Menu Luk

Ringenes herre:
Magtringene,
Sæson 1

Anmeldt af Ida Marie Skou

Jeg blev taget med på endnu en rejse ind i Tolkiens fantastiske univers…

Verdens dyreste serie. Med en sum på ca. 2,9 milliarder kr. på en sæson opnår ‘Magtringene’ denne titel. Dertil opstår spørgsmålet over dem alle; er den pengene værd? Mit svar er ja.

I den seneste tid har serien været særligt omdiskuteret af flere forskellige grunde, både blandt anmeldere, die-hard fans og ganske almindelige filmelskere. Den satte barren højt fra start, i og med man fik afsløret det enorme budget, serieskaberne havde til rådighed. Hvis der er noget, der giver store forventninger, er det visheden om, at det har været verdens dyreste serie at producere. Jeg forbinder ofte de store budgetter med grandiositet, i hvert fald når det gælder serier. Film er en helt anden snak. Jeg ved hvad serieskabere kan gøre med et godt og tilstrækkeligt budget. Dermed ikke sagt, at det ikke kan gå galt alligevel. For det kan det bestemt. Men det er dog ikke tilfældet for ‘Magtringene’. 

Serien er storslået og magisk, og vil med garanti tryllebinde seeren. Jeg ville kunne se den igen og igen, og være lige fortryllet af den hver gang, da det simpelthen er det smukkeste jeg nogensinde har set (i film-genren vel at mærke). Aldrig har jeg set noget så visuelt fantastisk. 

Jeg må gå til bekendelse, og indrømme, at jeg kun har læst den første bog i Ringenes Herre-universet. Derfor har jeg heller ikke læst ‘Simarillion’, som ‘Magtringene’ hovedsageligt er baseret på. Det er en samling af Tolkiens mytisk-episke værker, der finder sted før begivenhederne i’ Hobitten’ og ‘Eventyret om Ringen’. Jeg har derfor ikke en viden om, hvordan universet er bygget op i bogen kontra serien, og ville ikke kunne sammenligne de to. Jeg ved dog, at noget af det der har delt vandene blandt publikum, er netop, at serien ikke følger historierne i bogen helt og holdent, og at der er blevet taget nogle friheder. Selvom jeg måske ikke er en del af universets die-hard fans, holder jeg meget af filmene – og nu også serien. Derfor skal det understreges, at jeg bedømmer ‘Magtringene’ uden indflydelse af bogen/bøgerne.

Min anmeldelse har været lidt tid undervejs, og det er der en grund til. Som bekendt udgav Amazon Prime to episoder på premieredagen, og dem gav jeg mig fluks til at se, da jeg har glædet mig meget til serien. Jeg blev dog en smule skuffet, da sæsonstarten var lidt kedeligere, end jeg havde regnet med. Det gjorde faktisk, at jeg glemte at følge med i serien de kommende fredage, hvor afsnittene blev udgivet med en uges mellemrum. Da jeg indså dette, ventede jeg derfor til, at alle episoderne blev tilgængelige, så jeg kunne gense de første to episoder og få en sammenhængende filmoplevelse. Jeg fik nemlig hurtigt et indtryk af, at jeg ville få mere ud af serien, hvis jeg så det hele sammenhængene. For nogle serier fungerer det med at afsnit hver uge, men ikke for ‘Magtringene’. Det ændrede hele opfattelsen af serien for mig. Da jeg først fik genset de første episoder, synes jeg faktisk, at det den har en solid sæsonstart. Vi bliver godt præsenteret for hovedkaraktererne og historien, der leder op til begivenhederne, der er omdrejningspunkt i sæsonen.

Udover at være enormt visuelt imponerende, har serien et indlevende og spændende plot. Jeg kender ikke så meget til magtringenes baggrund og forhistorie, andet end at der blev smedet tre ringe til elverne, syv til dværgene, ni til menneskene og én (ringen over dem alle) blev smedet af Sauron selv. At få historien bag hvordan disse ringe blev til, og i det hele taget få en baggrund på Saurons karakter, synes jeg, er vildt spændende. Vi får også gensyn med gamle kendinge. Det gælder blandt andet Galadriel, som er seriens protagonist, samt en ung Elrond, som vi ellers kender som kongen af Kløvedal. Derudover bliver vi introduceret til nye karakterer og steder, heriblandt “Harfoots”, der minder utroligt meget om hobbitterne. Jeg var lidt forvirret over de blev kaldt “Harfoots” frem for “Hobbitter” i begyndelsen, men det viser sig, at det er en race af “Hobitter”, som er et nomadefolk og karakteriseres ved deres mørkere hud. 

Jeg tildeler sæsonen 6 ud af 6 stjerner. Jeg er virkelig begejstret for serien, og glæder mig allerede til næste sæson. Jeg frygter det bliver en lang ventetid. Jeg blev taget med på endnu en rejse ind i Tolkiens fantastiske univers, og oplevede en rutsjebanetur af følelser. Nogle scener frembragte gåsehud på den gode måde, og andre fik mig til at fælde en tåre eller to. På trods af sin lidt langsomme start, bliver tempoet hurtigt sat op, når man kommer et par episoder længere ind i serien. Udover en vildt imponerende æstetisk filmoplevelse, et godt plot, et solidt persongalleri og et væld af følelsesmæssige indtryk, får vi også intriger, bedrag og spænding for alle pengene. Der er gode dynamiske dialoger, blomstrende venskaber og mange betydningsfulde øjeblikke, som også skal have stor ros. Der er virkelig blevet gjort et godt arbejde på denne serie.

Trailer:

Ringenes herre: Magtringene, sæson 1

Original titel: The Lord of the Rings: The Rings of Power

Karakter: 6 ud af 6 stjerner

Skabere:Patrick McKay, John D. Payne

Skuespillere: Morfydd Clark, Ismael Cruz Cordova, Charlie Vickers, Markella Kavenagh, Megan Richards bland andre

Genre: Adventure, Action, Drama

Længde: 8 episoder

Premiere:  02. september 2022