Menu Luk

» Et barsk men gribende drama

Dronningen – Anmeldt af Mille Lau

Anmeldelse:

Jeg er ret vild med effekten af, at en film starter og slutter det samme sted. Nogle gange tænker man hele vejen igennem filmen – hvad skal jeg bruge anslaget til – men i denne film, er det underspillet så perfekt, at man faktisk slet ikke opfatter, at man skal bruge det hen mod slutningen af filmen. Det gør det til en overraskelse, at vi vender tilbage dertil og ser en smule videre derfra. 

I det barske men gribende drama om advokaten Anne, spillet eminent af Trine Dyrholm, som har sin “kernefamilie” med tvillingerne Fanny og Frida, og manden Peter. Men under overfladen lurer en virkelighed, som er så langt fra den romantiserede forestilling omkring en kernefamilie.

Peters søn, Gustav, fra et tidligere forhold, bliver endnu engang smidt ud af skolen, og derfor bliver han taget ind i familien, for at få en frisk begyndelse på tilværelsen. 

Historien bliver langsomt bygget op, og man er ikke i tvivl om hvor det bærer hen af. Hele kulminationen på disse opbyggede følelser, sker under en udflugt med pigerne og Gustav, hvor de skal bade. Man fornemmer den der frihedsfølelse af, at sprøjte vand på hinanden og more sig, selvom det allerede her sætter nogle alarm klokker igang, for det stopper ikke her – langtfra. 

På overfladen er Anne jo den perfekte kvinde, som kone, mor til to, stedmor til Gustav og succesfuld, men ogå en frembrusende advokat, der hjælper børn og unge igennem systemet. Under det perfekte glansbillede i pragtvillaen, med den vilde natur i baghaven opstår et spind af hemmeligheder og løgne, da hun indleder et forhold til sin 17-årige stedsøn. Dette bliver også begyndelsen på den psykiske udfordring for dem begge, som til sidst bliver familiens undergang. 

Gustav Lindh spiller rollen helt fantastisk, for samtidig med at han virker så voksen, så har han stadig en teenagers usikkerhed og sårbarhed. Trine Dyrholm spiller sin rolle helt sindssygt godt, og flere gange undervejs overrasker hun, for bedst som man tror man har lugtet lunten, så springer der en ny bombe. Instruktør May el-Toukhy skal virkelig også have stor ros for at turde tage dansk film til nye højder. Jeg tror ALDRIG, at man har set så vild en sexscene i dansk film, og det at turde tage emnet op, og samtidig toppe det hele med at vise ALT, er virkelig modigt. 

Dronningen er den perfekte titel til denne film, og den er virkelig biografbilletten værd!

[TheChamp-FB-Comments]