The Bikeriders

Den nyeste på stammen af motorcykelfilm er ‘The Bikeriders’. Jeff Nichols er instruktør og medforfatter. Manuskriptet har han skrevet sammen med Danny Lyon. Historien er baseret på Danny Lyons fotobog ‘The Bikeriders’ fra 1968. Bogen blev til under tiden han tilbragte med grenen for ‘Outlaws Motorcykle Club’ i Chicago. I årene 1963 til 1967 samlede han materiale ved at fotografere, være en del af gruppen og rejse med rundt på road trips med dem. Efter sigende og i anførselstegn var intentionen, at beskrive disse MC’ere og deres levevis ud fra et glorificerende perspektiv.

Der opstår nogle spørgsmål og tanker, mens jeg ser ‘The Bikeriders’ i biografen. Som for eksempel; romantiserer filmen virkelig det at være en del af en motorcykelklub – handler det om broderskabet, der opstår et sådant sted – eller viser filmen bikerklubbers begyndelse og udvikling derfra, og hvad er filmens morale?

Kort sagt handler det i filmen om en gruppe unge mænd, som kører motorcykler, og deres læderjakker bærer rygmærket Vandals Chicago. Deres leder er Johnny. Det er en rolle, Tom Hardy spiller med overbevisning. Han portrætterer karakterens autoritet eller mangel der på som en fuldtræffer og fejlfrit. Austin Butler spiller Benny. Han er en utilpasset ung mand, som er af få ord. Rollen bliver spillet med Austin Butlers velkendte charme, hvor han indtager enhver scene han er med i. Først til sidst i scenen på trappen, kommer skuespillet for dagen. Når det er sagt, fanger han tiden og den type mand. Skuespillet ligger især i kropsholdningen, han vælger at spille med, uden at det bliver for stereotypt og Grease-agtigt, hvor den glinsende hårpomade mangler. Og skuespillet mellem disse to karakterer stråler igennem af broderskab i deres fællesscener. Og der har vi svaret på, at man i filmen viser, der som minimum i en sådan bikerklub opstår en form for broderbånd og fællesskab – et bånd der er svært at bryde mellem medlemmerne – uanset hvad der sker og selv efter mange år.

Sådan som historien udvikler sig, og sådan som det ender, måtte jeg reflektere over. Filmen gør brug af en specifik fortæller. Fortælleren er Bennys kæreste Kathy, som flot bliver spillet af Jodie Comer. Fortælleren giver historien tilladelse til også at have et kvindeligt syn på det hele, i min optik. Hun får megen skærmtid, så filmen ikke kun bliver en opvisning i, hvordan mænd agerer hårde, barske og machoagtige, blot fordi de kører motorcykel. Samtidig får jeg en fornemmelse (da jeg intet ved om disse) omkring disse motorcykelklubber. De startede højst sandsynligt med en flok venner, der hænger ud. De taler og fester sammen, og finder et fællesskab i deres søgen efter frihed, personligt som efter frigørelse fra samfundets normer og regler. Vi skal huske på, vi er stadig i en efterkrigstid, hvor den konforme levevis er gældende. Rockmusikken med dens rebelske attitude har et solidt greb i datidens unge mennesker, og flowerpowertiden vinder indpas med tanken om frisind. Motorcyklister ønsker også at være frie. De tager motorcyklen på landevejen, og med vinden i håret og med gassen i bund kan de køre langt væk, og hvorhen de vil. De bestemmer selv, hvis de vil gøre et ophold, fortsætte lige ud eller dreje til højre eller venstre. Det ærgerlige er, at det viser sig en del motorcykelklubber, bliver til et miljø, hvor man finder på at begå økonomisk bedrageri samt kriminelle og voldelige handlinger. Det er også udviklingen i ‘The Bikeriders’. Denne del bliver ikke vist som vild og dramatisk action, men nedtonet. Derfor kan historien for nogen være, som et fladt og punkteret motorcykelhjul. Derfor er svaret nej til spørgsmålet om filmen romantiserer. Ifølge min verden er det empati og forståelse, man forsøger at bringe frem.

Det får mig til at tænke på historiens morale – eller hvad jeg skal med en historie som dette. Ordet jeg får i tankerne, er frihed – noget alle mennesker søger i livet, og frihed betyder noget forskelligt for den enkelte. Måske. Jeg er også tilbøjelig til at sige, nogle gange er en historie intet andet end en historie uden den store livsændrende morale. Filmen er ikke meget anderledes på det punkt end film som ‘The Wild One’ fra 1953 og ‘Easy Rider’ fra 1969, hvor det at være fri er et gennemgående tema.

‘The Bikeriders’ fortjener nogle stjerner. Herfra får den 4 store og runde blankt skinnende stjerner ud af 6 mulige.