Handling:

Finansmanden og jetsetteren Markus Føns varetægtsfængsles for økonomisk svindel, men efter et brutalt overfald vælger han at gå i frivillig isolation sammen med de svageste indsatte. Her eksisterer et hieraki ledet af Niels – fængselskorets selvudnævnte leder. Markus opdager hurtigt, at vejen til det nemme liv på isolationsafdelingen går gennem netop koret, men Niels er ikke klar til at dele magten med nogen. 

Anmeldelse:

Jeg havde store forventningerne, da jeg satte til rette i biografen for at se komedien De frivillige – ikke mindst på grund af Matthesen´s comedy shows, Ternet Ninja og hans komedie Sorte kugler fra 2009. En film jeg husker tilbage på med masser af sjove bemærkninger, men også pga. et budskab til modtageren.

Filmen De frivillige, skuffede ikke. Filmen er fyldt med masser af godt skuespil, humor og et budskab til modtageren. Filmen stiller spørgsmål til, om man er til Rasmus Seebach eller højskolesangbogen, og hvilken kriminalitet er værst – økonomisk – eller personfarlig kriminalitet?

Niels (Anders Matthesen) har tidligere være kasserer i den lokale håndboldklub, og man får kun hentydninger til hvad han sidder inde for. Når man sidder i frivillig isolation, taler man nemlig ikke om, hvad man sidder inde for.
Niels kan god lide orden og er den selvudnævnte korleder, der ikke har helt styr på tempoet i højskolesangbogen. Men alle de andre fanger nyder den orden Niels giver, og accepterer hans måde at synge på.

Roen i koret, bliver brudt, da finansmanden, Markus Føns (Jacob Lohmann) kommer ind i koret. Han vil gerne synge Rasmus Seebach sange, og gerne sange i det rigtige tempo. Splittelsen i koret er total, og roen bliver til internt kaos.

Her starter kampen for at vinde respekt og komme øverst i hierarkiet – og hvem skal bestemme tempoet og sangvalget. Alle kneb gælder, og man udnytter gerne de svageste for at fremme sig selv. Selv den lidt naive fængselsbetjent Morten (Anders Brink Madsen), som er forfremmet til souschef, fordihan er god til at lave vagtplaner i Excel, bliver udnyttet og manipuleret af både Niels og Markus Føns.

Filmen er en skøn blanding at humor og magtkamp på flere plan,  skuespillet er rigtig godt, og stemmerne er godt besat. Synge kan de ikke, men indlevelsen i rollerne er fantastisk.

Da hele filmen foregår i et fængsel kan man ikke snakke om meget flotte billeder, men man får fornemmelsen af livet i et fængsel på godt og ondt.

En lille detalje i filmen, som jeg synes er sjov, er en hentydning til en gammel Olsen Banden film. Niels står og sorterer pomponer i farver og størrelse. Her giver han pomponerne et lille knips, mens han holder dem op ved sit øre, inden han lægger pomponerne til side – Det samme gjorde Egon (Ove Sprogøe) i Olsen Banden filmen  Olsen Banden på spanden (1969) – sjov detalje.

Dejlig med en dansk film, der giver del eftertanke, krydret med humor -. Alle de forskellige modsætningsforhold der er i filmen, får Frederikke Aspöck en rigtig god komedie ud af.