Der er noget over film, som har nanosekunds fart over sig.

Der er også noget over film, som har tiden og modet til at dvæle lidt ved det hele.

Livets bedste år er en film som sidstnævnt. 

Det fungerer, og det er meget forfriskende, at tempoet til tider er langsommere end adstadigt.

Sådan er livet vel også, hvis man som Jean-Louis Duroc (Jean-Louis Trintignant) lever sit otium på et fint plejehjem. Han sidder ude i den store velholdte parklignende have. Han gider ikke rigtig være social og være med til de forskellige aktivitetstilbud. Udenfor kan han i fred og ro tænke, samtidig at være den senile/demente og glemsomme mand, som han nu engang er.  Udenfor kan han drømme sig tilbage til tiden som racerkører. Udenfor kan han mindes sit romantiske kærlighedsliv og store appetit på kvinder generelt. Han er ganske enkelt betaget af kvinders skønhed. Sønnen besøger ham regelmæssigt. En dag taler han med stedets personale. I samtalen bliver de enige om at kontakte en gammel flamme, Anne Gauthier (Anouk Aimée). Måske vil det fremme hukommelsen og det sociale liv. Som sagt så gjort. Anne indvilger tøvende. Det som kommer ud af det, er nogle samtaler mellem manden og kvinden, der efter så mange års adskillelse stadig føler stærk forbindelse og kærlighed til hinanden. Frit citeret er det, som Anne siger; Det var for perfekt. Derfor var det ikke muligt for dem at få og leve et liv sammen. Trods den dybe og store kærlighed. Den var simpelthen for perfekt.

Som jeg forstår og ser filmen, er den sammensat af både nye og gamle filmsekvenser. De gamle stammer fra instruktøren Claude Lelouchs tidligere fim Manden og Kvinden med originaltitlen Un Homme et Une Femme fra 1966 blandt andre. Vi hører også gentagende gange det velkendte tema af Francis Lai – Theme From A Man And A Woman. Filmen gør ellers også brug af andre sange og musik fra Frankrig. Der giver filmen en vis autenticitet, og gør det hele meget tidstypisk. Det fungerer glimrende.

Så dette er altså en slags film, som danner krølle, afslutter eller følger op på den tidligere.

Jeg vil derfor nu sige; jeg er på ingen måde filmhistoriker – og da slet ikke et orakel udi franske film. Så modargumentation er berettiget. Jeg forholder mig til Livets bedste år og skriver, hvordan jeg ser den fremstår.

Ifølge min optik er det vellykket, filmmageren bruger de gamle filmklip. På den måde forstår vi protagonistens liv i de unge dage. Vi forstår, hvilke tanker det giver nu – hvilke minder der er at se tilbage på.  Det er også den måde historien skuer op for et lidt hurtigere tempo. Det skaber en slags kontrast til Jean-Louis Durocs liv i havemøblerne der ved plejehjemmet.

Farvepaletten er sådan brun-grå mange steder. Andre steder er det mere farverigt. Lige umiddelbart bliver det forskellen mellem nutid og livet som ung. Det fungerer, især med musikken man har valgt til scenerne.

Det er svært altid at huske en films dialog i detaljer – med mindre man har set den mange gange. Dog synes jeg, samtalerne bevidner Annes vise måde at få den nu meget ældre og glemsomme/senile Jean-Louis i tale. Man kan begynde at undre sig over, hvor meget og hvor lidt Jean-Louis egentlig husker. Rettere sagt – hvad han vil ud med, at han husker. Spørgsmålet er; mon ikke han driller sine omgivelser lidt med dette. I hvert fald bliver der skabt noget lethed ved det.

Af andre lette og morsomme indslag kan nævnes drømmescenerne, hvor de to er ude at køre i Annes 2CV. De bliver stoppet, og færdselsbetjenten må påpege, hvor farligt det er at køre for langsomt lige såvel som for hurtigt – en færdselsbetjent skal naturligvis se den tidligere racerkørers kørekort. For han kører da perfekt, ikke sandt?  

Jeg vil umiddelbart tro, nogen vil betragte Livets bedste år som værende alt for langtrukken og kedelig. Temaet kan for nogen være svært at forholde sig til. Dialogen er for nogens vedkommende navlepilleri, søvndyssende og alt for klicheagtig. Samtidig vil de ikke synes, det er passende at lave opfølgning af tidligere og så populær en film. De vil give filmen bundkarakter. Det skal de have lov til. Måske handler det om, at dette er en film, som højst sandsynlig mest appellerer til det mere modne og ældre publikum. Måske skal man se den tidligere film, for at have et reelt billede.  

Jeg mener selv, filmen fremstår flot med velfungerende flashback. Det var denne gang skønt at se en film, uden blærede special effects, farlige stunts, verdens undergang, intetsigende action iblandet dårlige jokes og uden reel handling. Jeg kan sagtens forestille mig, det er sådan et menneske på omkring de 90 år, vil tale om, sidde og tænke over sine yngre dage. Det var skønt at se en film med et tempo, der ikke giver hjerteflimmer.

Jeg giver derfor filmen 4 flotte stjerner ud af 6 mulige