HBO Nordic har serien L’amica geniale på programmet. Den engelske titel er My Brilliant Friend. Lad os bare på dansk kalde den Min Geniale Veninde.

Serien er kreeret for HBO, RAI og TIMvision af den romerske instruktør Saverio Costanzo. Det er ikke en hundrede procent HBO original. Serien fortjener alligevel en anmeldelse. Den fanger de to hovedpersoners relation og venskab lige på kornet. Dertil hører man det smukke italienske sprog og den særlige napolitanske accent. Samtidig rammer den valgte farvepalet, kulisser og kostumer plet. Den viser os perfekt efterkrigstidens Italien. Historien er relaterbar og inspirerende. Den har også et vist socialrealistisk element. Det får ikke mere plads i denne anmeldelse.

Serien er baseret på bøgerne af samme navn af Elena Ferrante. Kort skal her nævnes, navnet er et pseudonym, og man har fundet ud af forfatterinden hedder Anita Raja. Hun ønsker et liv væk fra offentlighedens søgelys. Afsløringen viser sig også at være foretaget af en journalist, der har brugt ufine metoder og derved krænket privatlivets fred. Det har skabt furore.

Men tilbage til serien og den anden sæson.

Dog, for at det hele skal give mening, handler det om den nu ældre Lenù, der opdager hendes veninde Lila er forsvundet. Noget tyder på, Lila også er død. Dette får Lenù til at sætte sig ved sin computer og skrive deres historie ned.

Der er et venskab, der oplever hård medfart.

Kvarteret vi er i, det ligger i udkanten af byen Napoli. Der er beboerne halvkriminelle. Der er få midler, og de må klare sig med hårdt arbejde. Miljøet er typisk italiensk. Kvinder står ude på balkonen og råber af hinanden, de sladrer, vasketøjet hænger på snoren, og porcelænet flyver ud af vinduet i raseri. Mændene er nogle macho macho mænd, der tror de er nogle hårde bananer, alfahanagtige og bruger gerne mafialignende metoder for at opnå det de vil. De er ikke altid søde over for kvinder.

Lenù (Margherita Mazzucco) og Lila (Gaia Girace) er nu ved at være halvvoksne kvinder. Lenù er færdig med gymnasiet. Hun skal nu læse videre, hvis familien tillader det, og har økonomisk mulighed for det. Lila arbejder i familiens skomageri. Hun designer også sko. Som man ser, er de to veninders livsbane allerede nu ganske forskellige. Aldrig havde man troet, det var Lenù, dog dygtige og arbejdsom, som den mindre boglige minded ville gå den akademiske vej. Aldrig havde man troet, at Lila ville ende i arbejdermiljøet. Hende, der er boglig anlagt, kunne læse, skrive og regne inden folkeskolen, og som i en tidlig alder skrev en lille historie med titlen Den Blå Fe.

Og så er der kærlighedslivet. Lenù er den introverte og reserverede. Hun opbygger langsomt en vis erfaring. Dette er både på godt og ondt. Lila gifter sig. Det lader til at være er fint match. Den sociale status hun opnår, viser sig ikke, at kunne opveje hendes mands voldelige tendenser.

De to veninder mødes jævnligt. Lenù må hjælpe og være der for Lila. Det er sådan, Lila kun vil tale med Lenù, når det gælder, og det er alvorligt. Men det stopper hende ikke i at forsøge at gøre sig selv bedre og gøre Lenù jaloux, få hende til at føle sig mindre værd, mindre livserfaren også videre. Dette er tydeligt, når Lila en sommer ødelægger Lenùs mulighed for romance og kærlighed på øen Ischia.

Netop dette præger de to hovedpersoners relation. Samtidig er de, de bedste veninder. De er hinandens fortrolige. De giver altid hinanden en hjælpende hånd. Det forstår hinanden på et dybere plan. De ved at opmuntre hinanden.  

Dette portrætterer de to skuespillerinder på bedste vis. Det er fremragende. De er veloplagte og yder i topklasse. De formår ved deres blikke og kropssprog at frembringe den venskabsfølelse, der er mellem de to karakterer. Dette til trods, hvis øjnene udstråler skuffelse, ærgrelse og vrede. De formår også at vise deres karakters personlighed på bedste vis. Lenù er denne rolige, sammenfattede person der observerer. Hun er mindre snakkesalig af sig, og siger kun det, som er nødvendigt. Lila har et temperament, som ikke er til at spøge med. Hun kan blive frygtelig gal, og kommer så op i det røde felt. Det sætter hende i nogle svære situationer. Hun er ganske enkelt ikke nem at have med at gøre, hvis hun ikke får sin vilje.

Historien fanger, og man relaterer nemt til både Lila og Lenù. Som filmseer får man et fint indblik i de to karakterers personlighed, baggrund, drømme og ønsker også videre. Jeg er sikker på mange venskaber og veninder kan snakke med om – har oplevet noget lignede.

Serien er flot og realistisk filmet. Det er italiensk, så det basker. Det er en flot serie, som er værd at se. Jeg foreslår, man ser den fra start til slut. Venskabet mellem Lila og Lenù fra de er skolepiger, teenagere og kvinder fanger, og man vil bare se mere.

Jeg kan ikke andet en give denne serie fem brillante stjerner og en anbefaling.