Anmeldelse

For mig, var det en overraskelse da instruktøren Nanna Isabella Hjorslev, skrev til teamet hos Filmsiden, at hun havde udgivet en kortfilm. Jeg anede faktisk ikke hun gjorde sig i den slags. Ærligt, så var jeg rigtig bange for, at det ikke var helt så godt, men at jeg måtte prøve at pakke det pænt ind. Det var heldigvis ikke tilfældet. Tværtimod. Jeg føler næsten, at jeg bliver nødt til at nedtone min begejstring for, at det ikke lyder indspist.

I de første par minutter, var jeg lidt nervøs for hvor vi var på vej hen. Først var jeg ude i, om det var en ny udgave af kortfilmen ‘Helium’. En film jeg ikke har kunnet se færdig. Den rammer for dybt. – Men efter lidt, ændrer min fornemmelse, og jeg begynder at tro, at filmen handler om pædofili, og så vil jeg heller ikke kunne se den. Det er for ubehageligt. Heldigvis, så balancerer den sig på det helt rigtige knivsæg. Den ligner en gyser og den lyder som en gyser. Det er en gyser. Det faktisk en rigtig god gyser. For mig er den dog mere end det. Jeg tror sågar, at folk kommer til at have forskellige opfattelser af, hvad den handler om og hvordan den ender.

Når jeg begynder at tolke på filmen, så er det for mig en lykkelig historie, fortalt gennem angst. For mig, handler historien om en pige, Anna, der er angst overfor, at deltage i livet. Bange for at danne nye relationer og få nye venner. Det bygger jeg på, at sygeplejersken, Andreas, spørger Anna om det er hendes venner der leger ude i gården, men hvortil Anna snakker uden om. Hun spørger om Andreas forbliver som hendes læge, eller om der kommer en ny i næste uge. For mig, tyder det på, at hun ikke bryder sig om forandringer. I løbet af historien, begynder der at være nogle mareridtsoplevelser fra Annas synsvinkel. Hun er vågen, men hendes angst får hende til at se ting, der ikke er der. Det modsatte af at dagdrømme. Det tror jeg, er den bedste måde at forklare angst til folk, som ikke har oplevet det selv. Netop det, lykkes filmen perfekt med at symbolisere. Angst. Hun ser antydningen af en klovn. For mig er klovnen et symbol på humor, glæde, morskab, altså livet, der prøver at tilbyde sig. Det er det hun frygter. Efterhånden så prøver Andreas at hjælpe Anna med, at snakke om sin sygdom. Men vi får aldrig at vide hvilken sygdom Anna har. Jeg synes heller ikke vi skal vide det. Det er ikke vigtig for fortællingen, at give hende en diagnose. Det er vigtigt at vise hvad hun oplever. Til at starte med, ved hun ikke rigtig selv hvad hun er bange for, så vi får kun små glimt af en klovn. Men efter hun, sammen med Andreas, får tegnet sine tanker ned omkring hendes sygdom, så tegner hun en klovn. Hun har nu fået et færdigt billede på, hvad hun er bange for og hvad hun skal bearbejde. I hendes sidste mareridtsoplevelse, der ser hun klovnen helt. Hun konfronterer sin angst og ser den i øjnene. Hun opdager at klovnen er Andreas. Klovnen er måske slet ikke farlig. Andreas er jo hendes ven. Klovnen – som for mig, igen, er symbol på angsten for livet – tilbyder sig igen. Klovnen rækker Anna en ballon. Hun tager imod. Klovnen, deraf angsten, forsvinder. Puf. Endelig er Anna fri. Nu kan hun for alvor snart komme hjem. I sidste scene, ser vi Andreas skifte sengetøj på hendes værelse. Han går over til vinduet og kigger ned i gården, hvor vi høre lyden af børnelatter. For mig, er det lyden af Anna, som har overvundet hendes frygt og tør nu lege med de andre børn. Det er det som Andreas smiler af, mens han vender sig rundt, og hilser på et nyt barn. Hvis det er det man får ud af filmen, så er det altså en virkelig smuk fortælling. 

Skal vi dykke ned i nogle lidt mere tekniske ting, så er billedkompositionen perfekt. Vi ser præcis det vi skal se. Anna og Andreas. Alt andet bliver antydet. Lyden er ekstrem elegant. Stemningen kan være ekstrem intenst, og så gå over i at være helt blid og rolig. Der lidt med stemme-lyden, som er lidt skæv en gang imellem.

Der en ting, der ikke fungerer. Det er moren. Hun bliver introduceret skævt ind i historien. Hun dukker op til sidst i Annas første mareridtsoplevelse, men uden vi kender relationen. Det gjorde mig forvirret, og det gjorde, at jeg blev revet skævt ud af scenen. Jeg ville også gerne have haft, at hun ikke brugte Annas fornavn ved tiltale, men i stedet brugte et kælenavn. Lyden fra moren, forsvinder desværre også nogle gange væk, og går næsten i ét med rumklangen.

Andreas, som bliver spillet af Lue Støvelbæk, gør det virkelig sublimt. Hans mimik og udstråling bidrager perfekt til gyserstemningen. Man kan ikke helt finde ud af hvor man har ham. Der er en tvetydigheden i hans spil. Det er virkelig godt. Ligeledes er Viola Martinsen, som spiller Anna, også helt fantastisk. Hun har lige en enkelt replik, som jeg gerne ville have haft, at hun tog én gang til. Det er petitesser. Det er kun for at lede efter fejl. 

Bund ærligt, så er jeg kæmpe fan af denne 14 minutters fortælling, som har givet mig en kæmpe oplevelse. Den får næsten topkarakter i min bog. Jeg trækker dog en enkel stjerne fra, og det gør jeg grundet kritikken om moren og stemme-lyden. Jeg kan kun anbefale dig, at bruge et kvarter på, at opleve denne perle af en kortfilm.