 år og endelig med gymnasieeksamen i hus, og skal videre på universitetet eller ud på arbejdsmarkedet. Men inden da, sommer, kærlighed og fester.

Det søde ungdomsliv skal leves til fulde blot en sidste gang. Uforpligtende og uden større ansvar. En sommer før livet som voksen starter. På den måde er filmen fin og underholdende.
​