Titlen på denne film er Barn på norsk. Det er i flertal, som man på dansk vil oversætte til Børn. Det er en vigtig pointe. For i filmen har vi med børn i alle aldre at gøre. I hvert fald som jeg ser det.  Jeg vil endda sige børn i forskellige samfundslag. Vi har folkeskolen med både norske og børn af anden etnisk herkomst, lærere, politikeren, de homofile, rektoren, psykologen og journalisten, de ældre og så videre.

Vi er i Norge på en folkeskole. Elever er ude på foldboldsbanen. Tilsyneladende er der ingen voksen tilstede. Vi ser en masse mennesker stå rundt en dreng, der ligger på græsset. En voksen løber efter en pige – får hende stoppet og tager hende med tilbage.

Det viser sig, pigen Lykke (Ella Øverbye) har slået drengen med sin skoletaske. Han dør desværre senere på hospitalet.  

Hvad skete der? Var det et drab, ulykke eller forårsaget dødsfald?

Dette er en sag, som involverer mange instanser i udredningen om hændelsesforløbet. Det er lærerne på skolen, eleverne, børnepsykologen, rektor og andre.

Hvad diskuterer denne film? Hvad har filmen på hjertet?

Man skal uden tvivl følge med i dialogen. Det er bestemt ikke få ting, der bliver talt om. Det er umuligt at diskutere hvert enkelt emne.

Derfor, for ikke at afsløre for meget, vil jeg gøre et forsøg på at forklare dialogers overordnede tema og hensigt, som jeg ser det. Det er også umuligt at huske 2 timer og 37 minutters dialog i detaljer. Filmen har jeg også kun set en gang. Så, hvis nogen kan modargumentere, er dette berettiget.

For eksempel er der til mødet, hvor forældre og lærere diskuterer, hvor gode de egentlig er på skolen til at holde øje med eleverne. Dette sker ikke uden placering af skyld og ansvar i den pågældende ulykke.  Har de på skolen en god nok beredskabsplan til at takle svære force majeure situationer? De taler ikke nødvendigvis pænt til hinanden. Trods de som voksne forsøger at beholde roen og agere som voksne.  De diskuterer, også om brugen af ord og termer er rigtige for eksempel.  Der skabes kommunikativ uenighed, fordi den ene siger den ene, og den anden siger det andet.

Der skal nævnes Livs forældre. De diskuterer, hvordan dette skal takles. De er ikke enige. Det resulterer i, at de ikke for taget kontakt til den døde drengs far. De får ikke rigtig talt med Liv. Hvorfor?

Vi oplever diskussion i rektors familie. Rektor hedder Liv (Henriette Steenstrup). Det viser sig, at man i familien ikke tør være helt åben om, hvem man er sammen med. Liv er sammen med en fra mand (den døde drengs far) Fremskridtspartiet. Det er ikke helt velanset i familien, som fundamentalt er af anden politisk overbevisning. Når det gælder selve parforholdet, så kommer der yderligere ugler i mosen. Ikke blot på grund af personlig politisk grundholdning og ståsted, men også fordi ulykken er kilde til sorg og depression, der er svær at komme over. Hvordan takler en voksen en anden voksens tristhed?

Rektor må også sande, lærergruppen har holdt visse oplysninger tilbage om, hvad der egentlig skete. Det sætter hende i en penibel situation.

Ikke mindst har vi diskussionen blandt en erfaren lærer og en lærerstuderende. Den handler om, hvordan man skal takle, når elever i engelsktimen skriver bandeordet fuck på tavlen – dette endda forkert stavet. Skal man takle en sådan situation med humor og gå lidt let over det – eller skal man takle det med alvorlig snak og konsekvens? Hvornår er man så mest voksen? Den som er humoristisk eller alvorlig?  

Midt op i alt dette har vi Lykke. Det hun bliver tildelt – af både straf og livserfaring – må hun leve med og lære at takle. Det er hun, som må opleve sine forældre ikke ved at takle situationen og kan kommunikere hensigtsmæssigt med og til hende. Hun må lade stå til, og opleve sin mor blive gal over, at hun lytter til Justin Bieber. Det er en absurd og mærkelig situation, der vidner om manglende overblik. 

Er de voksne børn eller voksne? Er et barn mere voksen end en voksen i mange tilfælde?

Dødsfaldet er et spark i rumpen til alle karakterer i denne historie. Deres sande jeg kommer frem. Hvem af dem er den voksne eller barnet?  

Så er der samtalen mellem Lykke og Anders (Jan Gunnar Røise). Han er lærer og Livs bror. Samtalen er om jalousi og misundelse – om at man vil være bedre og bedst til noget i forhold til andre. Samtalen afslører også, at børn ser uendelig meget op til og lærer af de voksne.

Det er en lang film. Måske for lang. Dette er en film, som helt klart er tankevækkende og sætter temaet om det at være voksen i perspektiv.  Dens politiske undertoner, tror jeg, for det første er vigtig for den norske folkesjæl at få med. ( Husk, blot det som skete på Utøya) For det andet er det vel også for at vise, uanset hvad man laver som voksen, så kan man komme ud for noget, som er svært at takle som et voksent menneske med livserfaring.

Skuespillet er mest underspillet og ikke så meget at komme efter.

Skulle der mangle noget i filmens historie vil jeg sige, mere humor og fart over feltet ville være klædeligt. Der mangler noget lethed, som jeg finder i den norske film Sofies Verden. Selv om filmen Barn er mere socialrealistisk, kan man godt gøre det lidt lettere.

Man forstår filmen filosoferer og stiller mange spørgsmål. Man får ikke nødvendigvis et enegyldigt svar. Skal man det? Dette er en tænkefilm. Derfor skal man hænge på og være klar over dette, inden man ser filmen. 

Jeg ender på 5 stærke og lysende stjerner ud af seks mulige, da filmen er vigtig sætter ting i perspektiv.