Wauw – vidunderlig sang – en musikalsk oplevelse – forsanger – kor – et engageret kirkepublikum – Wauw

Dette er den ene gang ud af to, hvor jeg faktisk helt igennem er tilfreds med min filmoplevelse. Jeg er ikke den som blot giver en film roser og mange stjerner, trods god filmoplevelse. Det forholder sig anderledes med filmen Aretha Franklin: Amazing Grace. Det er intet, jeg vil sige, som kunne være bedre fordi sådan eller sådan. Jeg fik den bedste oplevelse for min biografbillets pris. Dertil min favoritplads i biografsalen.  Så bliver det ikke bedre en regnfuld søndag.

Filmen er en optagelse fra 13. og 14. januar 1972. Aretha Franklin skal indspille sit album Amazing Grace i kirken Los Angeles’ New Temple Missionary Baptist Church, Californien. Hun er gået tilbage sine rødder og vil synge gospel med et kor, Southern California Community Choir. Albummet blev det bedst sælgende gospelalbum til dato.

Dette er plottet og filmens omdrejningspunkt. Er der en bagvedliggende historie, er den enten irrelevant for publikum, den musikalske oplevelse, for privat eller klippet væk i respekt. Det er ikke til at vide. Historien fortæller i hvert fald, at Aretha Franklin selv forbød at denne film kom ud til publikum, selv om kun kunne lide selve filmen. Der har åbenbart været juridisk kamp om det ene eller andet. Tilsyneladende har det været svært ved at tilpasse lyd og billede.  Sidney Pollack gav inden hans bortgang Alan Elliot lov til at gøre arbejde med filmen færdig, og gøre den seværdig. Nu har verden endelig fået lov til at nyde og høre Arethas sangtalent, som dengang var på sit noget af det højeste.

Noget jeg lagde mærke til, var den stoiske ro hun havde, når hun sang. Hun bevægede sig heller ikke nævneværdigt. Kort sagt, hun dansede ikke.

Lige fra det øjeblik hun begynder at synge er man (jeg) fanget. Det er den rene klang – tone – intonationen – diktionen – hendes musikalitet – hende evne til at fortælle og tale gennem sangen. Historien lyder også, at Aretha ikke var særlig snakkesalig af sig. Men hold da op, sikke historier hun kunne fortælle gennem sangen.  Sikke en Amazing Grace – sikke en gospeludgave You got a friend- sikke en vidunderlig gospeludgave af Marvin Gays Wholy Holy.  Sang og musik gik direkte ind i krop og sjæl. Gåsehud. Jeg blev meget rørt. Jeg måtte tørre en lille tåre væk.

Jeg havde det lige som publikum og Mick Jagger som var der. Glæde over musikken, havde lyst til at danse, klappe og synge med. Det gjorde jeg afdæmpet der på min biografstol.  I den forbindelse skal siges at kameraet fangede mangen publikums reaktion. Det er skønt at se, hvilken positiv virkning musik og sang kan have, når den gives oprigtigt og med hjertet. Baptistgudstjeneste eller ej, men publikum var næsten som hypnotiserede og helt ind i musikken.

Det var en musikalsk oplevelse – som går direkte ind i sjæl og krop – seværdig film.

Herfra får den intet mindre end 6 stjerner ud af 6 mulige og en kæmpe anbefaling.