Den engelske instruktør Sam Mendes har i nyere tid udmærket sig ved at instruere de to James Bond film, ’Skyfall’ og ’Spectre’. I førstnævnte arbejdede han sammen med den yderst anderkendte filmfotograf, Roger Deakins, som af mange (herunder også mig selv) anses som værende en af verdens bedste.

De to arbejder nu sammen igen – denne gang på den ambitiøse første verdenskrigsfilm, ’1917’, som er blevet markedsført på sin specielle visuelle stil. Den er nemlig filmet således, at den det fremstår som to uafbrudte skud.
’1917’ er nu tilgængelig i de danske biografer og nu er det spændende at se, om den lever op til publikums høje forventninger eller om den visuelle stil blot er en måde at skjule en tynd historie på.

Under første verdenskrig bliver to unge soldater, Blake (Dean-Charles Chapman) og Schofield (George MacKay) sendt på en mission, som virker umulig – de skal krydse fjendens linjer for at levere en besked om at afblæse et stort angreb. Hvis deres mission lykkes, vil det medføre, at 1600 liv bliver reddet, herunder Blakes bror.

Som nævnt indledningsvist, er Roger Deakins holdt i hævd, som en af verdens bedste filmfotografer. Han har blandt leveret glødende smukker billeder til film som ’Sicario’, ’Hail, Ceasar!’, ’Blade Runner 2049’ og mange flere – jeg synes ’1917’ er hans mest imponerende arbejde til dato. Naturligvis er kameraføringen imponerende og de to fingerede longtakes, som filmen er udgjort af er yderst elegante og velskabte. Men det er hans ikoniske lyssætning, hvor han især gør ekstremt effektiv brug af silhuetter og skygger, som gør, at man ikke kan tage øjnene fra skærmen.

Så ja, filmens visuelle side lever i den grad op til forventningerne. Men kan historien og alt det andet så følge med? Dertil er mit svar i store træk; ja!

Historien er i bund og grund ganske ligetil – de to unge soldater skal fra A til B for at levere en besked. Undervejs møder (selvsagt) forhindringer, men filmen prøver aldrig at være mere eller mindre end det. På den måde ender ’1917’ med at være dejligt ligetil og uprætentiøs.

Skuespillet er også rigtig solidt. I markedsføringen er Colin Firth og Benedict Cumberbatch blevet brugt, men deres roller er forsvindende små – de er dog stadig gode i de få scener de er med i. Filmens store oplevelser på skuespilsfronten er dog George MacKay og Dean-Charles Chapman, som spiller de to unge soldater. Deres kammeratskab, deres motivationer og deres følelser er utroligt velformidlet og leveret uhøjtideligt og afdæmpet. Præstationerne falder også tilbage på Sam Mendes’ instruktion. Han formår konsekvent at holde en rød tråd i tonen igennem filmen. Det bliver aldrig for storladent eller for højtravende.

Af enkelte kritikpunkter, kan det nævnes at dialogen kommer til at virke en smule nutidig og lidt ”clunky”, hvilket periodevist kan hive én ud af illusionen – omvendt er det et valg, jeg på sin vis godt kan forstå og når næsten alt andet fungerer så godt, kan jeg godt tilgive det.
Et sidste punkt er filmens lydside – den fungerer eminent i de perioder, hvor reallyden dominerer og scoret blot ligger allerbagerst i lydbilledet. Desværre er der enkelte scener, hvor scoret begynder at dominerer, hvilket er en skam, da det ligeledes minder seeren om, at man sidder og ser en film.

Men alt i alt, kan ’1917’ kun anbefales. Det er en af de film, jeg virkelig vil anbefale, at man tager i biografen og ser. Den er intens, den er velspillet og ikke mindst er den glødende smuk. Jeg håber på, at få den set mindst én gang til på det store lærred, inden den bliver taget af plakaten.

Filmen 1917 får jordens allerstørste 5/6 stjerner herfra.