Anmeldelse:

Jeg ved virkelig ikke hvor jeg skal starte og slutte denne anmeldelse henne. Og slet ikke uden, at komme til, at afsløre noget fra filmen – hvilket jeg virkelig har gjort mig umage med at undgå.

Men jeg kan fortælle lidt om den oplevelse jeg havde optil filmen, og hvordan jeg havde det, da den var slut.

For et år siden, lavede jeg en aftale med min onkel om, at vi skulle ind og se Avengers: Endgame 2 gange på samme dag i IMAX, og da billetsalget åbnede, var vi så hurtige og heldige, at vi fik fat i to billetter til kl. 12 og to billetter til kl. 16 d. 24 april i netop IMAX i deres VIP sæder, lige midt for.

Min onkel og jeg har fulgt med lige fra den første Iron Man film, og da IMAX åbnede i 2015, hvor de vidste Avengers: Age of Ultron, var vi begge fast besluttet på, at alle MCU film fremadrettet skulle ses i IMAX. Det var simpelthen den vildeste oplevelse vi havde prøvet den gang.

Sidenhen er den oplevelse blevet slået af en den ene film efter den anden, og efter vi havde sat Avengers: Infinity War, troede vi simpelhen ikke på, at det kunne blive vildere.

Men det kunne det.

Jeg tog mig selv i, at sidde med armene over hovedet flere gange, og komme med spontane “YEEEEES!”-udbryd, som var jeg Thor i Thor: Ragnarok, der møder Hulk inde i kamparenaen.