Det er mange, som har meget at sige og udtrykke sig omkring deres oplevelse af lockdown grundet covid-19. På netop deres måde forsøger filmmagere fra blandt andet Japan, Kina, USA, Latinamerika og Frankrig at sætte ord og billeder på det. I Homemade på Netflix, er det blevet til 17 små uafhængige historier.  

Personligt synes jeg, det er kommet nogle meget fine små narrativer ud af oplevelsen. Coronavirus og lockdown får betydning når det gælder én selv, sine naboer og boligkvarter, familie og børn, købmand, byen man bor i og i det hele taget sin omverden.

De fleste afsnit fangede mig fint. Min holdning er, at de fleste med klart og tydeligt sprog samt billedsprog har formået at fortælle, hvad de har på hjertet.

Selvfølgelig, nogle af de små narrativer, de fangede mere end andre. Det, er der en grund til. Det kan være udtrykket, og selve historien ikke fangede mig så meget. Så som en slags krimithriller. Jeg forstod ganske enkelt ikke dens relevans helt generelt. Skal jeg det, skal jeg se den mange gange og gennemanalysere den. Nogle havde måske efter min smag et lidt for hverdagsagtigt udtryk. Derfor blev det måske lidt kedeligt, ifølge denne filmseer. Det kan være tema ikke fangede og lå langt væk.

Vi undgår i disse episoder den berømte klappeseance, hvilket vi så i En Casa fra HBO. Det virker positivt. Så bliver det nemlig noget helt andet.

Mange scener er flotte, trods de er optaget med mobiltelefon og ellers sparsomt filmudstyr.

Vi har for eksempel dronescenen, den er flot og meget sigende. Måske er inspirationen her filmen Les Misérables fra 2019. Det gør ingenting, fordi det fungerer så fint til slutspørgsmålet; Hvis tiderne er hårde, hvem er de hårde for? Jeg kunne supergodt godt lide episoden, hvor vi er langt ude på landet i det nordøstlige USA, hvor månen viste sig dag og aften. Det blev en smule sci-fi inspireret, og et fremtidsperspektiv kom ind i mine tanker.  I den sidste episode kunne jeg godt lide fugleperspektivet under cykelturen i Los Angeles. Tomheden blev højlydt og nærmest dystopisk – skulle man gå så langt i sin fantasi og tanker. Der var et par episoder, der viste helt nede på jorden hverdagsagtige billeder så som i en familie. Det var flot, og par steder vældig rørende.

Lydsiden i Kristen Stewarts episode var utrolig sigende og flot med. Allerede fra starten lagde jeg mærke til det. Det gav (mig) stof til eftertanke. Kan man tænke for meget, og hvorfor larmer stilheden? Hvordan kan man få stilheden til ikke at larme så voldsomt? Musikken til dronescenen i første episode er spot on.

Der er selvfølgelig i de 17 episoder forskellige bud på, hvad lockdown gør ved et menneske. Et par (for mig) stærke scener vil jeg lige komme ind på. For eksempel i episoden hvor husets 5-årige datter en aften/midnat i rummet, hvor der står en enhjørning, har et meget stærkt udbrud omkring det at være tvunget til at være inde så meget. Det er også et stærkt afsnit, der sønnen fra Kina som nu bor i Mexico, han på Morsdag reflekterer over, hvad han har med sig fra barndommen og sin mor. Det er stærkt, at se episoden fra Japan med de smukke billeder af vores moderjord, samt hvordan kunsten kan fremme noget positivt i et menneske. Ukuelighed, empati, ingen frygt, forståelse med mere. De er mine bud – hvad jeg fik ud af det. Derfor er det flot og rørende, når man taler om jordens fortsættelse, menneskets forståelse af sig selv og andre samt familiebåndet. Der bliver også spurgt ind til, hvad vi giver videre til næste generation.

Så, alt i alt synes jeg, Netflix er kommet på banen med noget relevant, aktuelt og nærværende denne gang. Det er fortalt, så alle kan være med og forstå, hvorfor det berører os alle at tage et skridt tilbage – se hvad lockdown har at byde på; på den gode måde, selvfølgelig. Altså, hvad vi mennesker kan bruge det til, det som verden oplever lige nu.

Godt gået, Netflix. Jeg ender på 4 store, solide og strålende stjerner.