Corsage
Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust
Der er smukke scener, flot setting, spot on skuespil med en god historie…
Hvad i alverden sker der for nogle af Europas famøse prinsesser, kejserinder eller grevinder?
Jeg mener, historisk set har vi fortællingen om den karismatiske og intense Georgiana Cavendish, Grevinde af Devonshire (1757-1806) fra England. Filmen ‘The Duchess’ med Keira Knightly i hovedrollen fortæller hendes historie. Der er den tragiske historie om Lady Dianas liv og død, som er beskrevet i utallige film og dokumentarer. Der er historien om den hårdt prøvede dobbeltmonark Elisabeth af Bayern, som var Kejserinde af Østrig og Dronning af Ungarn (1837 -1898). Hendes liv og levned er der lavet flere film og serier om. Prinsesse Margaret med titlen Grevinde af Snowdon, søster til den nu afdøde engelske Dronning Elizabeth, havde et svært liv med hensyn til helbred og romantisk kærlighed. Hvilket man får beskrevet i diverse film og dokumentarer. Som man forstår, har det ikke været let for disse kvinder enten at være født adelig, kongelig eller at være i ægteskab med en kongelig herre. Tiden de levede i, deres personlighed og livsdrømme gav dem et liv fyldt med udfordringer både mentalt og fysisk. Disse kvinder har tydeligvis inspireret flere (manuskript)forfattere og filmmagere med deres historie.
I filmen ‘Corsage’ handler det om monarken Elisabeth af Bayern som var Kejserinde af Østrig og Dronning af Ungarn. Filmen er instrueret af østrigske Marie Kreutzer, og Vicky Krieps (Bergmans Ø) har hovedrollen. Elisabeth var gift med den østrigske Kejser Franz Jozef. Ægteskabet med ham fremstår ulykkeligt og kærlighedsløst. Hun er som en kransekagefigur, og kun til for at sikre tronfølgerrækken ved at føde børn. Der viser sig, at hendes personlighed er rebelsk, egenrådig med stor frihedstrang. For eksempel er det ikke altid, Elisabeth opfører sig kongeligt og værdigt til diverse kongelige arrangementer og middagsselskaber. Hun opponerer mod tidens kønsrollemønster og skønhedsideal. Især det sidstnævnte giver hende besværligheder, jo ældre hun bliver. Derfor træner hun hårdt, og er på streng diet for at forblive slank, så hun kan bibeholde sit image som smuk og ungdommelig kvinde. Det er uden tvivl spiseforstyrrelse Kejserinden lider af. Som årene går, lever Elisabeth mere og mere tilbagetrukken i en trist og nedtrykt sindstilstand. Som jeg forstår, er hun depressiv med et muligt ønske om af forlade jordelivet. Det baserer jeg på, hvad hun gør efter en fægtetræningsscene med sin mand. Skal hun møde folket, begynder hun at gå ud med sort slør for sit ansigt. I det lange løb tillader det hende at lade en anden kvinde optræde i hendes sted ved offentlige begivenheder.
‘Corsage’ er filmens originale titel. For Kejserinden bliver corsagen eller korsettet et remedium, som får stor betydning. Jo strammere det bliver snøret, jo smallere talje, hvilket skaber et slags bestående ungdommeligt udseende. Titlen giver god mening på den måde. Corsagen, set i et større perspektiv i mine øjne, bliver et symbol på ønsket om frihed og mulighed for at trække vejret som sig selv.
Frihed er altafgørende for Elisabeth, og det vil filmen vise. Nu skal vi ikke gå i detaljer, og kræve filmen viser historisk akkuratesse. Filmen er ikke biografisk, men en fiktiv film der prøver at fortælle, hvordan hovedpersonen kan have følt og oplevet det. Frihed bliver det skælsættende væsentlige i forståelse af Kejserinde Elisabeths personlighed og karakter. Det kommer frem i skriveprocessen, i skabelsen af filmen og i skuespilportrættet. Det viser sig især i sidste scene, som man ikke skal tage for pålydende. Scenen er smuk og et symbol på frihed. Hvilket man også ser i scenen, man lader køre under de første rulletekster. Der er andre scener midt i filmen, som også viser dette. Dertil har skuespillerinden Vicky Krieps kommenteret, at hun ønskede at give karakteren Elisabeth mulighed for at udtrykke frihed på en moderne måde. (Se blot filmplakaten). Den moderne tvist viser sig også i brugen af den nutidige musik, man har valgt. Alt giver et solidt karakterportræt af kejserinden, og skaber forståelse for hendes situation og som kvinde på hendes tid.
Filmen er en fornøjelse at se. Der er smukke scener, flot setting, spot on skuespil med en god historie. Det giver mig troen på, at der til alle tider har været en personlighed – en kvinde – som har turdet gå imod tidens normer og idealer i samfundet. På den måde er der altid kæmpet for personlig frihed og rettigheder. Derfor giver det mening for mig, at filmen er et stykke fiktion og ikke en biografi, som påstår nøjagtigt at vide, hvordan protagonisten har haft det. Jeg kan ikke andet end at give filmen 5 flotte strålende stjerner ud af 6 mulige.
Trailer:
Title: Corsage
Karakter: 5 ud af 6 stjerner
Instruktør: Marie Kreutzer
Medvirkende: Vicky Krieps, Colin Morgan, Finnegan Oldfield, Tamás Lengyel, Manuel Rubey blandt andre
Genre: Biografi, Drama, Historie
Spilletid: 1t 54m
Premiere: 16. marts 2023