For at komme i gang med denne anmeldelse af ‘Avatar: The Way of Water’ er det passende med et resume af den første Avatar film fra 2009. 

Vi er i det 22.århundrede. Vi møder Jake Sully (Sam Worthington), som er handicappet ex-marinesoldat. Han tager med til det fjerntliggende Pandora. Her skal han overtage sin tvillingebrors avatar. En avatar er en genetisk ændret menneske-na’vi-hybrid. Na’vi’erne er stedets beboere. De er blå, glitrende og tre meter høje og meget lig menneskesker. På Pandora møder Jake forskere, som har indgående og reel viden om Pandoras natur og dyrebare mineraler. Fra militærets side har Jake ordre om, at få Na’vi’erne til at give og flytte sig, så man kan udvinde og udnytte Pandoras naturrigdomme. 

Jake fatter sympati og forståelse for Na’vi’erne og deres levemåde. Han er nu i konflikt, fordi han skal følge den militære ordre, mens hans hjerte og samvittighed siger noget andet. Samtidig vokser kærligheden til den frygtløse Na’vi kvinde Neytiri, spillet af Zoe Saldaña.

Nu 13 år efter er instruktøren James Cameron klar med ‘Avatar: The Way of Water’. Her møder vi Jake, Neytiri og deres børn. Der er sønnerne Neteyam, Lo’ak og datter Tuktirey. Familien tæller også en adoptivsøn Spider, som er et menneske født på Pandora og søn af militærmanden Quaritch. Kiri er en adoptivdatter, som er den afdøde forsker Dr. Grace Augustine datter.  

Alt synes at være i skønneste orden på Pandora, men planeten jorden er ved dø. Derfor ankommer mennesket igen til det smukke og rige Pandora for at gøre stedet til deres. Igen er det den ufølsomme og bad guy militærmand Quaritch (Stephen Lang), som viser sig på banen. Jake må igen forsvare Pandora og ikke mindst hans familie. Alt sammen bliver til nogle hårde kampe.  Jake må flytte til et øhav på Pandora. Havet omkring bliver stedet, hvor kampene står. Dyrelivet og havets fauna må stå model til dette. Jake får hjælp af stedets stamme, familien træder til, og alle er med i kampen(e), der udspiller sig. 

Personligt kunne jeg lide den første Avatar. Det var en flot visuel fantasy film fyldt med action og med et nærværende og højaktuelt tema. Det er samme gælder ‘Avatar: The Way of Water’. Temaet er ikke skiftet ud. Der er stadig fokus på,  hvordan vi mennesker behandler dyr, skov, vand og jordens resurser med grådighed.  Det er også en kommentar til raceproblematikken.  På den måde kan sige, der er intet nyt under solen. Når det er sagt, er emnerne stadig lige presserende aktuelle og vigtige. Her beretter man om emnet sat i en fremtid, hvor mennesket  tydeligvis ikke er kommet videre end i historien om Pocahontas fra det 17. århundrede. 

Noget som løfter filmen, er det visuelle.  Naturens billedskønhed bjergtager. Vandets strålende klare farver er en fryd at betragte. Pandoras vilde og særlige natur er exceptionel og flot lavet. Det ser vidunderligt flot ud, selv om man ved, der er lavet digitalt og teknisk. Det er pittoresk og malerisk hele vejen igennem. Selve historien efterlader et ønske om at vide mere om især karakteren Kiri og hendes rolle og opgave. Det lader til, at man med tålmodighed må vente på opklaring af dette i de næste film. 

Mit fokus i det jeg har skrevet i det foregående, er også kilde til kritik. Nogle vil sige James Cameron har sat vinylpladen på i samme rille. Det gør mig ikke noget, for jeg har intet imod at blive mindet på, hvor vigtig det er, at naturen skal bestå, og at mennesker skal behandle hinanden ordentlig. Nogle vil også sige, filmen er for lang med sine 192 minutter. Det forstår jeg. Uanset var det en oplevelse og fornøjelse at se filmen og kunne ikke tage mine øjne fra det store lærred.  

Filmens nutidige relevans og universelle fortælling og spændingsfyldte historie er seværdig og anbefalelsesværdig. Derfor får den herfra 5 små solide stjerner ud af 6 mulige.