Så er ‘Elvis (2022)‘ endelig landet, og har premiere i de danske biografer torsdag den 23. juni 2022.

Meget er allerede sagt – meget har mange sikkert stadig at sige om Elvis Presley. Det samme gælder det skrevne ord om denne absolut musikalske Memphis-dreng der voksede op i en turbulent tid, når det handler om racisme i USA – om hans musik også videre.

Folk som var tæt på ham, mindre tæt på ham – af dem som mente/mener de kender ham, har udtalt sig. Selv gamle kærester har skrevet bøger om deres historier med The King of Crooners, eller King of Rock and Roll, om man vil, som de tjener penge på at sælge. Min tanke er, de mange meninger og historier om hvordan og hvorledes det forholder sig, skal man virkelig lytte til med hjertet, så tonen bliver ren og ikke mudret eller falsk. Den eneste som kan synge den sang rigtigt, hvis vi skal høre Elvis egen holdning og side af sagen, er Elvis selv.

Dog vil jeg sige, jeg lytter til og nærlæser, hvad datteren Lisa Marie har udtalt i forbindelse med filmen ‘Elvis (2022)‘. Det samme gælder Priscilla Presleys kommentarer. De er begge positivt stemt over for filmen. De er de eneste to, jeg vil betro en reel kommentar om Elvis. Det står jeg fast ved.

‘Elvis (2022)‘ er instrueret af Baz Luhrmann, som mange kender fra film som ‘Moulin Rouge’, ‘Strictly Ballroom’, og ‘The Great Gatsby’. Førnævnte film, falder inden for samme glim glam over the top måde at vise en historie på. Det kommer jeg tilbage til.

‘Elvis (2022)‘ som vi skal forholde os til i denne anmeldelse, skal på ingen måde sammenlignes med Elvis- filmen fra 1979 med Kurt Russel. Det er en film, som er svær at skaffe eller som ikke findes på streamingtjeneste her i Danmark. Så hver film deres berettigelse.

Jeg har fulgt lidt med omkring denne film, og jeg vil nævne et par ting. For det første har man kunnet forstå, Austin er tilgået rollen som Elvis med allerstørste respekt og arbejdsomhed. Det vidner historien omkring audition videoen blandt andet om. Han ønskede ikke at fremstå som Elvis impersonator, altså en Elvis imitator. Han sendte derfor først et klip, hvor han på ingen måde fremstod sådan.

En anden del af historien lyder også, at Austin Butler mente, han måtte finde noget, med hvilket han kunne forbinde sig med og skabe et fælles og bærende ståsted med mennesket/karakteren Elvis. Austin finder en fælles historie. Det viser sig, både Elvis og Austin mistede deres mor i en ung alder.

Denne tilgang, er jeg sikker på, er med til at styrke hans forståelse af Elvis, og derved også hans skuespilportræt af selv samme. I hvert fald er det flot, energisk med en nerve, som i min optik i den grad er Elvis værdig. Han får en karisma frem. Hver gang han ser ind i kameraet, er det som om lynet slår ned, og verden handler kun om Elvis, hvem han kan være som menneske og musiker. Denne performance vil nok ikke gå The Academy forbi. Ligegyldigt om det bliver til en nominering og Oscar eller ej. Med denne tanke forstår jeg, hvorfor filmen får 12 minutters stående bifald i Cannes i år.

Selve historien tager udgangspunkt i den relation og samarbejdet Elvis havde med Colonel Tom Parker. Her må jeg straks indskyde, en fyldestgørende tekst om hvem han er, vil gøre denne tekst for lang. Det er mere end nok at sige, The Colonel har en tvivlsom baggrund, har ikke rent mel i posen, er fra Holland og opholder sig i USA uden reelle papirer, og ikke mindst er han spilleglad og pengefixeret. Han bliver portrætteret af Tom Hanks. Hans accent lyder i starten forceret og påtaget. Det aftager og toner sig ned jo længere vi kommer ind i filmen. Så alt i alt er det OK. Jeg synes, bestemt Tom Hanks gør en flot figur som denne hadet og ikke vellidte figur.

I sin voice over som kan være irriterende som passende, forstår man/ jeg i hvert fald det komplekse i at være pengeglad med evner til at få et talent frem til egen fordel over for den måske alt for venlige og godtroende Elvis. Visse scener fortæller også visuelt denne historie om hvordan og hvorledes. Ifølge denne filmseer, kommer det fint nok frem uden at sætte spotlight på noget nyt.

Faktum er, at filmen deler vandene blandt filmkritikere og også blandt publikum. ‘Elvis (2022)’ vil sikkert for mange være en film, der bare er for meget. Det hele er for overbroderet, alt for glim glam-agtigt glitrende glamourøst – filmen er pompøs på en ikke flatterende måde, og den virker tegneserieagtigt. Alt dette er der noget om. Men man kan argumentere for, på hvilken måde det også er passende, at det er sådan. Jeg argumenterer, det passer filmens protagonists hæsblæsende karriere og interesse i tegneserier. Man siger, Elvis var glad for at læse Cp. Marvel og Superman blandt andet. Det passer også med den tids modetendens og store overdimensionerede biler. Det passer i min ydmyge optik også til at vise tidens hårdt tiltrængte forandring – kulturelt og politisk. Verden trænger på det tidspunkt til en superkraft, som sætter ting på spidsen – er lidt over the top og så videre. På en måde lige præcis, hvad Elvis evnede. Man må gerne være uenig. Men det er min tanke om det.

Musikken og sangene har de fleste hørt mange gange. Denne filmseer kunne i hvert fald ikke lade være med synge med og holde rytmen på to og fire. Baggrunden for sangen If I Can Dream kommer ikke helt frem, men man forstår, hvor vigtig sangen er for Elvis. Han vil noget med den, og han tror på den. Det er rørende. Ellers understøtter sangene, det Elvis går i gennem personligt og i karrieren. Det flyder, og er fint sat sammen. Og ærlig talt må jeg indrømme at skuespil, sang og historie fik mine tårer til at løbe ned ad kinderne to gange under filmen.

Tiden er kommet til at runde af og give stjerner til filmen. Jeg nød musikken. Austin Butler er en formidabel, charmerende og fængslende Elvis. Jeg forstod filmens udtryk. Jeg ender i første omgang på 4,5 stjerner. Jeg runder op til 5 flotte og glitrende stjerner ud af 6 mulige.