I denne anmeldelse forholder jeg mig til filmen Erna i Krig og kun filmen. Den tager udgangspunkt i bogen Erling Jepsens roman af samme navn. Bogen har jeg ikke læst, og kender den slet ikke.

Erna (Trine Dyrholm) bor på en gård i Sønderjylland med sin søn Kalle (Sylvester Byder). En dag banker landsbyens tidligere landbetjent, nu tyske Feldwebel Meier (Ulrich Thomsen) på, og skal erhverve Kalle til krigstjeneste. Det nægter Erna. Hun finder endda et dokument frem – det forklarer, hvorfor Kalle er uegnet som soldat. Han er vel det, man kan kalde mindre begavet.  Men det respekterer man ikke. Kalle skal følge med, og det vil han gerne. Og således må også Erna gå med. Hun tager med for at overbevise de højtrangerende militære herrer, at Kalle skal blive hjemme på gården. Men sådan skal det ikke gå. Pludselig er det virkelighed, og Erna og Kalle må tage med til fronten. Nå ja, i parentes. Hun skifter lige tøj med en desertør – en ung mand – klipper sit hår, så hun selv bedre kan gå for at være mand.  Op pludselig befinder hun sig i skyttegravene. Hun vil gå igennem ild og vand for at beskytte Kalle. Samtidig er hun af den mening, at krigen er tyskernes krig – ikke Danmarks. For som Erna siger, de taler dansk og er danskere.

I Norge for eksempel, hører man tit en anden dialekt end sin egen i tv, radio og på film. I Danmark skal man muligvis bo et sted i Thy for at høre thybomål. Sådan rigtigt thybomål. Måske skal man bo langt ude på landet i Sønderjylland for at høre den sønderjyske dialekt. I filmen mindes jeg ikke en gang antydning til sønderjysk – i hvert fald ikke som jeg en gang eller to har hørt det – nej, det var i mine ører helt fraværende. Nuvel. Sønderjysk er da også en særlig flot dialekt vi praktisk talt – i hvert fald yderst sjældent hører i medierne. Måske er det derfor, man har valgt ikke at fremhæve den sønderjyske dialekt. Sådan er det. Det accepterer jeg. Min pointe er bare, det havde det givet mere helhed og autenticitet til filmen i min optik.

Af en eller anden grund blev jeg aldrig sådan rigtig engageret i karaktererne. Jeg blev aldrig rigtig rørt. Det er svært at sige, hvorfor. Skuespillet var i og for sig spot on. De gør det bestemt ikke dårligt. Men der var noget teateragtigt over det, og også i levering af nogle replikker i min opfattelse. Hvor jeg i en film forventer mindre skuespil på en måde, mere autenticitet, samtidig skal dét karakteren vil sige og berette lyse ud af øjnene. Det jeg også siger, er, skuespillet lyser ikke strålende klart på stjernehimlen med wauw-faktor, der gør indtryk. Men det fungerede da, så jeg ikke helt mistede interessen eller misforstod karaktererne. Så thums up til Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen, Anders W. Berthelsen og Sylvester Byder.

Filmen er da visse steder lattervækkende og lystig. Der er en vis alvor over situationen. Det skal den vel også være i alt det der krigshalløj for at skabe kontrast. Men er den tragiskkomisk, som i at det både er til at le og græde over. Næppe. Nej. Filmen bliver aldrig i min opfattelse rigtig tragisk eller rigtig morsom. Historien og filmen kunne sagtens arbejde mere med dette potentiale. Måske ville historien og karaktererne således stå stærkere. Det er blot en tanke.

Det jeg får ud af filmen og dens historie, er, en mor der gør alt for (meget) for at passe på sønnike. Nå ja, ligegyldigt om der er hendes egen søn – eller drengen der en dag som spæd ligger på trappen foran husdøren. Det er sikkert sådan, mange kvinder oplevede det, idet husbond eller sønnike blev tvunget i krig.

Alt i alt var jeg generelt underholdt af englemagersken i krig forklædt som mand for at beskytte sin søn, hvor der midt i skyttegraven er pandekagetid. Derfor giver jeg 4 små, fine og smukke stjerner ud af 6 mulige til filmen.

Skrevet af Ellen-Karin Myklebust