Så man filmen ‘Nostalgia’ med skuespilleren Pierfrancesco Favino, kan man fra den 3. august 2023 se skuespilleren spille hovedkarakteren i filmen med den danske titel ‘Kolibrien’. (Il Colibri)

Francesca Archibugi har instrueret filmen, som allerede har udmærket sig og fået nomineringer. Blandt andet vandt den en pris for Best Song på Italian International Syndicate of Filmjournalists. Det er velfortjent, da filmen og dens historie har mange fine kvaliteter. I den forbindelse vil jeg afsløre, der også er ting at sætte spørgsmålstegn ved.

I historien bliver vi præsenteret for hovedpersonen lægen Marco Carrera (Pierfrancesco Favino). Det er hans livshistorie filmen fortæller om. Han møder kærlighed som ung.  Det bliver en hemmelighedsfuld og platonisk kærlighed, som ikke får lov at blomstre i fuldt flor, da den ikke bliver næret med nektar og vand.  Der er kærligheden i det valgte ægteskabelige forhold med utroskab.  Marco oplever det at miste nære og kære – relationer til mennesker han møder, kan være besværlige og udfordrende. Filmens historie spænder over 4 generationer, som Marco møder på sin vej.

Det er altid spændende at høre det italienske sprog.  Det er altid skønt at se det smukke Italien. Det er altid skægt at fornemme den italienske stemning.  Bare det, gør filmen værd at se. Filmen er baseret på romanen ‘Il colibri’ skrevet af Sandro Veronesi. Den har jeg desværre aldrig læst. Dog, forstår jeg, filmen lægger sig tæt op ad bogen. Det er positivt og en bedrift, når det kommer til at lave film, som skal have et skulderklap.

Det handler som sagt om Marco og hans livsbane, hvordan han oplever, opfatter og vælger at takle livets forskellige begivenheder. Han bliver af venner og familie kaldet Kolibrien. Det er fordi, det er som om, at han ikke rører sig ud af stedet.  Han er som en kolibri, som evner at baske med sine vinger, og alligevel stå stille i luften uden at bevæge sig frem ad. Jeg finder det modigt og overraskende interessant at lave en historie om en hovedkarakter, som tilsyneladende ikke udvikler sig.  I hvert fald set ude fra. Efter filmen i en diskussion er det oplagt at tale om, hvordan man som person udvikler sig eller ej. Samtidig er, gør og opfatter vi ting forskelligt, hvilket skinner igennem en persons livsbane og personlige læring – ikke mindst hvordan og hvad man som menneske gør for at komme videre med sig selv – hvordan en person eventuelt kan drage nytte af at arbejde ud fra der man står – eller forcere sig frem ad og ud af sin komfort zone.

Skal jeg nævne et par ting, jeg finder værd at påpege som rum til forbedring, må det være casting og make –up delen. Jeg finder det underligt, at Marco som skoledreng bliver spillet af den valgte skuespiller. Ganske givet har man fundet skuespilleren at være den bedste. Det skal jeg understrege. Alligevel er der noget underligt over det, som man civiliseret kan tage under diskussionen om inklusion og diversitet.  Jeg er heller ikke vildt begejstret for makeup-afdelingens arbejde – især når det gælder en af de kvindelige skuespillere som en ældre dame. Det har jeg set bedre i andre film, og jeg er sikker på, man kan gøre det bedre.  Jeg tænker på, hvordan sminken er påført, men også hvordan teknologien i dag kan hjælpe på vej.

En anden vigtig ting at vide er, hvordan historien er skruet sammen. Dette er blot en heads up. Man skal vide, at filmen gør nogle tidslige spring. Det er noget at følge med på.  Det ene øjeblik, ser man historien, som det skete på et givet år, for næste øjeblik at være i nutiden eller fremtiden eller måske endnu længere tilbage. Derfor kan der fore komme nogle hurtige og klip fra det ene til det andet.  Dette gør historien mindre kedelig og tidslinjeagtig i min opfattelse, men kan være et kritikpunkt for nogle biografgængere. 

Skal jeg vurdere filmen og give den stjerner, ender jeg på 4 meget store stjerner ud af 6 mulige, der stråler i inspiration ned over et menneskes personlige udvikling.