Jeg har altid høje forventninger, til en filmatisering af en Jane Austen historie. Galante mænd, stærke kvinder, smukt grønt engelsk landskab, smukt engelsk sprog, ægte romatik og så videre. Samtidig forventer jeg klassisk tidstypisk musik. Det gør jeg, fordi jeg ofte finder, at en given tids fremtrædende musik fanger karakterer i en film og dens stemning bedre. Garderoben, og kulisser skal selvfølgelig være som i historiens tidsepoke. Filmen Emma indfrier i stor grad alt det, jeg forventer og se.

Emma er historien om denne unge velstående pige der ikke kan lade være med at blande sig og lege koblerske. Hun er noget selvoptaget, fin på den, tror hun ved og har styr på det hele. Især tror hun, at have styr på andres romantiske liv og levned. Misforståelser er her ikke til at undgå. Hendes gode ven Mr. Knightly (Johnny Flynn) ser anderledes på det. Han formår, at udfordre Emma(Anya Taylor-Joy), sætte hende på plads og at komme på andre tanker. Det gør han med direkte, klart og tydeligt sprog. Det viser, hvordan Emma fremstår som person, ved det hun gør eller har gjort. Samtidig må de to erkende, de har romantiske følelser for hinanden.

Jeg synes bestemt, skuespillerne gør et glimrende stykke arbejde. Anya Taylor-Joy fungerer fint som denne snobbede, forkælede, alfahun af en rigmandsdatter. Det får hun fint frem med blikket fra de store øjne, der på en måde er ganske gennemtrængende og ufravigeligt. Mimikken er heller ikke noget at tage fejl af.  En grædescene var dog ikke overbevisende nok, ifølge denne filmseer. Johnny Flynn spiller også fremragende. Skal jeg sige noget om disse to nævnte skuespillers kemi, så fungerer den bedst under dansescenen. Her emmer luften af amoriner. Det er romantisk. Det er sanseligt. Andre scener fungerer flot, men kunne være mere overbevisende, spørger man denne filmseer. Her tænker jeg på scenen, hvor kærlighedserklæringer mellem de to finder sted under det uendelige store og smukke blomstrende træ. Her fornemmer jeg ikke helt denne romantiske higen efter hinanden. Det varme og intime brænder ikke helt igennem, som jeg ser det. Her er der især noget i Johnny Flynns måde at reagere på, idet Emma går, der ikke overbeviser mig. Jeg siger ikke, det er dårligt. Jeg mangler bare fornemmelsen af ægte fortvivlelse og frustration. Ellers synes jeg generelt det komiske og satiriske kommer frem i filmen. Bill Nighy indtager enhver scene, som han plejer. Han er underspillet morsom. Det lyser langt ud af ham, og fik mit smil og latter frem. Josh O’Connor fungerer fint som denne selvhøjtidelige, ligeglade og indbildske præst Elton. Han komplementerer de andre – med den måde han får sagt tingene på – den måde han smiler og kikker på med mere.  Det giver det hele et yderligere komisk strejf.

Musikken må jeg nævne. Jeg synes musikken i sig selv er glimrende. Men jeg spurgte mig selv, om jeg fandt musikken tidslig og passende. Den passede fint på den måde, at det folkelige, det klassiske og operaen fint illuderer de forskellige samfundslag. Husk, i historien har vi rige, mindre rige og mere eller mindre fattige repræsenteret. Men af en eller anden grund fandt jeg mange gange musikken for moderne – måske lød den for moderne, fordi den er optaget med nutidens tekniske muligheder. Måske? Hvorom alt er, jeg forsvandt ikke 100 % ind i den musikalske tidsepoke, som jeg synes, passer til den tid Emma foregår i. Det er bare min mening – visse steder passer billede og musik perfekt i rytme og stemning. Se bare scenerne med de marcherende kostskolepiger. Man er ikke tvivl om, når noget amusant og let er gældende for eksempel. Jeg synes også, det var et friskt pust med aftensoiréscenen, hvor i der spilles klaver, violin og der synges. Det er charmerende.

Filmen består af flotte billeder, kulisser og kostumer. Den fortæller en historie om status og romantik, som man stadig kan relatere til på en komisk og let måde. Der er kælet for mange detaljer. Filmen er charmerende, hyggelig, fornøjelig og underholdende at se.

Filmen Emma fortjener derfor 4 solide stjerner ud af seks mulige.