Emily in Paris Sæson 4

Siden afslutningen på tredje sæson har fans stillet sig uundgåelige spørgsmål. Hvordan ender romancen mellem den hotte køkkenchef og restaurantejer Gabriel (Lucas Bravo) og Emily (Lily Collins)? Hvad med Camille (Camille Razat)? Det var som om, hun smed et røgfarvet vattæppe over alt og alle. Skal det hele ende i røgbrand og ud i intetheden?  Det skabte og efterlod alt fra modevalg til relationer i en uigennemtrængelig boble fuld af moralske skrupler og forviklinger. Hvordan går det, og hvad sker der nu med Emily og hendes arbejde? Hvordan har Alfie (Lucien Leon Laviscount) det, og hvad bestemmer han sig for med hensyn til sin romance med Emily, og bliver han i Paris eller tager han tilbage til London? Ikke mindst er der i Sylvies (Philippine Leroy-Beaulieu) eget liv og på arbejde i Agence Grateau bump og bøvl hen ad vejen samt intrigante og forkludrende relationer.  Blandt andet har tilliden mellem de prominente kolleger  svært for at blomstre, fordi det hele gennemsyres af jalousi og konkurrence.  Til sidst men ikke mindst har vi den altid vidunderligt syngende Mindy (Ashley Park). Sammen med sit band skal hun have styr på at komme med i Eurovison SongContest samt sit kærlighedsliv. Disse spørgsmål er i hvert fald nogle, som kræver svar og slutning. Denne anmeldelse er baseret på de 5 første episoder af sæson 4. Derfor er visse ting måske udeladt, fordi det kræver, man har set alle 10 episoder.

Emily fortsætter med at skulle navigere rundt i suppedasen, som livet i Paris viser sig at være. Det gør hun, som altid balancerende med det at være en halvklodset amerikansk pige med visse moralske værdier. Hun har en vis selvkritik og selvbevidsthed, og bor i en by, hvor for eksempel det at have en ménage à trois eller andre skandaler åbenbart er noget, man ikke skal overtænke, men tage som en livsoplevelse og få det bedste ud af.                              

Det lader til, forfatterne i skriveprocessen til ‘Emily in Paris’ søger, at historien skal falde så naturlig som overhovedet muligt, dog ikke nødvendigvis som en happy go lucky historie. I min optik kærer man om plots og karakterer, man er begyndt at fortællle om, for til sidst at afslutte med et svar, der ikke nødvenigvis er lige til og nemt. Det er et kæmpe plus, da sådan som sidste sæson endte, kalder på en fortsættelse og en afslutning. Allerede nu bliver der syet og sminket færdigt, så man som publikum ikke bliver efterladt med undrende og ubesvarede spørgsmål. Karaktererne forsætter med at være moderigtigt klædt på til en hver situation. Moden skifter og Emily klæder sig stadig farverigt og følger trenden, og det samme gør de andre på deres måde. Serien fortsætter også med at have nogle smukke skud af den fantastiske by Paris morgen, middag og aften. Billeder i fugleperspektiv og panoramabilleder viser den livlige kærlighedens by fra sin bedste side med dens små stræder, cafeer og romantiske arkitektur.

Hvad enten man kan lide karaktererne i ‘Emily in Paris’ eller ej, er jeg fortaler for, at man i serien har fanget en måde at gøre det hele interessant og bingeværdig. Ingen person er perfekt, hvad enten man er influencer, chef for et prestigefyldt firma, er modedesigner, datter af rigmand eller køkkenchef. Ligegyldigt er det et menneske med instinkter, drifter, sorger og glæder og så videre som alle andre – og disse er ikke nødvendigvis nemme at hamle op med.

Nu kan jeg kun vente på de sidste 5 episoder. Jeg har en vis ide eller forhåbning til, hvordan det hele ender. Netop det er serien god til i min optik – man bygger et plot op, som et skib der skal ud at sejle, og disse plots har visse twist and turns, uanset om de lægger til kaj stille og roligt på den gode måde eller ender som et skibbrud. Samtidig fornemmer jeg en større voksenhed og seriøsitet over historien, og over måden skuespillerne spiller deres karakter nu. Det er måske naturligt efter tre sæsoner, hvor man på settet nu er vant til hinanden. Uanset klæder det karakterene efter min mening. 

Jeg er stadig fan af ‘Emily in Paris’, og ender på 4 store og flotte stjerner ud af 6 mulige. Måske er vi på vej ind i en emotionel rutsjebane i de sidste episoder af serien. Jeg kan ikke vente med at se, hvad der sker.