Quislings sidste dage

Uden tvivl er det at vove, hvis man laver en film om Quisling. Han er en mørk del af Norges historie. Et kapitel og en personlighed folk ikke anser vel. Ikke desto mindre har den norske instruktør Erik Poppe instrueret filmen ‘Quislings sidste dage’. Instruktøren kender man fra film som ‘Utøya’, ‘Kongens Valg’, ‘A Thousand times Good Night’ og ‘Hawaii Oslo’. Man skal også nævne ‘Utvandrarna’ fra 2021. Filmene får mange stjerner på IMDb, hvilket er fuldt ud fortjent, grundet deres dybe og nærværende historier om en karakter der oplever en svær og tung skæbne i livet.

Hvorfor er denne mandsperson Quisling overhovedet interessant? I min optik rejser det et vigtigt tema at adressere, og ikke mindst er det aktuelt med tanke på, hvad verden oplever for tiden, der varsler ufred og utryghed.

Nærværende film udspiller sig i Quislings sidste dage, og er inspireret af dagbogsnotater af præsten Peder Olsen og hustru. Quisling skal have en sjælesørger, mens han sidder i arrestationen. Inden retssagen finder sted, er der samtaler mellem disse to. Denne indfaldsvinkel er en god ide, og manuskriptforfattere har lykkes med at skrive et manuskript der søger ind i psykologien på Quisling og hans bevæggrunde. Det skaber en film, hvor man søger at forstå og ikke dømme Quisling.

Nu kan generel baggrundshistorie være givtigt.

Præstesønnen Vidkun Abraham Lauritz Jonssøn Quisling er født og opvokset i Fyresdal i Telemark. Han er fysisk stærk, og har gode skolekundskaber. Senere er han politisk engageret og sætter sig i spidsen under Anden Verdenskrig på den front. Han oplever som ung Oktoberrevolution i Rusland, dengang Sovjetunionen, hvor bolsjevismen viser sig at have frygtelige konsekvenser. På slagmarken må han have set forfærdelige hændelser med erkendelsen af, at et humanitært arbejde ikke ligger lige for. Han sympatiser med Tysklands regime. Han har måske en ide om, at Hitler kan være et slag og værn mod bolsjevismen og russerne, som han er bange for, er på vej med stort indpas i Norden og Europa. Da Norge bliver invaderet af tyskerne, udnævner han sig selv i radioen som Norges statsleder med tyskernes velsignelse. I den position tager han i kommende krigsår nogle beslutninger og gør nogle handlinger, han mener er bedst for Norges land og folk. Det gør han ud fra egen faste overbevisning uden at rykke en tomme. På den måde mener han selv at redde Norge fra krigens rædsler. Realiteten er, at Norges befolkning og landets ledende autoriteter er af en anden mening. Det viser eftertiden om manden, som får dødsstraf for landsforræderi i oktober 1945. Man skyder ham, og i eftertiden bliver ordet quisling synonymt med at være landsforræder.

Quisling bliver mesterligt spillet af Gard Bjørnstjerne Eidsvold. Han er som født til at spille rollen, da han ligner og ikke mindst spiller han med en mine, som er meget lig Quislings. Mund, øjne og rynker er indgroede uden glæde og smil. Det er flot, og fortjener fuldt ud rosende superlativer. Hans stemmeføring er som at høre en desperat mand, som har en plaget sjæl, trods det kan virke overdrevent.

Det er Anders Danielsen Lie, som spiller præsten og sjælesørger Peder Olsen. Han er sat på opgaven af sin biskop. Quisling er en svær og kompliceret mand at komme ind på. Det lykkes Peder med menneskelig forståelse og visdom – en opgaven som giver ham mangt og meget at tænke over. Det kommer tydeligt frem i nærbilleder, vi har af hans skuespil. Det er specielt i scenen efter samtale med hans hustru Heidi (Lisa Loven Kongsli) og under retssagen, som brænder igennem lærredet og ud til publikum med et skuespil, der virker dybt og i fuld forståelse af karakteren. Skuespillet er nærværende, og viser tydeligt en karakter, som er sat på en opgave, han vokser med.

Af andre positive ting er filmens lydkollager. Det giver noget til filmen, at man ikke overdøver billede og tale med musik. Det får publikum til at slå ørene ud og lytte med opmærksomhed.

Skulle jeg have en kommentar til filmen, må det være, at i man prolog eller før retssagen kunne være mere specifik med det Quisling gjorde. Det kræver mere spilletid til filmen, det er jeg klar over. Muligvis rejser det for nogle spørgsmålet, om hvad der egentlig gjorde Quisling til landsforræder. Jeg er også klar over, nogle vil finde filmen alt for langsom i tempo og alt for lang. Min kommentar til det er, at min filmbuddy og jeg synes, filmen er interessant og aldrig kedelig,

Tiden er nu kommet til at jeg skal uddele stjerner. ‘Quislings sidste dage’ får 5 smukke og strålende stjerner ud af 6 mulige. Det gør den, fordi den har et vovet emne, er højst aktuel og med flotte skuespil præstationer