Den tyske instruktør Christian Petzold har lavet en film baseret på kærlighedsfortællingen om vandnymfen Undine. I al sin korthed går den ud på, hun først bliver et rigtigt menneske, når hun forelsker sig i en mand. Han skal være hende tro.  Skulle han vise sig at være utro, må hun dræbe ham og vende tilbage til sit oprindelige element, vandet.  

I denne film møder vi en Undine (Paula Beer) med Berlin som base. Hun er freelance historiker på et bymuseum. Hun viser og fortæller de interesserede byboere og turister byens historie med fokus på dens polariserende forhold som, socialisme og kapitalisme, øst og vest, ødelæggelse og opbygning med mere. På cafeen over for museet får hun en dag af sin kæreste at vide, deres kærlighedsforhold er forplumret, og han ser en anden. Det gør det svært for Undine, da hun ved, hendes skæbne nu er at måtte dræbe ham. Men noget sker inde i cafeen, da stedets akvarium sprænger – vand og fisk oversvømmer hende og en mand ved navn Christoph (Franz Rogowski), som er erhvervsdykker. De indleder et kærlighedsforhold. Undine finder nu masse liv og glæde. Men meget forbliver usagt imellem dem, som slider på forholdet. Samtidig må Undine stå ansigt til ansigt med tidligere kærlighed og sin skæbne som vandnymfe.

Undine er en film med flot skuespil. Der strømmer og bølger energi mellem de to skuespillere. Der er noget dybt, solidt og intenst i karakterernes relation, som de evner at få frem. Allerede i deres første fællesscene står det klart Undine og Christoph har en samhørighed og interesse for hinanden, der rækker vidt.  Andre scener vidner også om dette. Det er bestemt velfortjent, at begge skuespillere er blevet anerkendt med priser for enten deres skuespil eller kunstneriske bidrag til filmen.

I løbet af filmen gennemgår Undine Berlins historie, og man finder ud af byen er bygget på et sumpområde. Altså et vandfyldt område. Vandet er Undines rette og oprindelige element. Denne sammensætning af historien giver lighed og forbindelse mellem dem. På den måde danner Berlins historie et symbol, som tillader Undines historie at udfolde sig. Samtidig er der store fællestræk i Berlins historie og Undines. Derfor ser jeg den fungerer som en parabase, der er skrevet ind og påvirker/giver noget til vores protagonists fabelfortælling (base). Det giver historien en fin helstøbt og afrundet fortælling.

Skal vi tale om billedsiden, er det undervandsscenerne, der er værd at nævne. Der er bestemt noget smukt og drømmende over dem. Historien lyder, det er autentiske optagelser, hvor man har brugt CGI til at frembringe havkatten, som det eneste. I hvert fald efter hvad denne filmseer kan læse sig frem til.

Det var en skønt at se en film, uden alt for mange musikspor at skulle forholde sig til. Soundtracket i filmen Undine består af Concerto in D minor, BWV 974, anden sats: adagio af Johann Sebastian Bach og Stayin’ Alive komponeret af Barry Gibb, Robin Gibb & Maurice Gibb bedre kendt som The Bee Gees. Man mærkede den generelle betydning af musikken først og fremmest. Også alt efter hvilken scene musikken understøttede gav det forskellige stemninger. Det var interessant at lægge mærke til.

Undine er jeg glad for at få lov til at anmelde. På billedsiden er det en meget fin og smuk film, med flot og overbevisende skuespil, og en fint veldrejet fabulerende historie. Jeg står mellem at sige, filmen er god eller fortræffelig. Derfor ender jeg på 5 små fabelagtige stjerner ud af 6 mulige.