Falling er Viggo Mortensens første film, hvori han sidder i instruktørstolen. Han har selv skrevet manuskriptet. Ikke mindst har han også en fremtrædende rolle i filmen.

Denne debut virker lovende. Der er kommet en fin, flot og nok en så personlig film ud af alt det arbejde.  

Historien er sådan lige ud af landevejen. En familie har sine ting at slås med.

Faren Willis (Lance Henriksen) bor på en gård. Den homoseksuelle søn John (Viggo Mortensen) bor langt væk derfra. Datteren Sarah (Laura Linney) har valgt det lige så. Faren og sønnen skal tilbringe noget tid sammen. De skal finde et passende sted at bo for faren i nærheden. Gården er svær at vedligeholde, meget skal laves i og omkring huset, på markerne og dyrene skal have mad og omsorg. Det er alderen, som banker på. Helbredet skranter. Han lider af svigtende hukommelsestab (demens), han må også igennem en undersøgelse og operation.

Far og søn, har et kompliceret forhold. Rettere sagt har faren en kompliceret forhold til alle. Det hører vi på hans måde at tale og opføre sig på. Han kaster grimme navne og skældsord ud i luften om alt og alle. Det er væmmeligt, ubehageligt og fornedrende at stå model til – det er hårdt og sårende, at måtte skulle høre på. Karakteren virker ligeglad, og lader ikke til at indeholde den mindste smule anger. Det får Lance Henriksen fint frem i sit portræt. Det er flot og solidt skuespil.

Her vil jeg straks indskyde, der også er en generationskløft, man her viser på fremragende vis. Det vidner især scenen i datterens baghave om. Her sidder familien rundt søndagsbordet, og de vil blot have en hyggelig tid sammen. Det får faren ødelagt med hans uforstående og perfide holdning til ting og sager. Det han siger til børnebørn og datter, er ikke for sarte ører.  Her er Laura Linney spot on. Hun overbeviser mig, med den måde hun får sagt sine replikker på. Det lyser også ud af øjnene, de ting hendes karakter kæmper med. Fremragende og thumbs up.

Men heldigvis har Willis en søn, som med sine handlinger og holdning går lige på snoren som en linedanser uden at falde og miste sig selv.

Dog. Et udbrud må til. Det kommer.

I en voldsom scene får sønnen endelig sagt alt det, som er nødvendigt, for at han kan gå videre og være sig selv uden skyld og skam – for nu at sætte det bare lidt på spidsen. Her er et glimrende eksempel på tilgivelse. Her i denne opgørs-scene viser man fremragende skuespil. Ellers synes jeg Viggo Mortensen filmen igennem er nedtonet i sit skuespil, er stille af sig som sin karakter. Han har nogle fagter i visse scener, de fungerer og understøtter karakteren fint ifølge denne filmseer. Det virker troværdigt.

Selve historien er skrevet med flashbacks. Det fungerer glimrende. Det er en passende måde, for vi kommer på den måde et lag dybere i karaktererne.

Samtidig, men tanke på det personlige aspekt man fornemmer filmen igennem, så er det flot og modigt. Her tænker jeg specielt på senen, man kan kalde stjernehimlen-om-vinteren-scenen. Det man her viser, er nok så indgående personligt- rigtigt eller ej – der er noget meget privat over den scene.

Men videre.

Historien lyder, at scenen med den lille slange, scenen med den døde and er Viggo Mortensens egne oplevelser. Samtidig er filmen tilegnet hans to brødre, som vi ser til sidst.

Man kan argumentere scenen med anden trækker i langdrag. Muligvis. Det er smag og behag. Ifølge min opfattelse kunne jeg tænke mig, den ovennævnte meget personlige scene teknisk set var lavet bedre.  

Dette var så mine ord om filmen Falling. Jeg havde en fin oplevelse af filmen, som havde en realistisk historie på hjertet. Skuespillet skal have roser. Den har nogle stærke scener. Ikke mindst afrunder sangen A Little late med Skating Polly den flot og poetisk. Den fortjener 4 meget store, flotte og varmt lysende stjerner ud af 6 mulige.   

Jeg venter spændt på, hvad næste film vil byde på af historie og andet godt.

Skrevet af Ellen-Karin Myklebust