Instruktør Ron Howard har instrueret en lang række film. Jeg tør vove den påstand, at det er alt fra komedier, drama, krimi-ish film, dokumentarer også videre. Nogle kendte er Da Vinci Mysteriet, Engle & dæmoner, Edtv, Et smukt sind, Solo: A Star Wars Story, Grinchen (2000) og Apollo 13 for nu at nævne nogle.

Den seneste film, vi kan se her i Danmark, er familiedramaet, Hillbilly Elegy. Den er baseret på bogen Hillbilly Elegy: A Memoir of a Family and Culture in Crisis skrevet af J.D. Vance. Filmen kører for øjeblikket I biograferne, og vil senere på måneden kunne ses på Netflix.

Hillbilly Elegy er svært at oversætte. Hillbilly er betegnelsen for dem som bor i Appalacherne – et bjergområde eller bjergkæde der går igennem, staterne Kentucky, Virginia, Tennessee og Carolina i USA. Elegy er en elegi, som beskriver et skrift der udtrykker sorg, melankoli, eftertænksomhed med mere på poetisk vis. Nu kender jeg ikke bogen, og ved ikke om den kan karakteriseres som digterisk eller poetisk. Så lad os bare lade originaltitlen være uden videre forklaring eller oversættelse.

Hillbilly Elegy handler kort og godt om denne familie, som oplever livsvanskeligheder og det at bryde et familiemønster.

Økonomen halter. Moren Bev (Amy Adams) er sygeplejerske – hun skyder stærke stoffer, har mange forskellige mænd i sit liv, og er også dybt afhængig af andres hjælp. Sønnen er vores protagonist, og hedder J.D Vance (Gabriel Basso). Der er fra hans ståsted, vi oplever, hvad der sker. Mamaw (Glenn Close) har en betydningsfuld rolle i hans liv. Hun får ham ind på en god vej. Skolen bliver passet, så han således har chance for at få en god uddannelse og skabe sig et bedre liv.

J.D. er ved at skaffe sig en praktikplads for sommeren i et advokatfirma. Roen omkring dette bliver forpurret, ved at moren har taget en overdosis, og ender på hospitalet. J.D. må nu køre langt, og er ikke sikker på at kunne nå tilbage til den arrangerede jobsamtale til tiden.

På vejen og i gensynet med familien reflekterer J.D. og gennemlever barndommen.  Det ser vi i tilbageblik. De fungerer nærmest som collage nogle gange. Det giver fart til historien – man forstår, hvordan det har været for ham.

Det giver således også noget at følge med på.

Jeg argumenterer, at det klæder en film som Hillbilly Elegy.  Det gør det hele mere spændende, interessant, vedkommende og relevant. Filmen bliver på den måde aldrig langtækkelig og kedelig – det giver noget til et tema, som stikker dybt.

Alle skuespillere gør det vældig fint.  

Gabriel Basso fungerer fint som den voksne J.D. Der er ikke noget at komme efter. Owen Asztalos som den unge J.D gør det flot og solidt. Han når publikum – han fungerer så fint, som denne unge dreng der vokser op i en totalt dysfunktionel familie.

Det er uvant for denne filmseer at se Amy Adams i rollen som narkoafhængig mor. Jeg mener, det er langt væk fra roller som i for eksempel filmene Her, Arrival, Fortryllet, Julie & Julia, og Leap Year.  I Hillbilly Elegy gør hun det fint og solidt hele vejen igennem. Jeg fornemmer, hun er den helt rigtige til rollen. Der er en skrøbelighed, vildskab og rækken ud fra karakteren, som hun får frem.

Glenn Close som Mamaw viser dramatisk skuespil. Jeg overvejede om, hun overspillede en smule. Her skal man så tænke på, hvad skuespilleren har fået at vide af J.D. Vance selv og af instruktøren. Det ved vi ikke. Dramatisk bliver det i hvert fald, og det brænder hårdt igennem lærredet, når karakteren har talt. Se blot bilscenen og hente–sønnesøn-scenen.

Skuespillet bærer filmen langt hen ad vejen. Det er virkelig flot, og det fortjener flotte ord.

Man kan diskutere, hvor vidt man kan undvære billederne af den virkelige J.D. Vance og familie eller ej der til sidst. Som filmseer kan jeg måske forestille mig, filmen ville stå stærkere uden. Det er smag og behag. Det ville på en måde føles underligt, hvis virkelighedens personer ikke lige blev vist der til sidst – men billederne er der. Sådan er det valgt. Det får mig til tænke, at dette dramatiske familiedrama ikke er pure opdigtet, og filmen har noget reelt at ville sige.

Nu er tiden kommet til at skulle tildele Hillbilly Elegy nogle stjerner. Skuespillet er dramatisk, filmen har noget at fortælle, en nok så inspirerende mønsterbryder historie, og det med fart over feltet. Jeg ender derfor på 4 flotte, strålende og solide stjerner ud af 6 mulige.  

Skrevet af Ellen-Karin Myklebust.