I 2014 udkom den første film om John Wick – en pensioneret lejemorder, som tvinges ud af sit otium efter at være blevet berøvet af en tidligere kollegas søn og hans venner. Foruden at blive frarøvet sin Ford Mustang, skete det værste der kan ske på film – hans ualmindeligt bedårende hundehvalp blev slået ihjel og det endte med at blive startskuddet til et blodigt hævntogt. John Wick var måske ikke en ekstremt original historie, men var til gengæld utroligt vellykket i forhold til sine actionscener, sine praktiske effekter og ikke mindst glimt af den verden af lejemordere, som hovedpersonen (ikke helt) var kommet ud af.

En 2’er kom hurtigt på tegnebrættet. Den udkom blot 2 år senere og blev endnu en succes – også økonomisk. Her blev lejemordernes verden udforsket yderligere. Især Continental hotellerne (som bedst kan beskrives, som lejemordernes safespots) var omdrejningspunktet for handlingen. I filmens slutning, bryder John en af hotellets strengeste regler – han dræber en anden lejemorder på Continentals grund og bliver dermed erklæret lovløs.
Det er her John Wick 3: Parabellum begynder. Chad Stahelski er tilbage i instruktørstolen og i den titulære hovedrolle ses endnu engang Keanu Reeves – nu er spørgsmålet om den kan leve op til sine to actionspækkede forgængere.

Det helt overordnede svar på spørgsmålet er; ja. På visse punkter overgår filmen ligefrem sine forgængere, men desværre halter den også efter på visse punkter – lad os starte med det positive.

En film som John Wick 3 falder og står med sine actionscener. Dette løser filmen til, noget der minder om perfektion. Faktisk overgår visse af scenerne, hvad vi så i de to første film. Dette kan især tilskrives Keanu Reeves og hans medspillere, der er så dygtige fysiske skuespillere, at deres slåskampe virker umenneskeligt virkelighedstro. Deres evner, blandet med velinstruerede koreografier, udnyttes til at filme dem som deciderede “long takes” – det er virkelig effektivt (og ikke mindst forfriskende at slippe for “shaky cam”).
Filmens handling føles desuden, som en naturlig udvikling af historien. Den tager (så vidt jeg kan gennemskue) højde for alle de regler, der er blevet sat i søen i de to første film og virker troværdig – så troværdig handlinge i en sådan film altså kan være.

Skuespillerne er generelt fine og selvom der ikke er meget dialog, formår de hver især at spille godt med deres fysik og mimik. Især skal Ian McShane og Halle Berry fremhæves, da de hver især giver deres birolle meget personlighed, til trods for sparsom skærmtid.
Filmens visuelle side er desuden virkelig flot (og det siger jeg ikke kun fordi det er danske Dan Laustsen der står bag). Storbyscenerne har næsten en Blade Runner lignende stemning og især et skud af en ørkenvandring fik det til at kilde alle de rigtige steder, da det vækkede klare minder til det vidunderlige Playstationspil, Uncharted 3. Og at sammenligne John Wick franchisen med et videospil er generelt ikke helt ved siden af – det minder i stor stil om et skydespil, hvor hovedpersonen altid er lidt hurtigere, lidt mere udholdende og mere præcis end sine modstandere.

Vi slipper ikke for lidt malurt i bægeret. Filmens undertitel er ”Every action has consequenses” og dette kommer til at virke lidt som en tilsnigelse, da universet omkring John Wick franchisen unægtelig er noget karikeret og tegneserieagtigt. Man sidder aldrig rigtig med en fornemmelse af, at John Wick er ude hvor han ikke kan bunde, men tværtimod er man overbevist om at han nok skal klare den. Dette har sin klare charme, men det ender også med at tage lidt fra spændingen.
Som nævnt tidligere, er Keanu Reeves filmens helt store oplevelse – dette er en fordel i de scener, hvor han er med. Desværre introduceres et subplot, som omhandler nogle bifigurer og her falder tempoet gevaldigt. Det bliver næsten decideret kedeligt.
Som et sidste punkt, er det også svært at komme uden om de enkelte CGI effekter der er, falder lidt igennem – ikke fordi de er dårlige, men ved siden af praktiske effekter, er de ikke nær så effektive.

Alt i alt, skuffede John Wick 3: Parabellum mig ikke. Dens actionscener lever op til (og overgår til tider) sine forgængere, Keanu Reeves er igen vidunderlig i den titulære hovedrolle og handlingen føles som en organisk fortsættelse af historien. Dog trækker filmens manglende konsekvenser og det lidt kedelige subplot ned.

John Wick 3: Parabellum kommer lige op på 4/6 stjerner herfra.