Den er ikke til at spøge med. Den Islandske natur er ubarmhjertig til trods for dens uendelige skønhed, vildskab og storslåethed. Måske giver den et menneske nogle helt særlige vilkår og måder at takle livet på. Hvem ved?

Lad os se nærmere på filmen En hvid, hvid dag. 

Vores protagonist er politibetjent og hedder Ingimundur (Ingvar Sigurdsson). Han er midaldrende. Det er svært at være ham for tiden. Hans elskede og smukke kone døde i en tragisk bilulykke for nyligt. Livet skal nu sættes ned i gear. Derfor bruger Ingimundur tiden på at bygge på og renovere et hus, som datteren senere skal flytte ind i med sin familie. Han er meget sammen med sin datterdatter Salka (Ída Mekkín Hlynsdóttir) på 8 år i denne periode. De to har en meget fin og stærk relation. De forstår umiddelbart hinanden. Skønt de kan være uenige, og der er voldsomt udbrud mellem dem på et tidspunkt, så er relationen dette til trods intakt bagefter. Denne periode i Ingimundurs liv byder også på fra andet sted istandsat møde med en psykolog. Dennes spørgsmål er ikke lette at svare på. De er enten for nærgående, for private eller spot on. Hvordan der reageres på disse spørgsmål, er derfor ikke nødvendigvis afdæmpet, kontrolleret og hensigtsmæssigt. Netop, denne tendens i Ingimundur er et omdrejningspunkt. Hvad der sker, og hvordan han som mand takler denne sorg, hvordan det påvirker familie, kolleger, fodboldkammerater, det skal man selv opleve ved at se filmen.

Uden tvivl er dette en historie som går dybt. Historien fortæller helt klart fra en mands perspektiv, hvordan sorgen æder, og er svær at takle. Især, da man som protagonisten Ingimundur i sine tanker, og det han gennemgår efter sin kones død, finder dybder inde i sig selv at måtte forholde sig til. Så som dyb sorg, sin uendelige kærlighed til sin kone, hævn og forsoning. Dette bliver hurtigt for overvældende og tungt. Man er vel mand, privat og viser ikke nedtrykhed, tristhed og mistrøstighed. På et tidspunkt, mens han kikker billeder og ting igennem, får han en mistanke. Noget er fuldstændig galt i kærlighedsrelationen til hans kone. Var hun mon utro med en af fodboldkammeraterne. Hvordan var det lige med ulykken? Var det et uheld med bilen grundet de særlige vejrforhold – eller kørte hun med vilje bilen ned i afgrunden? Nu tager Ingimundur, så at sige, den del af sorgen i egen hånd. Dette skal han nok selv takle og finde ud af. 

Jeg kommer ikke uden om at tale lidt om billedsiden, og hvordan man bruger den Islandske natur i denne film. Det bedste ord jeg kan komme på, det er billedpoesi. Utrolig mange af filmens scener fortæller historien via naturen. Her tænker jeg på den første scene med den umådelige tætte tåge, og bilen som kører på den øde landevej. Hvad siger denne scene rent symbolsk? Hvilken betydning har den uigennemsigtige tåge? Man ser ikke horisonten, lige der jorden og himlen mødes. Jeg tænker også på scenen, hvor Ingimundur og Salka stopper bilen foran en tunnel. De fortsætter deres færd til fods gennem den mørke tunnel. Der sker noget med Ingimundur, Salka og hele livssituationen. Ikke mindst synes jeg, bilscenerne de får en vis betydning. Her får den til tider svingende, rullende og cirkulerende kameraføring for mig en symbolsk betydning.

For mig var filmen en smuk oplevelse, den gav indblik i mands sorg og bearbejdning af denne, og hvordan det måske er mest naturligt/lettest for en mand at takle det. Filmen er et kunststykke, hvor man også bruger den Islandske natur som symbol og historiefortælling. Filmen fortjener helt klart 5 stjerner, der stråler ned på jorden fra den stjerneklare nathimmel.