For tiden er der andet end superheltefilm eller andre typer crash-boom-bam-film med høj fart og destruktion af byer og verden at se i biografen.

Men er der i en film andre destruktive ting at vise?

Bestemt.

Kan man vise noget skræmmende og ødelæggende uden splatter og megen vold?

I den grad.

Filmen Little Joe er et bud på dette.

Kort fortalt, handler historien om denne blomst, som via pollen udsondrer et lykkestof. Dette lykkestof kan man via blomsten gøre let tilgængeligt, så alle kan få del af det og føle sig lykkelig. 

Planten kræver blot, at man er nærværende overfor den. Den vil tales pænt til, have vand og ellers næres, passes og behandles ordentligt. 

Den udvikler de ved firmaet Planthouse. Firmaets forskerhold er ivrige efter at få blomsten med på næste messe, så de kan vise hvor langt de er nået, og hvad de kan.

Blomsten kalder den projektansvarlige Alice Woodard (Emily Beecham) for Little Joe. Den er opkaldt efter hendes søn Joe (Kit Connor).

Alice har i sit liv så uendelig travlt. Så det med at lave mad til sig selv og sønnike er langt væk. Take away bliver den daglige aftensmad. Travlheden går således ud over deres relation og også det romantiske kærlighedsliv. Af den grund konsulterer hun jævnligt en psykoterapeut, som spilles af Lindsay Duncan.

Alice tager en Little Joe med hjem til sin søn en dag. Trods det er forbudt og i mod firmaets politik. Hun ønsker, blomsten skal gøre ham mere glad og tilfreds. 

Sønnen Joe passer og taler til blomsten, som han får besked på.  

Hvad sker så egentlig?

Hvordan optager Joe (et menneske) dette lykkestof fra Little Joe?

Er det virkelig hans (et menneskes) lykkelige jeg, der nu viser sig?

Er det virkelige ham – hans (et menneskes) reelle personlighed der kommer frem?

Hvad er det, pollen fra Little Joe reelt gør?

Hvorfor virker, hverken sønnen Joe, en kollegas hund, og de andre kolleger ikke til at være dem selv? 

Det er foruroligende.

Det må Alice sande.

Man kan således stille mange spørgsmål til og om filmens tema. Det er svært at koge ned. For i min optik har filmen flere kommentarer. Den har en kommentar til terapi- og lykkepilleindustrien, det at være et skilsmissebarn som ser sig nødt til at vælge mellem mor og far, relationen mellem mor og søn, hvordan en tætpakket dag med aktiviteter påvirker alt i livet. Det gælder også den romantiske kærlighed med mere. 

Det fungerer dog, og bliver til en hel historie i den sidste ende.  

Filmens pastelfarver er smukke, og de bliver symbolske. Se blot den violette farve, der indrammer de meget blå og meget røde blomster. Se det kliniske lysegrønne laboratoriums miljø med de matchende kitler. Sjovt nok, selve blomsten Little Jo er rød. Meget rød. Når den folder sig ud, ligner den en slags virus. 

Det er meget symbolsk – en tydelig kommentar. I hvert fald set ud fra mit perspektiv og min forudsætning.

Musikken er værd at nævne.

Under filmen tænkte jeg, musikken er tydeligvis japansk – billeder og musik er som fra to vidt forskellige kulturer, fordi jeg fik fornemmelsen af østen møder vesten.

Musikken har man til filmen tydeligvis valgt ud, og sat i kontrast og til at understøtte filmens billeder og historie. 

Teiji Ito (1935-1982), som står som filmens komponist, var fra Japan. Det er hans musik, der er valgt.

Naturlige trommer og (træ) fløjte er sat op mod disse sci-fi-agtige billeder og denne lidt skræmmende historie. Der er for mig noget jordnært og ophøjet i arrangementerne og valg af musikinstrumenter. Den valgte musik, er en diskussion værd, fordi den (jeg) stiller spørgsmålet; Er formålet med denne så tydelige japanske musik, at vi i vesten kunne lære af østens filosofi og måske omvendt? Har filmens musik til opgave at komme med en slags spirituel stemning og eller kommentar? I så fald kræver det en større analyse af filmen, spørger man denne filmseer.

Det er spændende. Det er op til den enkelte at bedømme. Dog ser jeg mig ikke fri for, at musikken har en rolle i filmen. For den bidrager med at skabe tempo, suspense, fremme gyset og det skræmmende. Jeg ser mig heller ikke fri for tanken; hvordan og hvorfor billeder og musik hænger sammen i filmen eller ej.

Skuespillerne gør det flot. Det er fint overbevisende. Skuespillerne virker også til at have fin skuespillerkemi. Se blot pub-scenen. Og også scenerne ved aftensmadsbordet.

Så vi har altså en film, der åbner en diskussion om mange ting. Virus for eksempel, hvordan og hvorledes denne viser og opfører sig, daglig travlhed, østen møder vesten og omvendt, det spirituelle, mor – søn relation og derved også familien som institution, romantisk kærlighed for at rekapitulere noget af det.

Jeg giver Little Joe 5 solide og regnbuefarvede stjerner. Den er fortalt i et smukt billedsprog og i flotte farver med dertil interessant, modsætningsfyldt og understøttende musik. Historien er aktuel. Det er det, som er det skræmmende spændingsfelt.