Farven Lilla

Man kan roligt bestille billet og se musicaludgaven af ‘Farven Lilla’, der lander i de danske biografer fra den 18. januar 2024. Filmen er baseret på bogen skrevet af forfatterinden Alice Walker og inspireret af Broadways musicaludgave og filmen fra 1985.

Denne anmeldelse skal ikke bedømme, hvordan eller hvor vidt ‘Farven Lilla’ forholder sig tæt op af musicaludgaven, bogen eller tidligere film. Det hører hjemme i større opgave, hvor man analyserer og undersøger dette til punkt og prikke. 

Denne anmeldelse skal heller ikke sammenligne og bedømme om filmudgave fra 1985 eller 2024 er bedst.  Det er i respekt for begge udgaver, og en erkendelse af at begge film har fine kvaliteter, som man kan tage en spændende diskussion om. Kort sagt, hver film har deres egen berettigelse. Alligevel indrømmer jeg, mens jeg så filmen ‘Farven Lilla’ (2024) ikke kunne undgå at tænke på, om den ene eller anden scene fremstår stærkere i tidligere eller nyeste film – eller hvorfor man har nedtonet eller fremhævet et aspekt i musicaludgaven. Manuskriptforfattere og instruktører har ved de to nævnte filmudgaver valgt at vise en specifik del af historien på en måde, som de mener, virker bedst på en film. Dette giver en spændende nuanceret forskel ved filmene, og fundament til en større analyse og samtale generelt.

Historien begynder 1909, og slutter en gang fire årtier senere. Vi følger hvad, der sker for hovedperson Celie. Som ung bliver hun spillet af Phylicia Pearl Mpasi og som voksen af Fantasia Barrino. Celie bliver som ung pige giftet bort til Mister (Colman Domingo) af sin far. Det betyder adskillelse fra søsteren Nettie. Hun bliver som ung spillet af Halle Baily og som voksen af Ciara Princess Harris. Det viser sig, at faren og Mister er nogle mænd der udnytter og ser ned på kvinder. En dag må søsteren Nettie søge tilflugt og beskyttelse hos Mister og Celie. Det bliver kortvarigt. Mister synes, Nettie er mere tiltrækkende end Celie, og vil derfor have omgang med hende i sengen. Nettie nægter, og bliver smidt på porten. Denne adskillelse fra søsteren er traumatisk for Celie.  Ikke før Sofia (Danielle Brooks) og Shug Avary dukker op, som bliver portrætteret af Taraji Penda Henson, sker der noget. Hvad disse kvinder finder og opnår i deres søsterskab, må man se filmen for at få med sig.

Som man forstår, handler historien om nogle kvinder i relation til mænd, der ikke kan finde ud af at behandle deres små døtre og hustruer ordentligt med respekt – som mennesker. Ja, tiden ‘Farven Lilla’ foregår i, tillader mænd at behandle deres kvinder med underkuelse og foragt. Det må vi lige have med os.  Netop dette tema gør filmen og dens historie stærk og rørende. Jeg må indrømme, tårerne trillede ned ad mine kinder, mens jeg så filmen. Relationerne, og hvad der sker imellem og for de forskellige karakterer, er efter min mening velskrevet, og bliver visuelt vist på en meget fin og fortællende måde. Det er karakterdrevet, og derfor en historie som fænger og holder ude en ude på kanten af biografsædet, fordi man må bare se, hvordan det hele udvikler sig.  Her kan jeg nævne par scener i nærværende nyeste udgave, som er hele biografbilletten værd.

Når det er sagt, har jeg en kommentar til min oplevelse af musikken. De første par numre fangede mig, og jeg kunne lide musikken. Det gav mig fornemmelse af at være i sydstaterne med bluesrytmer og banjospil. Længere inde i filmen mister nogle af numrene dette, og de bliver for symfoniske, moderne rock og musicalagtige i min ydmyge mening. Musikken er per se ikke dårlig. Det ville klæde musiksporet, hvis man havde arrangeret dem anderles. Jeg tænker, mere akustisk guitar, banjo og acapella sang. Det ville stå stærkere og give en helhedsfølelse, som jeg manglede under filmen. Summa summarum er det ønskværdigt, musikken flere steder kunne være mindre musicalagtigt.  Det ville gøre filmen mere som film og ikke musical, som jeg ikke føler historien kalder på.

‘Farven Lilla’ er værd at se og diskutere. Trods dens ujævnheder og mangler i min optik, er den rørende og fængende med et heftigt tema. Jeg anbefaler filmen, og giver den 5 stjerner ud af 6 mulige, da jeg var rørt, generelt er musikken helt fin, og ikke mindst er der i filmen nogle scener som i den grad fangende mig af forskellige grunde.