Netflix’ nye serie ‘Ratched’ påstår at være baseret på den kyniske sygeplejerske fra Ken Keseys roman og Milos Formans film ‘Gøgereden’. Med undtagelse af en kort kredittering i seriens intro er det dog svært at se hvordan dette nogensinde skulle have noget at gøre med det univers. Ikke desto mindre kommer denne påståede prequel-serie på Netflix om blot få dage.

Er man bekendt med Ryan Murphy’s tidligere arbejde med henholdsvis ‘Glee’, ‘The Politician’ og ikke mindst ‘American Horror Storry’, vil det næppe komme bag på en hvor voldsomt stiliseret ‘Ratched’ er at se på. Serien der skal forestille at foregå i 1947 er så søbet ind i pangfarver og oppulente kulisser der alle ligner det de er; kulisser. Der er ikke en finger at sætte på noget. Alle karakterers tøj er formfuldendt udført og hver et lokale er blankpoleret i en sådan grad at man får den helt klare fornemmelse at man sidder og ser på skuespillere i et studie – hvad man jo også gør – frem for en medrivende og troværdig historie. Man kan argumentere for at den polerede overflade skal stå i kontrast til den nederdrægtighed der lurer lige under overfladen, men har man set den sæson af  ‘American Horror Story’ som også udspiller sig på en sindssygeanstalt, vil man vide at Ryan Murphy og co, er fuldt ud istand til at gøre det beskidt og grumt hvis de vil – Det vil de bare ikke her.

Idéen om at seriens omdrejningspunkt, nemlig sygeplejeren Ratched, skulle være en normal person hvis modbydelighed stammer fra mange års forbitrede arbejde i en svær stilling og en ejerfornemmelse over hospitalet hun er på, er ligeledes smidt ud af vinduet. Den slags ville jo kræve af forfatterne på serien, at udarbejde et nuanceret historieforløb, så det duer ikke. Istedet forfalder serien til den mest arbitrære og uendeligt uinteressante historie, hvis eneste krog i seeren bliver dens konstante twists. Seriens visuelle udtryk, i kombination med den noget middelmådige fortælling trækker serien i hver sin retning hvilket, ikke overraskende, efterlader skuespillet noget ambivalent.

Sarah Paulson der spiller titelrollen Ratched leverer her en forvirret præstation. En præstation der hopper mellem agressivt nedværdigende enetaler leveret med gysende døde øjne og monoton stemmeføring, til underligt rørerende scener – må man gå ud fra? – hvor hun med bævende læber og tårer i øjenkrogene, er empati i menneskeform. Igen kan der argumenteres for dualiteten i karakteren, på samme måde som det stilistiske udtryk, men også her føles det underligt kunstigt og utroværdigt. Den samme utroværdighed som Sarah Paulsons Ratched har, besidder de øvrige karakterer også. Karakterer som for det meste er så ligegyldige og papirtynde at man ikke har skyggen af medfølelse for dem som seer.

Trods sin gennemgribende mangel på troværdighed, misser Murphy dog aldrig chancen for at overraske publikum, i form af sadistisk overgreb på uskyldige mennesker i vitterligt hvert eneste episode. Ingen kan vide sig sikre. Havde det så bare tjent et formål, ville det måske have virket. Men at spilde tid på at se på hvor grænseoverskridende Ryan Murphy tror han kan være, bliver hurtigt kedeligt.

Alt i alt efterlades man forvirret over seriens egentlige intentioner. Hvis den ville fortælle sygeplejeren Ratcheds forhistorie, fejlede den brutalt da hun er mildest talt ugenkendelig. Hvis den bare ville underholde med en spændende historie, havde den nok taget sig tid til at udvikle en sådan en, og hvis formålet var at chokere seeren med sin visuelle stil og sadistiske handlinger, skulle den nok have nogle karakterer som man investerer sig i som serie. Istedet bliver Netflix’ nye serie ‘Ratched’ en formålsløs og rodet affære, som ikke aner hvad den selv vil.

1 ud af 6 stjerner.