Angrebet i København i februar 2015 er blevet filmatiseret

– Skrevet af Martin Riis Larsen

Den 15. marts lagde Ole Christian Madsen og hans filmhold sidste hånd på optagelserne til en spillefilm, der tager udgangspunkt i hændelserne i 2015, hvor to mistede livet og flere blev såret, da en radikaliseret IS-sympatisør angreb et kulturhus og synagogen i København.

Angrebet startede lørdag den 14. februar 2015 i Kulturhuset Krudttønden, hvor Omar El-Hussein skød med en automatriffel ved et møde om ytringsfrihed med den kontroversielle svenske kunstner Lars Vilks. 

SF Studios beskriver historien i Ole Christian Madsens film således:

I det isnende kolde Europa er folk ved at komme videre efter det chokerende terrorangreb på Charlie Hebdo tidligere på vinteren, men i København har den prøveløsladte Omar sine egne planer. Filmmanden Finn, den jødiske vagt Dan, den nedslidte betjent fra Politiets Aktionsstyrke Rico lever deres forskellige liv uden at vide, at de inden længe vil krydse Omars spor i en fatal og skelsættende nat.

På rollelisten er Lars Brygmann som Finn, Nikolaj Coster-Waldau er i rollen som Rico, Jakob Oftebro er Ricos partner i Politiets Aktionsstyrke, og Sonja Richter spiller Finns kæreste. Adam Buschard indtager rollen som Dan, mens Albert Arthur Amiryan spiller Omar.

Filmen er skrevet af Ole Christian Madsen og Lars K. Andersen og produceres af Malene Blenkov for Creative Alliance med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Ole Christian Madsen står bag flere store danske film som instruktør

  • Steppeulven 2014
  • Superclásico 2011
  • Flammen & Citronen 2008
  • Prag 2006
  • Nordkraft 2005

Forventet dansk biografpremiere i slutningen af 2019.