For 50 år udkom en af de mest hædrede film nogensinde – nemlig Francis Ford Coppolas udødelige mesterværk ‘The Godfather’. Et episk storværk som over 10 år følger Corleone familien og deres kamp om mafia herredømmet i New York. To år senere udkom fortsættelsen med den oplagte titel ’The Godfather part II’. Efterfølgeren levede ikke bare op til den første, men er af mange anset som værende en af de bedste efterfølgere nogensinde – for ikke bare at sige en af de bedste film nogensinde. 26 år senere udkom the ’Godfather part III’, som på ingen måde er en dårlig film, dog uden at nå sine to forgængere til sokkeholderne.

I anledning af 50 års jubilæet bliver trilogien genopsat i de danske biografer og i

denne omgang vil det dreje sig om ’The Godfather Part II’.

Filmen følger to historier; den ene i starten af 1900 tallet om hvordan den unge Vito Corleone må flygte til Amerika fra Sicilien, for dernæst langsomt at blive den skruppelløse mafia boss, vi mødte i den første film.
Den anden historie foregår i direkte forlængelse af den første film, hvor vi følger Michael Corleone, som efter sin fars død har overtaget familiens foretagende.

Det er med stor ærefrygt, jeg skriver denne anmeldelse. Vi har at gøre med en film, som der er sagt og skrevet uendeligt meget om og jeg tvivler på, at jeg kan skrive noget, som ikke allerede er skrevet mange gange – men lad det være sagt fra start af, at jeg ikke kommer til at være særligt kontroversiel i denne anmeldelse. ’The Godfather part II’ er i allerhøjeste grad stadig det mesterværk, den får anderkendelse for og det er der rigtig mange grunde til.

På det helt overfladiske plan er filmen ekstremt velspillet over hele linjen. Fra den djævelsk underspillede Robert De Niro som unge Vito til Al Pacino som den rebelske og modvillige mafiaboss Michael til den altid seværdige Robert Duvall som stedbror og advokat Tom Hagen. Ligeledes giver Talia Shire og Diane Keaton eminente præstationer.

Filmens scope er desuden et af de mest imponerende i filmhistorien. Man mærker tydeligt at filmen er indspillet on location (og der er mange lokationer i spil) og det er med til at give en ekstremt levende følelse – og samtidig med at filmens handlingsforløb spænder over lange tidsperioder, kan man ikke andet end helt at forsvinde ind i filmens univers.

’The Godfather part II’ har desuden en helt exceptionel audiovisuel side. Dette er især hjulpet på vej af Nino Rotas musik, som indfanger den ildevarslende stemning, samtidig med at inducere en ærefrygt for vores hovedpersoner. Gordon Willis leverer desuden stilsikre og kliniske billeder, som både tager sig tid til at zoome helt ind i vores karakteres ansigter og dvæle ved deres følelser, såvel som at have overdådige skud af de omkringliggende landskaber og bybilleder – alt som bidrager til filmens enorme omfang.

Men alle ovennævnte ting er trods alt set utallige gange i filmhistorien – hvad er det så, som gør den her film til noget helt ekstraordinært? Det er der naturligvis mange bud på.

Et bud er, hvordan filmen formår både at fortælle to snævre, menneskelige og relaterbare historier. Den ene om en fattig dreng, som søger lykken i et nyt land og med en blanding af egenrådighed og gode bekendtskaber opnår et liv, de fleste blot vil kunne drømme om. Den anden om en familie, som til stadighed plages af tidligere generationers valg og hvordan de selv desperat prøver at komme ud af skæbnens jerngreb.

Alt imens disse to jordnære historier udvikler sig, udspiller sig der et mafia drama af episke proportioner, som på samme tid er uhyggeligt og umuligt at tage øjnene fra. Den formår kort fortalt både at være enormt menneskelig og afdæmpet, samtidig med at den er episk, storladen og dragende – og med en spilletid lige i underkanten af 3 og en halv time, er det ekstremt imponerende, at den ikke på noget tidspunkt føles kedelig.

Så ja, ingen overraskelser herfra. ’The Godfather part II’ er et stadig et mesterværk og er, for mit vedkommende, i top 10 over bedste film nogensinde. Den får naturligvis de største 6/6 stjerner man overhovedet kan forestille sig.