‘Killers of the Flower Moon’ kan man ikke andet end kalde fantastisk og et filmisk mesterværk. Andre vil kalde den en øjeblikkelig klassiker med Scorsese på Oscar kurs. Listen med rosende ord er lang.

Jeg er på holdet med disse flotte ord, da filmen i allerhøjeste grad fortjener en sådan andekendelse af mange grunde.

Scorsese har med sin vinkel af filmens historie fra det virkelige liv, opnået at se og fortælle historien indefra. Det skal forstås på den måde, at det er en fortællestemme fra de implicerede, som bærer filmen – både den hvide mands og indianernes rolle og skæbne i historien. Det er ikke ud fra FBI agentens analyserende blik og efterforskningsmetode af hele hændelsen. Denne vinkel gør det hele lettere og spændende at følge med på. Vi får på lærredet vist en reel fortælling, der er karakterdreven og nærværende. Det er velskrevet med velvalgte billeder og musik. Det er er flot og giver mange plusser i bogen.

‘Killers of the Flower Moon’ er en film om de meningsløse og fordækte mord i 1920’ernes Osage County i staten Oklahoma, USA. Osage indianerne lever et velstående og udbytterigt liv. Deres land er rig på olie. De lever af den profit, det giver at drive raffinaderier og handle med olie. Det ser ud til at være en dans ud over engen med de smukke måneblomster med den hvide mands tilsyneladende respekt, samarbejde og retfærdig fordeling af oliepengene.

Virkeligheden skal vise sig at være en anden.

Ernest Burkhart (Leonardo DiCaprio) ankommer til Fairfax efter krigen. Han er er skadet, og må ikke løfte tunge ting. Han bliver ansat som chauffør af sin onkel William ”King” Hale, som bliver spillet af Robert De Niro. Nu møder og interagerer han med stedets beboere. Lidt efter lidt drages Ernest ind i nogle udspekulerede, ubehagelige og voldelige situationer.  Overordnet på dette sted viser det sig, at respekten overfor og samhørigheden med de indfødte ligger død og begravet i sjæl og hjerte. Det er takket være Mollie Burkhart (Lily Gladstone) møde med politiske autoriteter og appel i Washington, D.C., at FBI får øjnene op for hændelsen, og begynder at kulegrave og trævle tråde op i en opklaring af det hele.

Leonardo DiCaprio skal også have rosende ord for sit skuespil. Det er enestående overbevisende. Han skal bare gå op ad trappen og modtage den gyldne statuette. Jeg hepper på en oscarstatuette nummer to til ham. Som minimum skal hans bidrag anerkendes med nogle flotte nomineringer. Det samme ønsker jeg for Scorsese. Det er en modig historie at fortælle, og også en vigtig historie. Det er et grumt hjørne af menneskets historie, som den udspillede sig mellem den hvide mand og indianerne i USA – noget som i fremtiden forhåbentligt forholder sig anderledes bedre, balanceret og fredfyldt.

Der er noget poetisk over, hvordan filmen slutter. Jeg kan kun anbefale, at man sidder i salen til, det er helt slut. (Jeg ved godt, filmen varer 3 timer og 26 minutter, men det gør ikke noget). Billede og lyd er meget fortællende. Det lydelige billede, der er valgt, er værd at lytte til. Det giver en afrundet oplevelse af filmen i min optik.

Denne film er alle 6 ud af 6 mulige stjerner værd. Den kommer med en stor anbefaling og god fornøjelse i biografen.