Rigtig mange julefilm er ærkeromantiske, og de emmer af julehygge med glitrende juletamtam. Forventer man dette, så er det desværre ikke, det man får i filmen Holiday in the Wild. Nuvel, julen berøres og romantikken tilstræbes. Men handler filmen dybest set om noget helt andet? Mit svar må ubetinget være et rungede, ja. Rettere skal man spørge, hvor denne film har sit hjerte.

Kate (Kristin Davis) er en velhavende kvinde bosiddende i New York. Der er styr på livet. Det er tid til at få skudt det årlige julekortsfoto. Det skal ske nu i august, da hendes søn skal af sted på college. Hendes mand er fraværende, fordi han må tage sig af beskeder med mere han får på telefonen.  Billedet bliver med nød og næppe til noget. Sønnen bliver sendt af sted. Nu står forældreparret der i et stille hus. Kate har dog en overraskelse til sin mand. Hun har booket en second honeymoon til Afrika, hvor de skal på safari. Dette fortæller hun glad og positivt. Men livet tager lige præcis i det øjeblik en total drejning. Hendes mand erklærer, han ikke elsker hende mere og vil skilles. Han tager sin bagage og forsvinder ud af lejligheden.  Nu står Kate i tomme lokaler. Livet fortsætter, og intet forhindrer hende i at rejse alene til Afrika. Hun skal hun have det hele til at fungere. Hun er langt væk hjemmefra. Så møder hun Derek (Rob Lowe). Han skal flyve hende til feriestedet. På vejen lander han ureglementeret for at redde en elefantunge, der lige har mistet sin mor. Det viser sig altså, at han er meget dedikeret og engageret i et reservat for elefanter. Dette intermezzo betyder sceneskift i Kates liv. Hun finder en slags ro og et slags hjem i reservatet, og hun involverer sig i redning og pasning af stedets elefanter. Hun finder sin livspassion. Samtidig banker kærligheden langsomt på. No rush. For som der bliver sagt, går tiden der i Afrika nok så langsomt.

På engelsk og på IMDb kalder de filmen for enten Holiday eller Christmas in the Wild. Med en sådan titel forventer jeg i hvert fald en masse juletræer, vinter, sne, hoho og jingle bells. Kort sagt, højt op julestemningen. Det kunne denne film ikke indfri. Vi oplever mere, at dette er ved juletid, så at sige. Men det er jul i Afrika. Og netop den afrikanske oplevelse er større i filmen end romancen, der brygges og langsomt koger sig færdig. Men for mig har filmen endnu et større omdrejningspunkt. Det er alt det arbejde der gøres og lægges i at redde elefanter. Med en smule research viser det sig, at dette er noget Kristin Davis går meget op i. Derfor, fortælles der, insisterede hun på, at man i filmen brugte vilde og ikke trænede tamme elefanter.

Da jeg så filmen kunne jeg ikke lade være med at tænke på Løvernes Konge. Dermed ikke sagt der er direkte referencer. Dog, fik jeg helt klart momenter af den afrikanske oplevelse. Det er smukt og vidunderligt, og jeg kunne lide det. Historien er charmerende og velmenende. Der er ikke den mest romantiske historie, ikke den bedste julehistorie, ej heller er det en historie der leverer sit budskab skarpt og tydeligt. Visse ting er der bare uden videre introduktion, som for eksempel mandens ønske om skilsmisse, og også det at Kate er veterinær. Men alt sammen er vældig sødt og på en måde hjertevindende.

Der er blevet tid til at uddele stjerner til denne film. Fordi det er en film med et godt hjerte på det rette sted og med en del flotte billeder, så fortjener den tre stjerner.